Vasatesten – en mentalt kuperet ilddåb

Holte Skiklub arrangerer hvert år i november et testløb for vasadeltagere.

Tågen hænger tungt over byen, da jeg cykler gennem Østerbro tidligt søndag morgen. Jeg er på vej over til en kammerat for at få et lift til Holte, hvor jeg skal løbe mit livs første rulleskiløb med nummer på maven, Vasatesten.

Sommerfuglene basker i maven og jeg har lidt kvalme. Nervøsitet? Måske. Den bliver ikke mindre, da vi når frem og henter vores startnumre.

”Der er 30 til start,” fortæller en af arrangørerne mig, da jeg spørger.

”Og hvor mange kvinder?”, spørger jeg nysgerrigt og kigger på deltagere, der sidder og står rundt om og er ved at snøre skistøvlerne. Det er lutter langlemmede slanke mænd. De ser rasende hurtige ud.

”Fem”.

Det er ikke mange. Fordelen er, at der ikke er kø ved dametoilettet. Og det har jeg brug for et par gange inden starten går.

Ruten går fra Holte til Birkerød langs Kongevejen. Gennem Høsterkøb, ud til Isterød af cykelstien som løber parallelt med Helsingørmotorvejen. Derfra tilbage mod Birkerød af Ravnsnæsvej med et flot vue til Sjælsø på højre side.

Turen er på 17 km. Deltagerne vælger selv om de vil to, tre eller fire gange rundt. Jeg har sat mig for at løbe den korte tur på 34 km.

Mod til at stille op – Jeg har været gennem mange overvejelser, inden jeg fandt modet til at melde mig til dette løb. For jeg vidste godt, at der ikke ville være mange deltagere, og at dem, der ville komme, primært ville være de hurtige.

Alligevel var der rigtig mange gode grunde til at stille op.

Jeg savner konkurrenceelementet fra motionsløbene. Det er fem måneder siden jeg sidst løb med nummer på maven. Nu havde jeg chancen – også selv om jeg risikerer at lide den tort at komme sidst.

Og sker det, ville Himlen jo ikke falde ned af den grund. Vasatesten er arrangeret på den måde, at deltagerne kan vælge at løbe 34, 51 eller 68 km. Jeg ville løbe den korte tur. Andre ville med garanti vælge en af de længere ture og dermed ville arrangørerne ikke komme til at stå alt for længe og vente på at kunne pakke sammen. Jeg ville måske blive sidst på den korte strækning, men ikke sidst på dagen.

Vasatesten vil give mig noget af den mentale forberedelse, jeg får brug for, når jeg står i sporet til selve Vasaen. Her vil der være hundredevis af løbere omkring mig, som er meget hurtigere end mig. Alligevel skal jeg kunne finde den indre ro og løbe i mit eget tempo uden at stresse eller lade mig gå på af det.

Starten – Jeg lister mig ned bagerst i feltet, som står i en stor klump ved den imaginære startstreg uden foran P-pladsen ved Holtehallen.

”Pas på derude – På jer selv og hinanden,” råbte en af løbsarrangørerne i en megafon.

”Der er meget glat derude. Cykelstierne er fedtet på grund af regnen og der ligger nedfaldne blade på nogle af strækningerne. Hvis I synes det her er glat, så er der isglat visse steder!”, advarer han mens han peger på den smattede cykelsti.

”Pas især på ude ved Isterød. Dér går cykelstien stejlt ned ad bakke og ender ved Ravnsnæsvej, som er trafikeret. Tag eventuel skiene af, og gå ned. Eller brug græsrabatten,” lyder rådet.

Vi bliver sendt af sted. De forreste er hurtigt væk. Resten af os finder efterhånden ind i små grupper af tre-fem stykker, der løber sammen. Til min store glæde er der også en gruppe, hvor jeg kan følge med.

Heste midt i svinget – Ruten er ikke ukendt for mig. Jeg har løbet den en gang i det tidlige forår sammen med en kammerat. Til min tilfredshed konstaterer jeg  nu, at jeg tør lidt mere, end sidst jeg var her. Jeg løber hurtigere ned af Kongevejen og ind gennem Birkerød. For syv måneder siden stoppede jeg op og gik rundt i svingene. Det gør jeg ikke i dag. Kantsten, huller i asfalten og rundkørsler bliver forceret uden de store armsving.

Ruten snor sig gennem Høsterkøb. Ned af bakke. Midt i en højersving står der pludselig to heste. Jeg får bremset op.

”Er hestene ligeglade med stavene?”, spørger jeg lidt nervøst og forsøger at afkode de to store dyrs reaktion.

”Ja, ja. Kom bare,” svarer rytterne.

Mine erfaringer med heste er meget blandet. I Dyrehaven reagerer nogle heste kraftigt på stavene, så af hensyn til både hest, rytter og mig selv, plejer jeg at tage stavene i hånden og liste mig forbi.

Min forsigtighed i dag betyder, at jeg er blevet hægtet af gruppen. De er kommet langt foran. Jeg forsøger at få lidt mere fart i skiene uden at presse mig for meget. Hver gang jeg løber ud af et sving, kan jeg øjne dem lidt længere fremme.

Pludselig er jeg nået til det ”isglatte stykke”. For enden af cykelstien kan jeg se en af arrangørerne iklædt rød vest. Han stopper trafikken på hovedvejen.

”Kom bare. Der er fri bane,” råber han til mig.

Jeg lister forsigtigt forbi i gå-tempo. Takker for hans hjælp og smiler til bilisterne i taknemlighed over, at de ikke dytter af utålmodighed og triller videre.

”Nu er det bare retur til Holte,” tænker jeg optimistisk.

Et let måltid for løverne – En stiv modvind gør hurtig kål på de gode tanker. Længere fremme kan jeg stadig se de fire løbere. Men de bliver mindre og mindre, og til sidst fremstår de kun som små prikker i horisonten. Det er umuligt at løbe dem op. Jeg har lyst til at råbe ”Vent på mig!”

Med dobbelt stagtag knokler jeg mig frem. Jeg tænker på, at mennesker er sociale væsner – flokdyr. Og lige nu er jeg den langsomme antilope, der er blevet hægtet af flokken, fordi jeg ikke kan følge med. Havde det her været på savannen, var jeg overladt til de glubske løver. Jeg trøster mig med, at der ikke er nogen løver i Nordsjælland, men indrømmet – jeg er ked af det på en mærkelig barnlig måde.

Jeg nærmer mig krydset ved Kongevejen. Lidt længere fremme kan jeg nu se to løbere. Gruppen er blevet splittet yderligere op. Det giver mig et fornyet håb om, at jeg kan løbe dem op.

Men lyskrydsguderne er ikke på min side. Hver gang jeg er lige ved at nå dem, skifter lyset til rødt.

Sololøb – Ved 17 km er der mulighed for at tanke op med varm saft og bananer. Jeg hælder to glas ned og napser en halv banan med i lommen og løber videre. Tomandsgruppen, der tidligere lå foran mig, er nu opløst. Den ene er strøget videre. Den anden står stadig ved depotet. Jeg ligger i mellem. Glemt er løverne på savannen og det dårlige humør. I modsætning til den første runde, ønsker jeg slet ikke at være en del af en gruppe. Snare tvært imod. Nu gælder det om at holde ham bagved mig væk.

Anden runde går noget nemmere end den første. Måske har vinden lagt sig? Eller måske er det fordi jeg mentalt har indstillet mig på, at det vil blive hårdt i modvinden, efter jeg har passeret Isterød? Det ved jeg ikke. Faktum er, at det går forholdsvist let. Også selv om jeg løber alene hele vejen.

Ude ved motorvejen kan jeg høre, at der er en løber på vej i høj tempo bag mig. Et par sekunder senere suser han forbi. Jeg er dermed indhentet med en hel runde.

Nedtælling – De sidste ti km tæller jeg ned. Ti, ni, otte….Trætheden værker. Mine sko gnaver. Lynlåsen i min overtrækssko generer mig på anklen. Jeg har ondt i indersiden af mine hænder. Alligevel forsøger jeg at give den gas de sidste fire km.

Glæden er stor, da jeg når depotet for anden gang. Mine strabadser er overstået for denne gang. 34 km er tilbagelagt. Ikke hurtigt i forhold til de øvrige løbere. Men både hurtigere og længere end jeg tidligere har løbet, så jeg er godt tilfreds. Dog ved jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skal kunne overkomme at løbe 90 km. Der er lang vej endnu – men heldigvis også masser af tid inden det rigtige Vasa skal stå.

2 tanker om "Vasatesten – en mentalt kuperet ilddåb"

  1. Hej Gitte.
    Jeg vil gerne komplimentere dig for din beskrivelse af Vasatesten. Jeg synes den var flot, smuk, rørende, positiv og meget sand.
    Jeg kender godt ruten, da jeg som medlem af HI har løbet den ugentlig i ca 9 år. Og stadig synes den er smuk (f.eks. synet ned over Sjælsø, som du så rigtigt fremhæver.Og så er ruten ikke så flad.
    Og så var det forresten mig, der var trafikvagten ved Isterød, så citatet var helt korrekt.
    Med venlig hisen
    Jørgen

    • Hej Jørgen,

      Mange tak! Ja, flot rute – det er ikke sidste gang, jeg vil løbe den. Og fantastisk arbejde at stå i det kryds i timevis – det overgår jo næsten min indsats!

      Hilsner
      Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *