Vasaløbet

I går fandt jeg et nyt magasin i min postkasse; ”Vasalöparen”. Og min mailboks bliver i disse dage oversvømmet med diverse Vasarelaterede tilbud. Alt det kommer, fordi jeg er en af de 400 heldige danskere, der har nået at købe et deltagernummer.

Tilbuddene lyder alle sammen vældig fristende, men de illustrerer også, hvordan en begivenhed i Sverige er gået hen og blevet en kæmpe forretning.

For hvem kan sige nej til en weekend spækket med træningsforedrag, kostråd, skiteknik, smøreteknik og hvad der ellers er relevant i forbindelse med det 90 km lange langrendseventyr til marts? Og hvorfor ikke også melde sig til et par seedingsløb her i vinter, så man kan blive rykket et par startled frem, når den store dag kommer?

At satse på gode sneforhold her i Danmark til vinter er halsløs gerning, når teknikken fra rulleskiene skal pudses af og anvendes på de rigtige ski i rigtig sne. Så derfor er det næsten ikke til at komme uden om en uges træningslejr, hvor målet er, at få så mange snekilometer i benene inden marts.

Desværre rækker privatøkonomien ikke til alle de fristende tilbud. Jeg må ty til thoraxmaskinen i DSR og den udmærkede rulleskitræning i Københavns Skiklub. Og måske nogle dage på rigtig sne i løbet af vinteren.

Ambitioner – Jeg har svært ved ikke at blive revet med af al den her Vasasnak. De mange fristende tilbud er ren gødning for ambitionerne om at komme i mål i en god tid. Tænk, hvis jeg kunne gennemføre på under ti timer. Eller ni…eller otte! Og jeg er tilsyneladende ikke ene om at tænke i de baner.

Til træningen i tirsdags hilste jeg på en fyr, Mark, der var ude på rulleski for anden gang i sit liv. At han var nybegynder, var ikke svært at se. Men hvad han manglede i teknisk formåen, havde han til gengæld i form af mod.

Det første han spurgte mig om, var, om jeg skulle løbe Vasa. Det kunne jeg jo kun svare ja til. Derefter spurgte han, hvad mit mål var.

”Hm…at gennemføre. I første omgang. Men det ville da være skønt at komme i mål på ti timer,” svarede jeg. ”Hvad med dig?”

”Jeg skal i hvert fald under ni timer. Alt andet vil være for uambitiøst, har jeg fået at vide,” svarede Mark, mens han stagede sig frem.

”Jeg tror nu, at det vil være smart at have en plan A, en plan B og en plan C for det løb. Vejr og sneforhold har ret stor betydning for ens tider,” sagde jeg. Men rådet prellede af på ham.

En anden nybegynder-fyr på holdet havde tidligere fortalt mig, at han bare skulle have så mange km i benene som overhovedet muligt inden Vasa og egentlig ikke var så interesseret i al det tekniktræning, vi laver hver gang til fællestræningen. Hans mål var også en hurtig tid.

Jeg bliver altid imponeret, når jeg møder et menneske, der er så målrettet og dedikeret, uden at have specifikke forudsætninger at bygge det på. Vi taler trods alt om et løb, der er 90 km langt. Det er langt! Længere end et maraton. Og da jeg stod ved startstregen til mit første maraton, var ambitionen blot at gennemføre.

Måske er jeg i virkeligheden for forsigtig med at sætte mig nye mål? Er min tilgang for ydmyg?

Jeg minder ofte mig selv om, at jeg gør det her for sjovt, når jeg kaster mig ud i noget nyt. I det her tilfælde siger jeg til mig selv, at det er første gang, jeg løber det løb, at jeg er novice på ski, og at det –alt taget i betragtning, vil være mest fornuftigt at gå efter at få en god oplevelse.

Men indrømmet – jeg er også så meget konkurrencemenneske, at den gode oplevelse ofte indbefatter gode tider – så lur mig, om jeg ikke ender med at hoppe på Vasavognen og finder midlerne til at tage med til et af de annoncerede seedingsløb. Og måske et foredrag eller to? Så må formen vise, hvor højt barren skal sættes, når tiden nærmer sig. Der er trods alt syv måneder til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *