Sådan får man kvinder på banen

De skal ikke nødvendigvis nurses. Men de skal ses og anerkendes, fuldstændigt på lige vilkår som mændene, siger norsk professor i idrætssociologi.

For mindre end en måned siden deltog jeg i et lille dansk skiløb ude i Hareskoven. Et par gæve gutter fra Holte og Københavns Skiklub havde været hurtige til at gribe nuet og arrangerede et vaskeægte skiløb på langrendsski. På den måde fik de klemt de sidste gode sveddråber ud af en lang vinter.

Arrangementet var en succes med 69 deltagere. Da løbet var slut og alle var samlet for at høre, hvem der vandt, blev tre navne råbt op. Alle mænd.

”Hvem vandt blandt kvinderne?”, spurgte jeg spændt.

Jeg havde kæmpet for en placering, som jeg mente var nummer to. Men jeg var ikke sikker. Tina Wallenstrøm fra Holte skiklub havde ligget foran mig under løbet. Jeg kendte hende udmærket fra løb på rulleski. Hun var hurtig. På sidste omgang trak hun for alvor fra mig, og jeg var overbevist om, at hun vandt.

Mit spørgsmål skabte forvirring. Første kvinde i mål var ikke blevet noteret.

Historien er klassisk inden for langrendssporten. Det er svært at kritisere arrangørerne. For de gør jo sådan set ikke noget forkert. De gør bare som de plejer – kårer vinderne som de tre første over målstregen.

Den holdning dur bare ikke, hvis man gerne vil tiltrække kvinderne til sporten. Vil man det, skal de ses og anerkendes på lige fod med mændene.

Ekspertens råd

Det er ikke kun i Hareskoven, at kvinderne bliver glemt.

”Problemet for mange kvinder i de idrætskulturer, der primært udgøres af mænd, er, at de er mere eller mindre usynlige og mindre værdsatte,” fortæller professor i idrætssociologi Jorid Hovden, fra det norske universitet for videnskab og teknologi, afdeling for sociologi og statsvidenskab.

Professoren forsker i kvinders vilkår inden for de typiske mandsdominerede idrætsgrene.

”Mine undersøgelser viser, at kvinderne inden for disse sportsgrene har helt andre og dårligere vilkår for at deltage. De har også mindre indflydelse end de mandlige sportsudøvere.”

Ifølge professoren er det vigtigt at gøre op med kulturen og skabe rum til kvinderne.

”Kvinderne skal kunne deltage på egne præmisser. De skal ikke overses, marginaliseres og gøres mindreværdige, fordi de ikke lever op til de mandlige normer og de mandlige præmisser.

Lige vilkår og synlighed

Jorid Hovden fremhæver kvindelige træningsfællesskaber og lige konkurrencevilkår for mænd og kvinder som vejen frem, hvis man gerne vil have flere kvinder ind i eksempelvis langrendssporten.

”Undersøgelser viser, at det ofte kun er de kvinder, der er allerbedst og som laver toppræstationer, der bliver respekteret,” forklarer Jorid Hovden.

Inden for de idrætsgrene, hvor mænd fra naturens side er stærkere og hurtigere fordi de har større muskelmasse, resulterer det ifølge Hovden, i at kvindens præstationer langt overstiger dét, deres mandlige kolleger kan, før de opnår respekt og anerkendelse.

Nogle længere end andre

Som aktiv sportsudøver har jeg min gang i flere sportsklubber, bl.a. inden for løb, cykling og langrendsløb. Det er ikke svært at spotte de kønsdiskriminerende kulturer i idrætsmiljøet – nogle steder er det værre end andre.

Dog vil jeg ikke kalde det for diskriminerende – det er i min optik et hårdt ord. Måske handler det i virkeligheden blot om, at man i disse typisk mandsdominerede kulturer skal vænne sig til, at kvinder gerne vil være med og anerkender dem for det, de kan?

Det har man gjort inden for løbekulturen, hvor der efterhånden er lige mange mænd og kvinder, der deltager – i al fald på motionsplan. Sparta har i mange år allokeret en træner til at tage sig af de kvinder, der var ambitiøse og gerne ville blive hurtigere. Ad åre er der kommet så mange kvinder til, at det ikke længere er nødvendigt at nurse specielt om de kvindelige løbere. De er nok til at danne deres egne fællesskaber og gør det. Derudover findes der adskillige motionsløb, der henvender sig specifikt til kvinder.

Cykelsporten arbejder seriøst på det – cykelklubben ABC har en gruppe kun for kvinder, kaldet Seje Sild Cykler, som har formået at tiltrække mere end 50 kvinder.

Antallet af motionsløb inden for cykling, der udelukkende er for kvinder, er stadig få. Men i år er der føjet endnu et til – UneUne cup, som er en række af cykelløb, der henvender sig til både elite og motionister på landevejen.

Langrendssporten i Danmark er stadig så lille, at det ikke vil give nogen mening at lave kønsopdelt træning og løb. Men man kunne sagtens starte med at sætte de få kvinder der allerede er, lidt i fokus. Så er jeg sikker på, at der med tiden vil komme langt flere til.

3 tanker om "Sådan får man kvinder på banen"

  1. Hej Gitte, Jeg er på en del punkter ikke enig i ovenstående, men tror også som det angives at der kræves noget mere, for at hive kvinder ind på de forskellige sports- eller aktivitetesscener.
    Specielt tænker jeg, hvor kommer det her fra ”Kvinderne skal kunne deltage på egne præmisser. De skal ikke overses, marginaliseres og gøres mindreværdige, fordi de ikke lever op til de mandlige normer og de mandlige præmisser”.
    Jeg mener der i de fleste tilfælde stilles muligheder op for kvinders deltagelse i alle typer aktiviteter – og lige så vigtigt mulighed for deltagelse på deres egne præmisser.
    Mange gange er aktiviteter, såsom Seje Sild tiltaget sat i gang af eller støttet af kvinder der selv tager initiativ til at arrangere “kvinde”aktiviteterne, hvilket vel må kunne forventes?
    Jeg er også lodret uenig i at der ikke er respekt og anerkendelse for kvinder der deltager i sport, på lige fod med mænd. Det gælder i de fleste sportsgrene jeg selv har deltaget i: Svømning, roning(Sammen med dig faktisk – Som der er stor respekt omkring), løb og cykling(Sammen med dig engang imellem – Som jeg har stor respekt for på en cykel).
    Hvis man spørger nogle af de Seje Sild hvordan træningskammeraterne ser dem når de som i går var ude at træne med ABC, vil jeg tro opfattelsen er at de anses som deltagende på lige fod med de mandlige deltagere, også selv om de i nogle situationer vil have mindre muskelmasse at spille med, end deres mandlinge cykelkolleger. – Og samtidig vil de som jeg vurderede det i går da jeg passerede dem, se dem selv som ligeværdige og anerkendte træningspartnere?

    • Hej Peter,

      Tak for indspark.

      Det bliver langt, det her 😉

      Først vil jeg pointere, at der er himmelvid forskel på, hvordan kvinder “ses” inden for de forskellige sportsgrene. Og kvinder i sporten er i rivende udvikling med mål mod ligestilling, integration og liveværd. Inden for nogle sportsdiscipliner er man nået længere end i andre.

      Et faktum er, at mænd og kvinder ikke løber lige hurtigt på langrendsski. Faktisk heller ikke i et par løbesko – eller på bare fødder. De cykler heller ikke lige hurtigt. Eller ror lige stærkt. Derfor bliver man nødt til at skelne mellem kønnene, når man udpeger vinderne i en konkurrence. Ved kønsopdelte begivenheder er det jo ikke noget problem. Men det er det, i de tilfælde hvor vi deltager i samlet flok.

      Der findes stadig cykelløb – og langrendsløb (tjek evt vasaløbet og Sjælsø Rundt sidste år!), hvor kun mænd bliver præmieret med eksempelvis en bil, mens kvinderne må nøjes med en buket blomster. Og det er på trods af, at den kvindelige vinder har præsteret lige så godt som den mandlige vinder, hvis du måler på den fysiologiske formåen. Er det rimeligt? Er det at se dem på lige fod?

      Hvis vi ønsker at få lokket flere kvinder ind i de idrætsgrene, hvor mændene dominerer, så mener jeg, at det er nødvendigt at have fokus på det. Præcis som ABC cykelklub gjorde for ti år siden med deres Seje Sild afdeling. Deres arbejde har jo helt klart gjort en forskel – tror du, at den er kommet ud af den blå luft?

      Når jeg bruger ordet “respekt” er det ikke i modsætning til “disrespekt/respektløst. Måske “anerkendelse” giver mere mening? Hvis ikke man gør en indsats for at få kvinderne med inden for f.x. cykling, så kan kun de aller bedste følge med. Og alene det afholder rigtig mange kvinder fra at komme og være med. Også selv om de virkelig gerne vil.

      “Det er så kvindernes egen skyld,” vil du måske så sige. Måske. Måske ikke. I al fald koster det ikke meget, at hjælpe dem lidt til rette og bakke op omkring deres lyst og evne.

      Til slut vil jeg sige: Jeg føler mig absolut respekteret i de sportskredse, jeg færdes i. Men det har kostet mod at troppe op med min cykel, i min sculler eller på rulleski. Ikke fordi jeg var bange for ikke at blive set eller respekteret. Men fordi jeg var bange for ikke at kunne følge med mændene. Uden det mod, var jeg nok blevet i mine løbesko 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *