Træn effektivt til Vasaløbet

Højdekort - vasaløbetTips, tricks og ideer til kommende vasaløbere.

Er du en af de 700 danskere, der har planer om at deltage i den svenske langrendsklassiker, Vasaloppet til marts, og er det dit første langrendsløb, så læs med her – i den kommende tid vil jeg nemlig komme med tips, tricks og ideer til træning og udstyr, der vil få dig godt gennem løbet.

Først lidt baggrund. Vasaløbet er et langløb på klassiske ski. Turen, fra start i Sälen til mål i Mora, er 90 km. Terrænet er forholdsvis fladt og turen tager mellem 5-11 timer, alt efter, hvor forberedt du er. Derfor er et godt råd at bruge krudtet her i efteråret på at træne udholdenhed og blive rigtig god til at stage.

”Halvdelen af udfordringen ligger i tekniktræning – specielt stagning og dobbelt stavtag med fraspark,” Thomas Oz, rutineret vasaløber med bedste tid på 6 timer.

Rulleski og klubtræning

Da det danske klima kun begunstiger os skientusiaster med sne i ultrakorte perioder, bliver du nødt til at øve teknik og træning på rulleski – med mindre du er så heldig, at have mulighed for at være i områder med sne og langrendsspor rigtig mange gange hen over vinteren.

Rulleski kan erhverves for ca. 2300 kr. og op, alt efter, om du kun skal have rulleski eller også ønsker stave og støvler med i købet. De fleste forhandlere tilbyder prisvenlige pakketilbud.

Følgene butikker sælger rulleski og udstyr:

Fællestræning

Der findes skiklubber over hele landet. De største og dem med flest aktive medlemmer ligger i Københavnsområdet. Her mødes langrendsløbere for at få tekniktræning af uddannede langrendsinstruktører. Flere af klubberne arrangerer ligeledes fælles træningsture til Norge og Sverige hen over vinteren, hvor det er muligt at få instruktion og øve teknik på sne.

Bor du langt fra alfavej, kan du være heldig at finde træningskammerater på Facebook. Der findes tre store grupper, hvor du har mulighed for at finde nogle at rulle med i lige netop dit område; ”Langrend Danmark”, ”Kvinder på rulleski” og ”Rulleski Danmark”. Det er bare at melde dig ind i en eller flere af grupperne og spørge, om der er nogle, der træner i dit område. Hvis du er heldig, er der bid.

I takt med at langdistanceløbene kommer på flere motionisters ”to-do-liste”, dukker der også private aktører op, som tilbyder teknikinstruktion og træningsture. Selv har jeg gode erfaringer med de kurser, Jonas Thor Olsen udbyder via Skodsborg Kurhotel. Der er også Langrendsskolen. Dem har jeg dog endnu ingen erfaring med.

Læs med i næste uge, hvor jeg skriver om de forskellige rulleski – hvilke er gode, og hvilke er bedst.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *