Sort sne

Med fem uger til vasaen og to til seedingsløbet Orsa skimaraton, er det ved at være sidste chance for at træne intensitet og få lidt mængde i bentøjet.

Det var med det i tankerne, jeg klikkede rulleskiene på og rettede snuden mod Østerport, hvor jeg ville springe på toget til Klampenborg. Dagens program bød på lange intervaller.

Nede foran hoveddøren konstaterede jeg, at jeg havde glemt at tage knæbeskytterne på.

”P..!”

Med fire lag tøj på havde jeg det allerede temmelig varmt. Jeg orkede ikke at løbe de fire etager op af trapperne, hive overtrækssko og skistøvler af for at tage knæbeskytterne på. Desuden var det efterhånden flere måneder siden, jeg var faldet.

”Det går nok an i dag”, tænkte jeg, da jeg klikkede rulleskiene på.

Opvarmning – Fra Klampenborg station rullede jeg stille og roligt op til Eremitageslottet og videre af Eremitageruten ud omkring Rådvad. Jeg havde fokus på teknikken – lange glid, balance på et ben og kraftigt fraspark.

Musklen over venstre balle drillede som sædvanligt. Og jeg måtte stoppe op mange gange for at give den lidt fred. Efterhånden kender jeg proceduren – musklen går nærmest i krampe, hver gang jeg er ude på rulleski eller ski – men erfaringen siger mig, at det går over efter 10 km’s tid.

Lange intervaller – Efter 8 km opvarmning, var jeg klar til den intensive træning. Dagens intervaller skulle løbes fra slottet ned forbi golfbanen, videre ud omkring Rådvad, til venstre ved Slettehus, op af Hjortekærvej med mål foran slottet. Ruten er kuperet og omkring fem km lang. Planen var at løbe 2-3 stykker og selvfølgelig så hurtigt som muligt.

Det gik godt. Jeg stagede ned af grusstien. Forbi golfbanen og videre gennem det skovstykke, jeg i tankerne har døbt ”guldaldermaleriet”. Ved porten måtte jeg gøre et kort stop for at åbne lågen, men jeg indhentede den tabte tid, da jeg nåede ud på asfalten ved Rådvad by.

Med dobbelt stagtag med fraspark hastede jeg gennem Rådvad og skiftede til diagonalgang, da jeg nåede til bakken ude ved Stampen Mølle. Da jeg passerede 8 km stenen satte jeg mig ned på hug for at få så meget udbytte af nedkørslen som muligt. Jeg tænkte på det kommende vasaløb.

”Måske skal jeg ikke panikke så meget over, at jeg ikke kan løbe hurtigere end ti km i timen på de flade strækninger. Jeg skal bare have lidt mere fart på nedkørslerne, rationerede jeg, mens jeg tænkte på Jacob Ghislers ord fra skitræningen om, at man ikke falder så langt, hvis man sidder på hug ned af bakkerne.

Et spørgsmål om balance – Min ene ski begyndte at trække ud mod højre. Jeg rejste mig op for at rette den ind, men mistede balancen.

Mødet med den sorte asfalt var ikke rar. Jeg landede ned på højre hofte, videre på knæene og fik taget fra med hånden. Den ene ski faldt af.

Jeg skyndte mig at rejse mig og kiggede forlegent omkring. Til min lettelse konstaterede jeg, at ingen havde set mit styrt. De eneste eventuelle vidner, der var i nærheden, var nogle unger, der løb på skøjter på Hjortekæret. Men de løb ufortrødent videre.

”Puh ha!”

Jeg samlede mine ting, som lå og flød over hele vejbanen. Skien var knækket af i bindingen og var ikke længere til nogen nytte.

Langt væk hjemmefra –

”Hvordan kommer jeg hjem herfra?”, tænkte jeg.

Der var temmelig langt at gå i skistøvler ned til Klampenborg station. Men måske kunne jeg fange en bus oppe fra villakvarteret langs Hjortekærvej?

Mit ben var helt lammet af slaget, da jeg begyndte at gå. Jeg havde slået store huller på mine bukser omkring knæet. Blodet farvede hullerne røde. Min albue gjorde egentlig også ondt. Blikket faldt på min venstre hånd. Stoffet på handsken var fræset af på knoerne. Jeg sendte en taknemmelig tanke til Tine, som havde foræret mig handskerne i gave for et par uger siden.

Opmuntrende visdomsord – I bussen kom følelsen tilbage i mit ben. Det var ikke rart. For at aflede mine tanker, fiskede jeg mobiltelefonen op og sendte en sms til min gode cyberven, Thomas. Han kommer ofte med visdomsord som dem, man finder på snippen af the-breve og er altid parat med en frisk bemærkning.

Jeg skrev og fortalte, hvad der var sket. At jeg var okay, men nok var ramt af lidt selvmedlidenhed. Det var ikke sjovt at sidde der og bløde på gulvet i en HT bus. Tårerne pressede sig på, mens jeg proppede en side fra en gratisavis i buksehullet. Ind tikkede et svar fra Thomas.

”Op med humøret. Vi falder kun, fordi det træner os i at rejse os op igen :-)”

Jeg kom til at grine. Mine medpassagerer kiggede mærkeligt på mig.

I tankerne gennemgik jeg, hvad der egentlig var sket. Jeg studsede over min reaktion – over, hvor optaget jeg var af, om nogle havde set mit styrt, og hvor travlt jeg havde med at rejse mig og komme videre. Havde den ene ski ikke været gået i stykker, ville jeg med garanti havde klipset den på og løbet hjem. Samtidig ærgrede smerten mig. Det gjorde fandeme ondt.

Søstersolidaritet – Jeg tænkte på Rikke, som har kastet sig ud i et eventyr som licensrytter i ABC Cykelklub. Adskillige gange er hun styrtet og har slået sig rigtig grundigt. Hun piber med garanti ikke, tænkte jeg. I samme moment ringede telefonen. Det var Rikke.

”Jo, for pokker. Jeg piber også! Men først når jeg er kommet hjem, indrømmede Rikke.

Vi grinede lidt over os selv – over trangen til bare at rejse sig op og skynde sig videre. Som en kat, der slæber sig ind i krattet, efter at den er blevet kørt over.

Da jeg kom hjem, snublede jeg over knæbeskytterne, som lå og flød på badeværelsesgulvet. Dem havde jeg ikke brug for lige nu. I stedet ledte jeg efter en neglebørste. Den skulle jeg bruge til at skrubbe knæet med.

Asfalt er ikke som sne – den er ikke lige så let at børste af sig, som sne er. Og næste gang glemmer jeg med garanti ikke knæbeskytterne.

 

Status for uge 4:
Armbøjninger: 215 (ikke alle på én gang!)
Alkohol: 1 øl – ikke meget, men jeg kom lidt forud i uge 3.
PR i indkøb: 11’54 – har mistet overblikket, men det er “års bedste”

 

2 tanker om "Sort sne"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *