Ud af komfortzonen

For tre måneder siden forlod jeg min komfortzone og har ikke været i den siden.

Årets første weekend tilbragte jeg langt oppe i Norge. Det nye år skulle fejres med et rask lille marathonløb på ski. Det blev langt fra raskt. Nok snarere et wake-up call. Et af de slemme.

Jeg kunne nemlig ikke følge med. Efter bare tre km blev jeg overhalet af de sidste langrendsløber – en blind kvinde med fører. Efter ti km valgte jeg at gå ud af løbet. Min krop var færdig. Det samme var mit ego.

Overvejelser omkring træning

Turen var nu ikke spild af tid. Snare tværtimod. Oplevelsen fik mig til at gå i tænkeboks. Hvorfor var formen så ringe? Jeg trænede jævnt tre-fire gange om ugen, så jeg var jo ikke i decideret dårlig form…

Noget havde ændret sig – de seneste par år var jeg blevet lidt for glad for lunteture i løbeskoene og hyggetræning på rulleski med veninder. Ikke at træningen ikke må være hyggelig. Men jeg kom stort set aldrig op i ”rød zone”, når jeg trænede. Det gjorde jeg to-tre gange om ugen år tilbage, hvor formen var en hel del bedre.

Et slags nytårsfortsæt

Jeg besluttede, at 2018 skulle være et år ude af komfortzonen. Jeg har ikke ændret drastisk på min sædvanlige træning – men nu sørge jeg for at presse mig selv lidt under løbeturene og rulleskiturene. Og det har virkelig rykket!

På de fire måneder, der er gået, er mit kondital – ifølge Garmin, steget fire enheder. Jeg har nappet et minut af min km-tid i løbeskoene og ruller tre km hurtigere i timen på rulleskiene med samme puls som tidligere.

Overraskende let

Måden, jeg har gjort det på, er simpel: Jeg løber et par gange om ugen. Den ene af gangene forsøger jeg at løbe de første fem km så hurtigt som muligt. Dernæst slækker jeg på tempoet. Den anden tur lader jeg kroppen diktere tempoet. Mine løbeture varierer mellem 5-10 km.

På rulleski løber jeg en tempotur om ugen for mig selv, hvor jeg forsøger at løbe hver tur hurtigere end den forrige. Derudover løber jeg en lang tur om ugen sammen med træningskammerater. De seneste par uger er jeg begyndt at træne med en gruppe, der løber hurtigere end dem, jeg trænede med tidligere. Det holder mig i skak og giver mig hurtighed.

Stadig plads til sjov og komfort

Og så svømmer jeg en enkel gang om ugen og løber lidt orienteringsløb. Ved denne træning er mit fokus alle andre steder end på at få pulsen op. Svømningen er det eneste nye i forhold til tidligere og føles som en form for restitution. O-løbet er for sjov, og det er ikke dér, jeg presser mig selv.

Det mest tossede er, at jeg jo godt vidste alt det her med form og komfortzone. Jeg har  skrevet om det for år tilbage her på bloggen. Alligevel var det lykkedes mig at glemme det – fordi jeg er et andet sted med min træning i dag, end jeg var for fem år siden. Min krop er nu ikke i tvivl – den kan godt lide at blive presset lidt engang imellem. Og så er tilfredsstillende at se og mærke, at det faktisk virker!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *