Vægttab er svært – især for omgivelserne

Som letvægtsroer er det svært at undgå at man bliver en smule spiseforstyrret. Langt de fleste roere, der konkurrerer i letvægtsklassen, klemmer sig et par kg ned under, hvad der er normalt og naturligt for dem. Mig selv inklusiv. Og for at det skal lykkes, er det nødvendigt at have styr på, hvad man putter i munden.

Der er mange måder at gøre det på. Den sundeste er selvfølgelig at holde en relativ lav vægt det meste af året, og så gå ”all in” et par uger før konkurrencen og smide de sidste par kg ved udelukkende at spise sundt.

I den periode, hvor kroppen skal trimmes, bliver man lidt skør. Jeg gør i al fald. Mit fokus er på at spise rigtigt. Ikke for meget og ikke for lidt. Jeg vejer alt min mad. Takker nej til de ting, der ikke indgår i min kostplan, som en diætist har udarbejdet, og skruer en smule op for aktivitetsniveauet. Jeg spiser så få kalorier, at mit blodsukker lige efter træning er faretruende lavt. Faktisk så lavt, at jeg er parat til at slå ihjel for at få min bøf så hurtigt som muligt, efter at træningen er overstået.

Det kræver selvdisciplin, styrke og stædighed at komme i vægt.

Om sommeren er det værre – Letvægtsgrænsen er nemlig lavere som sommeren end om vinteren. Og når jeg har været i vægt til sommerens konkurrencer, er det ufatteligt for mig, at jeg kan have problemer med at nå grænsen for vintervægten, som ligger 2,5 kg højere. Men faktum er, at det har jeg. Det slår aldrig fejl. Sommer og vinter kæmper jeg mig af med 3- 5 kg for at kunne stille op i min klasse.

I rigtig lang tid troede jeg, at jeg var den eneste, der havde så sygt et fokus på mit kalorieindtag. Men så begyndte jeg at lytte efter, når jeg f.eks. færdes i løberkredse og i cyklemiljøet. Det er nøjagtigt det samme dér, som det er i rokredsen. Atleter såvel som motionister har hver deres kostregime, som de kører efter. De taler bare ikke højt om det, som vi eksempelvis gør i rokredse, hvor det mest almindelige spørgsmål – næst efter, hvordan det gik med 2 K–testen, er: ”Er du i vægt? Hvor meget vejer du?”

Utidig indblanding – Det mest opsigtsvækkende har dog været omgivelsernes reaktion på mine spisevaner. Altså bland alle dem, der ikke dyrker en sport, hvor vægten er en faktor. De fatter simpelthen intet, og en del af dem er total blottet for respekt for ens projekt. Eller sådan opfattede jeg det, indtil jeg gik nogle af dem på klingen, og opdagede, at der i virkeligheden var tale om uvidenhed og kærlig bekymring.

En af mine venner, Henning, serverer eksempelvis konsekvent flødesovs, rødvin, steg og is når jeg bliver inverteret på middag, hvis han ved, jeg er på vej ned i vægt. Og måske en enkel tomat som tilbehør, hvis jeg er heldig.

I rigtig lang tid undrede det mig, at han gjorde det, for jeg ligger aldrig skjul på det, hvis jeg er i en af de perioder, hvor jeg spiser restriktivt. Når jeg forsigtigt kommenterede det, svarede han ”Jamen, du er så tynd. Og du tager ikke skade af et enkelt godt måltid!”.

Der har han jo helt ret i. Men det betyder, at jeg skal arbejde endnu hårdere i de efterfølgende dage for at smide de sidste kg. Jeg har flere gange forsøgt at forklare ham, hvorfor jeg går ned i vægt de to gange om året – og jeg har endda sagt, at det måske er meget lettere, hvis jeg bare selv tager min egen mad med, hvis vi skal spise sammen? Men det har ikke rigtig fungeret. Jeg er klar over, at han gør det i den bedste mening, og for ikke at slå skår i venskabet, er jeg nu begyndt at undgå middagsaftaler med ham i tiden op til en konkurrence. Jeg udviser jo også disrespekt, hvis ikke jeg vil spise den mad han serverer, men samtidig ønsker jeg ikke at blive taget som gidsel.

Kollegial omsorg – Jeg havde også en kollega, der havde det svært med mit ønske om at gå ned i vægt. Hver dag kom hun forbi mit kontor og tilbød mig et par småkager hun havde bagt eller noget konfekt hun havde lavet. Og hver gang takkede jeg pænt nej.

”Jamen, du ser så godt ud – du behøver da ikke at tabe dig!”, sagde hun.

En dag blev det simpelthen for meget. Hendes manglende respekt irriterede mig. Jeg gik ind på hendes kontor og satte mig ned og forklarede.

”Jeg taber mig ikke, fordi jeg synes, jeg er for tyk. I roning er reglerne bare sådan, at hvis du vil konkurrere i letvægtsklassen, må du maksimalt veje 59 kg om sommeren og 61,5 kg om vinteren og normalt vejer jeg 63-64 kg, så jeg bliver nødt til at smide et par kg. Ved indvejning kigger dommerne udelukkende på tallene – og ikke på min krop.”

”Det er nogle åndsvage regler,” svarede hun

”Ja. Måske. Men det betyder rigtig meget for mig. I min verden er der slet ingen konkurrence, hvis ikke jeg er i vægt. Jeg vil hjertens gerne spise dine kager, men jeg vil også gerne ro – og jeg er godt klar over, at du mener det godt. Men ved at du kommer og frister mig hver dag med kager, gør du det faktisk sværere for mig at nå mit mål, så vil du ikke være sød, at lade være?”

Det gjorde hun.

Heldigvis respekterer hovedparten af mine venner mine mærkelige kostvaner. Tine – en nær veninde, spørger altid, når hun inviterer til middag:

”Hvad spiser du for tiden? Er du på kur eller er du altædende?”

For det er jeg nemlig også. Det meste af tiden. Uden for sæson spiser jeg stort set alt. Kager, konfekt, kød med fedtkant – you name it. Det er kun få måneder af året, der skal tages specielle hensyn. Men jeg tænker på alle dem, der vitterlig kæmper med vægten – hver dag. Mon de møder samme modstand, I deres forsøg på at få styr på vægten?

 

2 tanker om "Vægttab er svært – især for omgivelserne"

  1. Hej Gitte,
    En lille kommentar… Først og fremmest, jeg kan sætte mig ind i dinne betragtninger, især i forhold til kollegaer. Jeg har hørt de kommentare mange gange.
    Dog vil jeg sige at man ikke kan tillade sig at sige at andre har manglende respekt, fordi de tilbyder en kager m.v., FØR man har fortalt dem hvorfor. Min erfaring er at folk acceptere det. Det kan godt være de stadig tilbyder guf, men de acceptere et nej, og ved at man gør det fordi det betyder rigtig meget for én.
    Når man blive inviteret til middag, kan man heller ikke tillade sig blive sur over menuen… 🙂 Har man meget skrappe krav til maden, så må man enten sige nej tak eller selv tage noget med… Ingen af delene dog uden at forklare sig, så forstår de fleste.
    Håber du kan få spist lidt flæskesteg til jul 🙂

    • Hej Jesper,

      Du har helt ret – og dine betragtninger og holdninger bekræftes vist også af mine konklusioner på bloggen 🙂

      Rigtig god jul!
      Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *