Træning med donjoy

Hvor hæmmet man er efter en knæoperation, afhænger helt af, hvad man er blevet opereret for. Med lidt fantasi og motionsmaskiner kan man godt holde sig i gang, imens knæet kommer sig.

Dette indlæg er egentligt mest henvendt til ligesindet. Måske har de som jeg, søgt forgæves på internettet efter informationer om, hvad man kan og hvor hurtigt det går fremad efter at knæet er blevet opereret. Jeg fandt intet. Så nu lægger jeg ud med at beskrive mine første seks uger efter operationen.

Jeg har fået en sideledbåndsrekonstruktion. Kirurgen har høstet en sene fra mit baglår og brugt den som erstatning for det, jeg havde revet over. Derudover har lægen været inde i selve knæet for at tjekke om der var andre skader, der skulle udbedres.

Operationen regnes for at være et større indgreb, der kræver lang tids genoptræning. Den foregår i uendelige små step, der om noget er en prøvelse for tålmodigheden. Til gengæld er min kropslige ydmyghed i super form, nu, hvor jeg går ind i min 7. uge.

Et-bens træning

I otte uger efter operationen skal jeg have benet i donjoy. Havde det været en korsbåndsrekonstruktion, var jeg sluppet med 4 uger med skinnen.

De to første uger skulle skinnen være låst i fuldstændigt stræk. Jeg ikke måtte støtte på benet. Det sidste var i virkeligheden den største udfordring, eftersom jeg kun havde et ben at gøre godt med. Mine arme var optaget af at passe krykkerne.

Egentlig træning blev det ikke til. I den første uge lå jeg stort set underdrejet på sofaen. Mit ben var hævet og ømt. Jeg kunne lige akkurat holde ud at sidde på en stol, mens jeg tog opvasken. Det blev dagens store udfordring. Resten sørgede familie og venner for.

Lidt træning trods alt

Hel inaktiv var jeg dog ikke. På tredjedagen begyndte jeg at eksperimentere med armstrækkere og i at stå i planken på kun et ben. Men eftersom jeg var afhængig af at kunne bruge mine arme til at komme rundt, så turde jeg ikke lave helt så mange armstrækkere, som jeg plejer.

Nul smerter

Lægerne havde advaret mig mod kraftige smerter. Men de havde også dækket mig godt ind med smertestillende medicin. De værste smerter var ikke i selve knæet. Huden i underbenet er følelsesløst pga. af de nerver, der er blevet skåret over. Men det føltes som om, der blev hældt kogende vand ned over – en smerte, der blev værre op ad dagen og var ulidelig om aftenen.

På 6. dagen var jeg på gaden for første gang. Trapperne var en udfordring. På den sjove måde. Heldigvis var jeg stærk nok i det raske ben til at hinke de fire etager ned og op. Det var også det ben, der måtte lægge muskler til, hver gang jeg skulle bøje mig eller op at stå.

Skitræning

Efter to uger blev min donjoy låst op, så jeg kunne bøje benet 40 grader. Nu måtte jeg også støtte på benet. Det gjorde mit liv meget lettere. Jeg kunne gå korte stækninger ved hjælp af en en krykke. Den lille bevægelse i knæledet gjorde, at jeg kom af med min hævet ankel.

Jeg begyndte at træne intervaller i en skimaskine (thoraxtrainer). Kort og hårdt. Primært med vægten på det raske ben. Derudover lavede jeg liggende benløft for at styrke muskulaturen omkring hofter og lænd. Armstrækkerne fortsatte jeg med.

Thoraxtræningen satte gang i blodomløbet, hvilket sandsynligvis er den primære årsag til, at jeg slap af med min elefantfod.

Lårkort

Jeg var fri for smerter i knæet, også selv om jeg ikke længere tog smertestillende medicin. Dog brændte huden stadig. Heldigvis var vejret godt, for jeg kunne ikke holde ud at have noget stof på, der rørte ved min hud omkring knæet.

Aftnerne var stadig hevet ud af kalenderen. Hvis jeg kastede mig ud i for meget aktivitet, kom regningen prompte i form af hævelser og ømhed.

Kajaktræning

Efter yderligere en uges tid (tre uger fra operation) begyndte jeg at træne i et kajakergometer. Når man ror kajak, bruger man kun benene meget lidt. Og man sidder med dem bøjet i præcis 40 grader, så det passede perfekt til det, jeg kunne og måtte lave med benet.

Ved hvert tag strækker man det modsatte ben af den side, man har pagajen i vandet. Og eftersom netop benstræk er en af de vigtigste øvelser at lave, efter at man har haft benet fixeret i længere til, er kajakergometeret perfekt til at kombinere almen træning og øvelsen i at strække benet helt ud.

Træningen øgede helt klart mit velbefindende. Jeg blev mindre øm i benet og i klart bedre humør. Jeg begyndte at ligge med benene op af en væg et par gange i løbet af dagen, hvis mit underben hævede op.

Stift ben

Efter fire uger blev min benskinne åbnet til 90 grader. Hævelsen var faldet så meget, at jeg nu kunne se konturen af min knæskal. Selv om jeg kunne gå og stå, var det kun i begrænset omfang. Men hurtigt lærte jeg at disponere.

Dog var skuffelsen enorm, da jeg konstaterede, at jeg kun kunne bøje benet omkring 50 grader.

”Leddet er blevet stift af at være inaktivt så længe”, forklarede fysioterapeuten mig.

Benet skulle lirkes i gang igen. Hver gang jeg sad på en stol, i en sofa eller på en græsplæne, øvede jeg mig i at bøje benet. Efter 2-3 dage kunne jeg bøje det 60 grader. Så 70. 80. Og til sidst de 90 grader. Det tog godt og vel 10 dage at nå så langt.

Samtidig begyndte jeg at øve mig i at gå op af trapper og kantsten. Musklerne var stort set væk i hele benet. Inklusiv hasemusklen. Så jeg skulle virkelig øve mig i at løfte underbenet bagud. Og samtidig havde jeg det som om, at jeg havde en fed fibersprængning i baglåret, pga. af at kirurgen havde taget noget af senen ud.

Bøger går lige i benet

Fysioterapeuten var efter mig. Efter fire uger med stift ben havde jeg tillagt mig dårlige vaner, når jeg gik.

I stedet for at løfte benet frem, svingede jeg det udad og frem, hvilket gav mig en vraltende gangart (og ondt i ryggen). For at komme af med den uvane, tømte jeg min bogreol ud på gulvet. Stablede dem i bunker af 3-4 bøger med en halv meters afstand. Når jeg gik rundt i lejligheden, øvede jeg mig i at gå over bogstablerne ved at løfte mit ben med hasemusklen. Det tog mig yderligere en uge at kunne udføre øvelsen uden at rage bøgerne ned.

Trapperne tog jeg på tæer. Trinene var for høje til, at jeg kunne løfte benet højt nok op. Til gengæld er den måde at gå op på udmærket træning for lægmusklerne.

Jeg øvede mig i at gå uden krykke på små strækninger.

Maskinparken

Fem uger efter operationen kunne jeg stort set sammensætte et træningsprogram, der så småt begyndte at smage lidt af fugl, takket været opfindelsen af diverse maskiner til atleter.

Romaskinen har altid været min ven. Den har reddet min kondition i de lange vintermåneder – også i denne omgang er det den, der får mig igennem en svær periode, hvor jeg ikke rigtig kan komme rundt. En klubkammerat viste mig for en uge siden, hvordan jeg ved kun at ro med overkroppen kan holde gang i kredsløbet og måske forhindre, at jeg taber alt for meget af min styrke.

Jeg var nu så langt, at jeg kunne træne en form for cirkeltræning med ti minutter i romaskinen, ti minutter i kajakergometeret og ti minutter i skimaskinen efterfulgt af diverse maveøvelser. Det fik blodet til at rulle og gav mig sved på panden. Så selv om det hele foregik indendørs, var jeg glad.

Den almene træning har også positiv indflydelse på de øvelser, jeg laver specifikt for knæet. Når kroppen er varmet op, er det lettere at arbejde med smidigheden i det stive knæ.

Optimisme

På trods af den øgede mobilitet var den femte uge nok været den sejeste at komme igennem rent psykisk. Jeg kunne meget, men ikke nok til at klare tingene selv og genoptage mit vante liv.

Fysioterapeuten udfordrede min evne til at strække benet.

”Du må godt presse det lidt ned med hånden. Læg benet op på en pude og pres knæet ned mod gulvet. Slip så og hold presset med benmusklerne.”

”Hvilke benmuskler?” tænker jeg, mens jeg laver øvelsen.

Måske var jeg for ihærdig? I al fald fik jeg en hel ny smerte i knæet, som ikke havde været der tidligere.

Forventningsafstemning

For et par dage siden blev skinnen så åbnet helt. Et nyt territorium blev indtaget – trapperne. Nu kunne jeg gå op og ned af trapper uden at gå på tåspidserne og brug af krykken. Det føltes som en stor sejr.

Dog har de seneste seks uger har lært mig, at jeg ikke skal skrue forventningerne for højt op. Det bliver med garanti et langt sejt træk at få benet blødt op, så det kan bøjes yderligere. Men jeg glæder mig nu alligevel. For denne gang er det faktisk fysioterapeuten, der har været optimistisk på mine vegne.

”Når du kommer næste gang, kan du måske prøve at cykle lidt”, lød hendes ord.

Så på mandag tager jeg på cykeltur. Godt nok på kondicyklen, men alligevel!

Lang sygemelding
Otte uger er lang tid at gå sygemeldt og til sidst får man bare spat. Men jeg tænkte, at det er som anden tredjedel i en konkurrence – den, hvor man beslutter sig for, om man vil vinde eller lade sig nøje med bare at gennemføre. Jeg vil vinde det her game – så jeg husker mig selv på at fokusere på de små fremskridt.

 

 

2 tanker om "Træning med donjoy"

  1. Hvor er jeg bare glad for at læse det du skriver… Jeg er nu i min 6. Uge med donjoy efter tre store operationer i knæet på én gang, nemlig trilat (hvor musklen og senere der sidder ovenpå knæskallen mejsles af underbenet og flyttes, så knæskallen flyttes) mpfl (ledbånd på bagsiden af knæet hæftes fast ovenpå knæskallen) og nu udhuling til knæskallen, nu hvor den efter at have siddet forkert i 37 år skal køre i en ny rille … Det er mega hårdt fysisk, og jeg kan både se og mærke på benet at det er svækket, ingen muskler tilbage… Om aftenen og natten har jeg mega ondt, nemlig somom det brænder eller svider i hele benet, mest i underbenet. Må ikke lave ret mange øvelser endnu, men knokler på med det jeg må. Psykisk er det et helvede, får mange tudeture i løbet af dagen og har en kort lunte, er bare vildt frustreret…

    Derfor bliver jeg rigtig glad for at læse at jeg faktisk bare er helt normalt når jeg har det sådan..

    Kærligst

    Pia skøtt.

    PS: vil lige sige jeg var igennem det samme for et år siden i det andet knæ, men havde fortrængt at det var så hårdt….

    • Kære Pia,
      Puh – det lyder som en sej omgang, du er ved at gå igennem. Og ja – man glemmer, hvor hårdt det er!
      Når du nu har været hele møllem igennem med det andet knæ, kan du måske fokusere på det gode, operationen har ført med sig og bruge det til at komme gennem den svære tid?
      Selv er jeg kommet godt gennem mit forløb. I dag kan jeg stort set det samme, som jeg kunne før min ulykke – og det var hensigten med operationen.
      Jeg ønsker dig al mulig held og god karma de næste uger.
      Venlig hilsen
      Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *