Trappetræning på Riget

Trapper kan være sjove, inspirerende og et rigtig godt alternativ til den almindelige træning.

For et par dage siden var jeg til et møde på Rigshospitalet. Mødet foregik på anden sal. Og for første gang kunne jeg gå op ad trapperne uden brug af krykke.

Det føltes berusende, og der gik da heller ikke lang tid inden ideen om at tage turen hele vejen op efter mit møde, spirede frem.

Som tænkt, så gjort. Efter mødet tog jeg trapperne de 16 etager op. Det gik ikke hurtigt. Men det var alligevel hårdt nok til at få sveden frem. Da jeg nåede toppen, vendte jeg om og trissede ned for igen at begive mig opad.

Kloge ord med på vejen

Min vej blev muntret op af plakater på trappeopgangens vægge. De viser udsnit af statuer og har mere og mindre kendte citater af kloge folk skrevet med store bogstaver, der har til hensigt at motivere os til at tage trapperne.

Her hænger Kierkegaards citat om at gang fører til sundhed og frelse. Churchills citat om, at den der tager første skridt uden at frygte, hvad der kommer efter, er modig. Og et om, at hvis man tager sig tid til at motionere nu, sparer man tid på at ligge syg i fremtiden.

”Det er nok rigtigt”, tænker jeg. Men jeg er ikke syg. Jeg er skadet.

Musklerne arbejder. Sveden pibler. Trinnene har lige præcis den helt rigtige højde til at jeg kan bøje benet nok til at komme op uden brug af krykken. Alligevel har jeg den med mig. Man ved jo aldrig. Pludselig kan jeg blive træt og få brug for den.

Myldretid på trappen

Plakaternes budskab har tilsyneladende slået igennem blandt hospitalets ansatte. Eller også er den heftige trafik af kittelklædte mennesker, der ræser fra en etage til en anden forårsaget af elevatorer, der er overfyldte og umulige at få fat i, når man har brug for dem?

Hvad det end er, så kan vagtskift på hospitalsgangene aflæses på trafikken ude på trapperne.

Og sjovt er det at følge med i. Stumper af sladder når mit øre på vejen op. Og den handler ikke om patienter. Nogle kvæler en sandwich i sig på den korte tur mellem to etager. Andre får sig en hyggesludder i telefonen. Men der er også dem, der ser sammenbidte ud. Men alle hilser pænt og viger uden om mig, når de passerer. Min krykke er mit adgangskort til trappen – og den giver tilsyneladende alle andre ubetinget vigepligt.

Trappefæller

To dage senere kommer jeg igen. Målet er at tage trapperne op tre gange. Denne gang er jeg forberedt. Jeg har en vandflaske med. Og musik i ørerne.

Jeg smider min rygsæk ind under trappen i kælderetagen og begiver mig opad med Safri Duos trommemusik i ørerne.

Denne gang møder jeg en ”ligesindet”, hvis jeg da stadig kan kalde en løber for det? Han ligner i al fald en, der havde opsøgt trappen med samme formål som jeg. Han smutter ud i stueetagen. Svedig og iført små shorts og løbesko. Jeg når lige at hilse lidt misundeligt på ham. Selv er jeg endnu ikke dér, hvor jeg tropper op i decideret træningstøj. Tempoet er stadig adstadigt. Jeg minder mig selv om, at målet er at gå korrekt og få arbejdet noget muskelmasse på benene. Konditionstræningen må komme til lidt senere.

Efter tre ture op er jeg færdig. Jeg har gået 51 etager op – hvis jeg regner kælderetagen med. Det er da også en sjat, tænker jeg tilfreds og beslutter mig for at tage fire gange op næste gang.

En dyd ud af nødvendigheden

Måske bliver det for monotont i længden at lægge en etage på hver anden dag? Med udsigten til seks måneders genoptræning kan det nå at blive ret kedeligt.

”Hvorfor ikke gøre en dyd ud af at gøre det sjovt”, tænker jeg så.

Jeg er et menneske, der ikke kan se en bro, en bakke eller et bjerg, uden at se det som en udfordring. Når jeg støder på den slags udfordringer i mine omgivelser, føler jeg en stærk trang til at mærke, hvordan det føles at løbe over eller op af det. Men der er lange udsigter til, at jeg igen kan løbe. Til gengæld kan jeg gå på trapper allerede nu, tænker jeg glad, mens en ny ide spirer frem.

København er fuld af spændende trapper!

I næste uge vil jeg prøve trapperne i Christiansborg slotstårn. Dernæst trapperne op ad Vor Frelse Kirkes spir. Så Bella Sky og til sidst SAS Hotellet på Bryggen.

Pludselig ser trappetræningen spændende ud. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med næste træningspas.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *