Team Øresund Tritøser

I næste uge går det løs – Øresund Triathlon. Selv om vi alle tre er rørende enige om at det er for sjovt vi stiller op, er vi vist alle sammen en smule nervøse.

Det er Malene, der i vinter fik ideen til at vi deltager i denne stafet. Hun er en løbekammerat fra løbeklubben Sparta og det er hende, der fik lokket Mette og mig ud på de vilde vover – eller rettere, i virkeligheden lokkede vi nok hinanden.

I vinter var to af os skadet – Malene og jeg. Malene havde fået tilranet sig en større skade i baglåret, der betød mange ugers træningspause fra løberiet. Jeg var faldet uheldigt på skiferien og havde forvredet et ledbånd i knæet og kunne heller ikke lave min sædvanlige træning. Udsigten til at kunne snøre løbeskoene på fødderne var lang, og jeg kunne kun løbe på rulleski iført en benskinne.

Vi mødtes over en kop the og sad begge og hang lidt med mulen. Ret hurtigt blev vi trætte af at beklage os over hver vores ulykker og Malene lagde ud i en optimistisk tone:

”Jeg kan ikke gå eller løbe, men jeg kan svømme”, sagde hun glad og fortalte begejstret om hendes svømmetræning om morgnerne inden hun tog på arbejde.

”Jeg kan ikke stå eller gå, men jeg kan cykle!” replicerede jeg og forklarede, hvordan jeg havde fået støvet vinterraceren frem og forsøgte at holde formen ved at cykle.

”I aften kommer Mette – og hun kan løbe. Du kan cykle, jeg kan svømme, og hun kan løbe. Hvad med om vi laver et stafethold og meldte os til Øresund Tri til sommer – så har vi da et mål med vores træning, selv om vi ikke kan lave det, vi plejer?,” spurgte Malene.

Og sådan blev det.  Mette var med på ideen, og dagen efter fik vi tildelt startnummer 1023 til Øresund Triathlon under navnet ”Team Øresund Tritøser” – Siden har vi hver især knoklet videre med vores ”skadestræning”. På næste søndag går det løs. Vi er alle tre død spændte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *