Spirituel træning

Min utålmodighed har bragt mig langt. Men indrømmet – ind i mellem er den også ret øde-læggende. Derfor jeg er begyndt at arbejde konstruktivt med den. Jeg er begyndt at meditere.

Meditation er hot – på linje med yoga. Så tilbuddene er mangfoldige. En Googling på ”Lær at meditere” giver 50.300 hits. Hvad skal man vælge?

En af mine venner, Kenneth, mediterer jævnligt. Ja, faktisk hver eneste dag. I timevis. Så det var naturligvis ham, jeg gik til for at høre, om han kunne anbefale et godt introduktionskursus til meditationens vidunderlige verden. Hans anbefalingen lød; Acem meditation.

”Der er rigtig mange former for meditation. Acem meditation er ligetil og ikke knyttet til nogen religion. Det er en teknik, der er blottet for dogmer. Jeg tror, det er den rette måde for dig,” sagde Kenneth.

Han har nok ret, tænkte jeg. Som kvinde med fødderne solidt plantet i den naturvidenskabelige muld, er jeg ikke til mystik og røgelse. Jeg har ikke lyst til at knytte mig til bestemte bygninger, så som kirker, templer eller moskeer, for at finde ro i sjælen. Men jeg er åben for at arbejde lidt med min spirituelle side. Især hvis det kan foregå i en lænestol.

Fire ugers kursus – Jeg meldte mig til et acem introduktionskursus, der løb over fire uger, én gang om ugen.

Første kursusgang handler mest om, hvad meditation er, og navnlig om acem.

Og det er ikke småting, Acem kan, får jeg at vide. Ifølge Bjørg Clemmesen, som til dagligt arbejder som praktiserende læge (hvilket i min optik giver hendes ord en vis vægt) og står for introduktionskurset, mindsker jævnlig meditation blodtrykket. Koncentrationsevnen bliver bedre. Det samme gør nattesøvnen. Folk, der mediterer kan tåle et højere stressniveau, og så forsvinder visse former for hovedpine. Læg dertil muligheden for personlig udvikling. Jamen, hvad venter vi på, tænker jeg, og er så parat.

”I skal sætte to gange 30 minutter af om dagen til at meditere i,” siger Clemmesen.

To gange en halv time!? Det er meget, synes jeg.

”Et godt tidspunkt at gøre det på, er lige når I vågner om morgenen, og når I for eksempel kommer hjem fra arbejde. Altså før I har spist,” fortsætter Clemmesen.

Det er ikke godt at meditere på fyldt mave. Eller efter en kop kaffe. Eller lige efter motion, lyder instruktionen.

Jeg begynder at mærke en loren fornemmelse af det her. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle meditere de to gange dagligt, hvis jeg skal tage alle de hensyn, der stikkes ud.

Da instruktøren spørger, om der er nogen spørgsmål, stikker jeg labben i vejret.

”Det bliver altså noget af en udfordring for mig at finde en halv time to gange om dagen, hvor jeg ikke to timer forinden enten har spist, drukket kaffe eller motioneret. Er det ikke nok med én gang om dagen” spørger jeg med tanke på mine daglige rutiner, der bl.a. indbefatter fem kopper kaffe. Mindst.

Den daglige rutine – Som regel slår jeg øjnene op ved 6.30 tiden. Vågen som en falk. Sulten som en ulv. Det er utænkeligt, at jeg kan finde den rette ro og koncentration ved at stille vækkeuret til kl. seks, og sætte mig op i sengen for at meditere, inden jeg tager hul på dagen.

Eftermiddagene er ikke meget bedre. Når jeg er færdig med at arbejde, kører jeg som regel direkte til træning. Det er forklædt som ulv, at jeg stikker nøglen i hoveddøren et par timer senere. Udsættelse af aftensmaden er ikke en option.

”Hvor meget træner du?”, spørger instruktøren.

”Et par timer om dagen. Nogen gange tre,” svarer jeg. ”Inklusiv transport”, skynder jeg mig at tilføje, da jeg ser hendes reaktion.

”Det er ret meget!”, siger hun, alt imens hendes kropssprog signalerer, at jeg nu er havnet i kategorien ”sportsidiot”.

Hendes reaktion kommer bag på mig. Jeg troede at meditation handlede om rummelighed. Om ikke at sætte folk i bås, men at møde dem dér, hvor de nu engang er, og se det som en gave, at de er anderledes end en selv – men så kommer jeg i tanke om, at det vist hører buddhismen til. Acem er en teknik. Ikke en religion.

”Jeg ser, hvad jeg kan gøre,” kapitulerer jeg og tænker, at jeg må kunne meditere i frokostpausen og skyde indtagelsen af madpakken til jeg sidder foran computeren.

Metoden – De to timers introduktion går hurtigt. I acem meditation mediterer man på en lyd. Lyden er personlig og udleveres kun af én person inden for acem-skolen, som har specielle evner i den retning (okay – her sneg sig så alligevel lidt mystik ind i billedet).

“Lyden er nemlig personlig og kun beregnet til dig”, fortæller Bjørk Clemmesen.

Under meditationen holder man tanken på sin personlige lyd, lyder instruksen. Ikke krampagtigt og tvangsagtigt. Men let og ubesværet alt imens man sidder roligt i en stol med lukket øjne og lader tankerne slippe fri.

Spændende, tænker jeg. Det er lidt, som når jeg ror. Jeg sidder altid og tæller inden i mit hoved, når jeg ror. Til træning og under konkurrence. Jeg tæller til syv. Igen og igen. En, to, tre, fire, fem ….Indtil træningspasset er slut, eller til jeg har passeret målstregen.

Hvorfor lige syv? Det ved jeg ikke. Men det er et godt tal. Nogle dage kan det virke uoverkommeligt at ro 2000 meter i maks. tempo eller at gennemføre et træningspas på 40 minutter, men syv tag kan man altid overkomme. Så derfor.

Antiklimaks – Klokken nærmer sig 22.00.

”Vi slutter for i dag. I får jeres personlige lyd i næste uge. Bagefter vil vi mediterer sammen. Vi ses”, lyder det fra instruktøren.

Min utålmodighed rører på sig. Jeg havde set frem til at kunne starte på min nye spirituelle liv med det samme. Jeg føler mig lidt snydt. Men beslutningen er ude for min rækkevidde. Det ligger fast – kursusdeltagerne får først deres individuelle lyd på anden kursusdag. Sådan fungerer det, siger Clemmesen.

For anden gang den aften kapitulerer jeg, og da jeg forlader kursuslokalet med et optimistisk ”Vi ses i næste uge”, og nikker farvel til kurset øvrige ni deltagere, tænker jeg, at dagen i dag i virkeligheden var den første lektion i at acceptere og rumme min egen utålmodighed.

Status siden sidste uge:
Kager: 0
Km i løbeskoene: 10 km (4+5+1)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *