Ud af skabet

Der er nu gået små to uger, hvor jeg har løbetrænet en smule. Efter en pause på 4 måneder, er jeg stadig høj over at kunne snøre løbeskoene og smutte ud af døren på mine korte ture. For korte, det er de!

I starten cyklede jeg til Rude Skov og løb en enkel runde på lysløjpen. Den er vist 2,5 km. Da det gik godt, løb jeg to. Det var for meget. Nu snupper jeg min gamle morgenrute i små bidder af 4 km. Og jeg er lykkelig. Faktisk så meget, at jeg her til morgen var lige ved at hilse hjerteligt på tre tykke damer, som ellers har sat mit pis i kog rigtig mange gange med deres løsgående arrige hunde, som overfalder alt, der kommer forbi med en fart over 13 km/timen.

Enten er hundene blevet mildere med alderen, eller også ignorerer de mig nu, fordi jeg lunter forbi? I al fald gør de ikke længere af mig. De løber heller ikke efter mig og bider mig i benene som de plejer, og det kan man jo næsten blive taknemmelig over.

Morgenruten – Tidligere løb jeg ud omkring Langelinje, ind mod city langs havnefronten for til sidst at slå et smut om det nye skuespilhus, Amalienborg og det sidste stykke hjem inde på Kastellet. De sidste km er som at løbe gennem et maleri fra Guldalderen iblandet lidt fra den moderne verden – de gamle gule bygninger med røde tegltage, løvet, der afspejler årstiden, de morgenfriske hundeluftere og fortravlede Mærskansatte, der kommer jagende fra Østerport station med en coffé to go i hånden.

Da jeg når Kastellet lader jeg mig opsluge af glæden over farverne. Jeg viger smilende for en flok mødre, der er ude og løbe med barnevogne spændt ud foran sig i strakt arm.

”Det ser godt ud!”, råber jeg opmuntrende til dem, da de syv på stribe, passerer mig.

”I lige måde”, svarer de i kor.

Ny tilgang – I tankerne hilser jeg genkendende på det hele – svanerne i voldgraven. De tomme grillpladser. Den knejsende soldaterstatue, som skal minde os om de faldene under krigen. Efter fire km begynder knæet at gøre ondt. Skal jeg stoppe eller fortsætte?

Jeg stopper op. Går lidt. Også selv om det er på vej op af en bakke. Det er en usædvanlig svær manøvre og jeg tænker, at jeg skal tackle min genoptræning med et helt andet mind-sæt, end jeg plejer.

Normalt ville jeg aldrig stoppe på vejen op af en bakke. Hvis en pause er absolut nødvendig, tillader jeg først benene hvile, når jeg er kommet op over toppen. Jeg stopper heller ikke op og begynde at gå en km før mål, med mindre jeg er blevet syg.

Hvis jeg er træt, fokuserer jeg på noget andet. Min lillefinger, mine arme, eller et andet sted på kroppen, som har det fint. Jeg tvinger tankerne hen på andet end smerte og træthed.

Den tilgang til løbetræningen dur ikke lige nu. Smerten skal ikke løbes væk. Træthed er ok, men nok lidt urealistisk p.t. Smerte betyder stop. Og jeg skal ikke nødvendigvis gennemføre hele den rute, jeg har besluttet mig at løbe. Faktisk er det helt okay at korte turen ned, hvis knæet ikke rigtig er med mig i dag.

Målet er også anderledes. Jeg skal ikke løbe hurtigt! Det er sværere end man umiddelbart skulle tro. Benene har ligesom deres eget tempo. De har ikke glemt, hvordan det er at være ”flyvende”.  Min krop har det bedst med hurtig skridtafvikling og hårdt arbejde. Men nu skal jeg vænne mig til at løbe langsomt.

Ulempen er, at jeg bliver nødt til at løbe med en ekstra trøje på for at holde varmen.

Fordelen er, at jeg nu kan lokke andre end spartanerne med ud på nogle lunteture –  nogle af de venner, som er i elendig løbeform. Det er overraskende hyggeligt, og så har det endda den bonus, at det som regel er mig, der har ordet under hele turen.

Jeg har besluttet mig for, at det her skal være min nye tilgang til løbetræningen. I al fald indtil nytår. Det er en hel ny måde for mig at træne på. Men når man går fra nul til fire-fem km, er man ydmyg. Så er det en fornøjelse, at man overhovedet er i stand til at løbe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *