Skabsløberen

Jeg kan lige så godt krybe til korset. Jeg er blevet skabsløber. Skabs – fordi jeg egentlig er i en lang genop-træningsperiode, hvor løbeskoene er blevet sat bagerst i skabet. Der har de stået siden juni i et forsøg på at komme mig over en skiskade fra i vinter.

Sommeren har jeg brugt på at engagere mig i andre aktiviteter for at holde abstinenserne i skak. Det lykkedes egentligt også rigtig godt. Med et fokus på alle de ting, jeg kan, og ikke sukke for meget over det, jeg ikke kan, ser tingene lidt lysere ud. Og jeg kan meget: Cykle, ro og løbe på rulleskiene. Oven i har jeg fået et vægttræningsprogram, jeg forsøger at muntre mig med tre gange om ugen. Alt i alt er alternativerne til løbet mangfoldig, så jeg klager ikke.

Et liv uden løb – Men det har været en svær proces at vænne mig til et liv uden. Løb har i de seneste atten år været en integreret del af mit liv. I starten i form af korte lunteture med det mål for øje, at smide noget vægt, afløst af en periode med fokus på maratontræning, efterfulgt af en årrække, hvor jeg jagtede gode tider på 5, 10 og 21 km strækningen. Ind i mellem flirtede jeg med orienterings- og crossløb. Løb var for mig en billet til et rigt socialt liv med træningskammerater og motionsløb. Men det var mere end det. Løb var også en måde at slappe af på og få styr på tankerne – på lange ture langs havnekanten eller ude i skoven. Træningsformen er let tilgængelig og kan stort set udføres alle steder. På mine rejser rundt om på kloden har jeg eksempelvis altid et par løbesko med i tasken, og punkterede cyklen, løb jeg til og fra arbejde.

Årstidens fristelser – I fire måneder holdt min nye livsstil uden løbeskoene. Jeg har haft sjove og udfordrende stunder med min landevejscykel og på MTB’en. Men i sidste uge gik den ikke længere. Jeg vågnede op til en af de her helt specielle efterårsdage, hvor solen skinner og kulden niver lidt i kanten af næseboerne. Jeg ville ud at løbe! Der var ingen tvivl i mit sind. Jeg ville fandeme ud og løbe i det fantastiske vejr. Jeg gravede mine trailsko frem fra skabet, pakkede dem i en rygsæk og kørte op til Rude Skov, skiftede sko og løb en lille strækning. To km. To helt fantastiske km. Løvet var grønt, gult, rødt og lilla. Skovbunden var smattet og lugten af efterår fyldte mine næsebord. Jeg løb ikke stærkt, men pulsen kom hurtigt op og sveden begyndte at trille. Da jeg stod og prustede ud efter turen og skiftede til cykelsko, blev jeg overfaldet af skovmyrerne. Det overraskede mig. Jeg troede egentlig, at de var gået i hi. Men jeg hilste dem velkomne.

Glad i låget cyklede jeg hjem til København igen. Knæet havde gjort pokkers ondt, men det var intet i forhold til den lykke, det var at løbe gennem skoven. Jeg pakkede skoene væk i skabet, og lovede mig selv, at det ikke skulle gentage sig.

Skråplan – Et løfte, der varede cirka en uge. I træningscentret havde jeg længe kredset om løbebåndet. Jeg har set folk lide på det bånd, og jeg misunder dem. ”Så vær dog lidt ydmyg over for opgaven”, har jeg tænkt, når de stod der og så ud som om det var skide synd for dem og oven i købet tillod sig at beklage sig over, hvor hårdt det er at løbe.

I går blev fristelsen så for stor. Jeg sprang op på båndet og snydeløb en km. En enkel km. Det er jo ingenting og kan vel for pokker ikke gøre den store skade, forsøger jeg at narre mig selv. En selvdisciplin på størrelse med en kampvogn skulle der til, for at stoppe, da displayet viste 1000 m.

Igen har jeg lovet mig selv, at jeg ikke vil gøre det igen. Men hvem forsøger jeg at narre? Det er et skråplan! Og mine tanker går til alle dem, der har så svært ved at komme i gang. Dem, som siger, at løb er kedeligt. At løb gør ondt. Og til dem, der synes, at det er hårdt og som igen og igen forsøger at få løbet ind som en fast motionsform i deres liv, men alligevel ender med at springe over. Gid jeg kunne give dem lidt af min afhængighed. For det er vel det jeg er? Dyb afhængig af den glæde, som løbet giver mig. I guder, hvor jeg glæder mig til nytår, hvor jeg igen med god samvittighed kan grave løbeskoene frem og ikke længere føler, at jeg skal snige mig til en lille luntetur ind imellem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *