Rytternes fælles kodeks

Et fælles kodeks, som samtlige cykelklubber kan stå inde for, kan virke begge veje – som signal til dem, der føler sig generet af os på landevejene og som en reminder til os selv om at køre ordentligt.

På trods af opdragelse og pålæg fra diverse trænere i cykleklubben, sker det, at nogle af os kører med hovedet under armen, når vi er ude og træne på landevejene. Som f.eks. forleden dag, da jeg var med et hold tøser fra Seje Sild ude og trille.

Vi var mange – omkring tyve stykker. Derfor havde vi delt os op i to hold. Planen var at mødes et sted ude ved Herstedøster, hvor vi skulle køre dagens træning, som tilfældigvis var et internt race i klubben.

Forvirring i forreste række smitter
Ved en rundkørsel opstod der forvirring. Vi skulle ud af tredje vej i rundkørslen og der var en dobbeltrettet cykelsti i venstre side af vejen.

De forreste ryttere tog den hurtigste vej derhen. De trak venstre om – mod trafikken i rundkørslen, i deres iver for hurtigt at komme ind på cykelstien. Resten af gruppen fulgte bare med, uden at opdage bommerten.

Heldigvis var der ingen anden trafik i nærheden. Men højt oppe over os svævede TV2 News’ helikopter.

”Jeg håber knageme ikke, de fik det med i kassen”, tænkte jeg.

Gloriepudsning

Jeg er ikke ude på at hænge nogen ud – men jeg ønsker heller ikke at pudse min glorie mere end hvad ret er. Situationen er nemlig ikke enkelstående. Desværre. Som landevejsryttere gør vi altså nogen gange ting, som er helt hul i hovedet. Også jeg, som ellers bryster mig af mit eget lille kodeks om dogmeregler og disciplineret adfærd. Når jeg kører i flok, gør jeg som resten. Det er let nok at holde fanen højt, når man ligger alene derude. Men når man er mange, er det straks langt sværere. Og det burde jo være omvendt.

Rytterkodeks
Derfor er ideen med et Fælles Etisk Kodeks, som samtlige cykelklubber er fælles om, en rigtig god ide. Forslaget er kommet på banen som udløber af den debat, der har kørt her på bloggen siden i fredags.

Nogle af rytterne har foreslået, at vi får lavet et mærkat, vi kan sætte på klubtøjet – et mærkat, der signalerer noget i retning af, at ”Vi er bevidste om vores adfærd – og vi gør os umage med at få trafikken til at glide”.

En reminder på tøjet

Et sådan mærkat vil ikke kun fortælle billisterne og de plagede beboere, at vi tager den her diskussion om ”god opførsel” på landevejen alvorlig – den vil også gøre den enkelte rytter opmærksom på, hvor vigtigt det er at køre ordentligt. Og jo flere ryttere, der er bevidste om det i flokken, jo færre bommerter laver vi forhåbentligt.

Fælles front
Mit indlæg i fredags startede med en opfordring til at der skulle laves en landsdækkende kampagne. Skulle vi ikke starte i vores egne rækker og forsøge at lave en rytterkampagne, der involverer de cykelklubber, der hører til i Storkøbenhavn?

2 tanker om "Rytternes fælles kodeks"

  1. Vi har også problemet inde på livet i SPARTA, hvor motionsløbere tager hovedet under armen, og følger de forreste. Så sent som i aftes, var det oppe på et trænermøde, hvor det indskærpedes over for alle trænere, at holdet tegner klubben og motionister generelt, hvorfor det ikke kan tolereres, at Færdselsloven tolkes efter forgodtbefindende. Vi er NØDT TIL at opføre os ordentligt ude i trafikken –
    Som trænere og specielt som klub-motionister i store flokke er vi eksempler for andre motionister og ikke mindst eksponenter for hele sportsgrenen. Om det er løb eller cykling kan for så vidt være underordnet.
    Det er derfor NØDVENDIGT, at *nogen* sørger for at hjælpe gruppen til at huske at træne med hovedet på skuldrene, og ikke andre steder på eller i kroppen, som tidligere har været anført på denne blog. Så: Trænere og udøvere brug det udstukne kodeks -i mangel af et sådant, benyt Færdselsloven. Hjælp hinanden og os andre ved at påpege og minimere gruppens opførsel i trafikken.
    … vi kan jo passende starte med os selv(!)

  2. MTB Danmark lavede et kodeks for mountainbike, og det er mit subjektive indtryk, at det har gjort godt. Men ret beset findes der allerede et kodeks; færdselsloven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *