Skoven kalder

Skoven er den ideelle legeplads for pulselskere.Orienteringsløb er ikke kun nørdernes sport. Det er den ultimative udfordring for krop og sind og det rene guf til dit indre legebarn. I morgen kan du prøve det helt gratis i hele landet.

Tænk, at der findes en sport, hvor det er okay at skærer hjørner og snige sig over, hvor gærdet er lavest. En sport, hvor pulsen aldrig er jævn, og hvor du risikerer at gennemleve hele spektret af humørsvingninger på en enkel time. Orienteringsløb byder på lidt af hvert. Mest af alt en kæmpe udfordring til alle dem, der kan lide at lege og samtidig få sved på panden.

Orienteringsløb er noget af det sjoveste, jeg til dato har været med til. Det er en sport, hvor det er umuligt at kede sig undervejs. Med et fokus på at finde frem til næste post, lægger du slet ikke mærke til, hvor langt du har løbet. Du løber bare, for pludseligt at blive ramt af træthed.

Belønninger undervejs

Undervejs er ruten krydret med godbidder. Orienteringsposter. Det er jo dem, det hele handler om. De ligger gemt i skoven som små skatte. Hver gang du løber lige ind i en af dem, bobler glæden. Fuldstændigt som når en baglæns parallelparkering lykkedes i første hug.

Til gengæld føles frustrationen stor, hver gang du mister orienteringen. Og det gør du før eller senere. En god orienteringsbane er lagt netop med henblik på at udfordre løberne. Dog uden at det bliver så svært, at man helt giver op.

Jeg har oplevet orienteringsløb, hvor det fik som smurt de første otte poster, for så pludseligt at løbe forkert ud fra en post og tro, jeg løb mod vest, men i virkeligheden løb mod øst (på en overskyet dag) og på den måde spilde adskillige dyrebare minutter.

Mental udfordring

En ting er selve det at løbe midt ude i skoven – det er i sig selv en fest. Noget andet er den mentale side af sporten. Jeg kender ikke én orienteringsløber, der har aldrig har tænkt:

”Det er korttegneren, der har lavet kortet forkert”

Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Tanken slår ned, når man som løber mener, at man har fuldstændig styr på, hvor man er, men ser en skovsti  eller en krydsende å i terrænet, der ikke stemmer overens med kortet. I virkeligheden har man løbet for langt eller skævt ind på en post, men det vælger man at ignorere. Det koster både tid og ekstra km i løbeskoene at begå sådan en bommert.

En altopfyldende lost-følelse rammer mig også ind imellem. Når det sker, er jeg lige ved at græde. Hvis der er andre gæster i skoven – på MTB’s eller med hund, har jeg søgt til dem for at få hjælp til at finde ud af, hvor jeg har været. Når jeg så igen har fundet tilbage til det rigtige spor, bobler jeg nærmest af taknemmelighed og lykke.

Fælles nørderi

Målområdet til et orienteringsløb adskiller sig på mange måder fra andre målområder, i og med at stort set alle løbere sniksnakker på kryds og tværs. Pludselig har man kortet til fælles – og af uransagelige grunde er det utroligt spændende at høre sidemanden om hans vejvalg og om, hvilke poster, han eller hun havde svært ved at finde og meget mere.

Prøv det – i morgen

I morgen har alle mulighed for at prøve at deltage i et orienteringsløb af en eller anden art. Helt gratis. Tilbuddene er ganske varierende, og der er noget for hver en smag; Orienteringsløb på rulleskøjter, i kajak, på gåben og i løbesko. Det er bare med at komme ud i det danske forår.

Det er organisationen ”Find Vej i DK”, der står bag arrangementet – På dette link kan du se hvor i landet, det forgår.

Vi ses i skoven!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *