Racefox – Virtuel træningscoach for langrendsløbere

RacefoxLangrends-appen Racefox med tilhørende pulsbælte gør langrendstræning sjov og effektiv, men lider af irriterende børnesygdomme.

Racefox er et system bestående af en bevægelsescensor og en app, der måler dine skitekniske færdigheder, din puls og giver dig træningsvejledning og realtime coaching.

Bevægelsescensoren ligner til forveksling et traditionelt pulsbælte. Men ud over at registrere din puls, måler Racefox også alle dine ski-relevante bevægelser ved hjælp af et såkaldt acclerometer, der er indbygget i sensoren. Racefox har udviklet en særdeles effektiv algoritme, der kan skelne løberens bevægelser. Det betyder, at pulsbæltet registrerer, om du løber diagonalgang, dobbelt stagtag med fraspark eller stager.

Indbyggede tests

Som førstegangsbrugere af Racefox anbefales du at gennemføre et par test, der er indbygget i appen. Den ene er en otte minutters stagetest, der registrerer, hvor god du er til at bruge din core-muskulatur, hvor effektivt du sætter stavene i underlaget, stagefrekvensen og hvor effektiv du er til at holde fast i din teknik. Når du har udført testen, vil du få gode råd til, hvad du bør fokusere på i den næste træning. For mit vedkommende lød anbefalingen, at jeg skulle løb nogle fire minutters intervaller med fokus på at holde en ensartet teknik.

Den anden test, er en et-minutters diagonalgang-test. Her skal du løbe diagonalgang op ad en let stigning. I tilbagemeldingen får du en vurdering af, hvor god du er til vægtoverføring fra det ene ben til det andet, hvor stor kraft du har i frasparket, din skridtfrekvens og som ved stagningen – et tal for, hvor god du er til at holde fast i teknikken. Du vil også kunne se, om du er bedre på det ene ben frem for det andet i frasparket og vægtoverføringen.

Trænings log

På de almindelige træningsture kan du vælge, at appen blot skal registrere din km-tid, din hjertefrekvens og alle de førnævnte faktorer. Du kan indstille den til at give dig løbende tilbagemeldinger i ørerne (kræver, at du løber med høretelefonen) – eksempelvis hver km eller om det er nok, at kunne analysere dem, når du kommer hjem.

Virtuel coach

Du kan også vælge at slå den virtuelle coach til. Det gør du ved at beslutte dig for, hvad du vil have fokus på – det kan f.eks. være, at blive bedre til at bruge core-muskulaturen i stagningen eller at holde en bestemt stagefrekvens. Efter den indledende stagetest, har appen givet dig et tal, du bør sigte efter. Det indstiller du coachen til at arbejde ud fra. Under træningen får du så en tilbagemelding på, om du ligger over eller under målet via nogle biplyde. Høje bip indikerer, at du ligger over målet. Dybe bip indikerer, at du ligger under.

Asfalt, sne eller thoraxmaskine

Racefox kan selv ”se”, om du træner på rulleski, i maskinen eller på sne. Det betyder, at du kan sammenligne dine tal fra rulleski-træningen og fra træning på sne. Det er sjovt. På den måde kan du se, hvor meget det betyder for farten, om du har asfalt eller sne under fødderne. Mine resultater viser eksempelvis, at jeg er langsommere på ski, selv om jeg både har et mere effektivt fraspark og en bedre vægtoverførsel på skiene. Det gør pludselig de dårligere kilometertider efter en uge på sne lettere at leve med.

Som abonnement

Racefox har valgt en noget utraditionelle måde at sælge deres produkt på – nemlig i form af et abonnement. Når du har meldt dig til, får du pulsbæltet tilsendt og du kan downloade appen til din telefon.

Et basisabonnement koster ca. 70 kr. pr mdr. Et såkaldt Vasa-abonnement koster lidt mere. Køber du det sidste, vil du løbende modtage progressive træningsprogrammer målrettet Vasaløbet og løbsanalyser efter hvert seedningsløb, du vælger at deltage i.

Fordele og ulemper

Jeg har nu trænet med Racefox i en måneds tid. På sne, i thoraxmaskinen og på rulleski. Der er både fordele og ulemper ved systemet. I punktform er min konklusion:

Fordele:

  • Effektiv træningslog
  • Mulighed for masser af talnørderi, hvis man er til den slags.
  • Øger fokus på tekniktræningen.
  • Gør ”alene-træning” sjov.
  • Overkommelig pris. Du binder dig kun for tre måneder og kan altid opsige dit abonnement.

Ulemper:

  • Det er voldsomt irriterende, at man skal aktivere træningsprogrammerne på telefonen, når man står ude i sporet. Inden man har fået handsker og stave på, er programmet gået i gang for længest.
  • Jeg savner en feature, som Garmins løbeture har; at Racefox registrerer, når man holder pauser. Nu får man blot en meget langsom kilometertid, hvis man har holdt pause.
  • Resultater og analyser lagres på telefonen. Det er ikke muligt at overføre dem til computeren. Det er klart en fejl!
  • Du mister din træningslog, hvis du opsiger dit abonnement.
  • Det virker som om appen ikke er færdigudviklet. Eksempelvis angives der ingen referencetal på diagonalteknikken. Kun for stagningen. Med andre ord – du aner ikke, om du gør det godt eller dårligt. Kun, at du bliver bedre (måske).

Selv om min liste over ulemperne ved Racefox er længere end listen med fordele, vil jeg ikke tøve med at anbefale Racefox som et sjovt legetøj til langrendsløbere. Prisen er overkommelig, og det svenske firma er det første, der tilbyder den slagt tilpasset langrendssporten. Det skal de have stor kredit for. Og hvem ved. Måske lytter de til kritikken af deres system og retter det i deres kommende opdateringer?

Vigtigst af alt er dog at understrege, at Racefox faktisk inspirerede mig til at løbe flere træningsture. Blot for lige at lege lidt med de forskellige muligheder i appen og for at gennemføre de anbefalede træningssessioner.

 

 

5 tanker om "Racefox – Virtuel træningscoach for langrendsløbere"

  1. Fint review af Racefox, frk Willumsen. Lige for afklaring – Racefox’ egen hjemmeside er ikke ret informativ om forskellene på de forskellige abonnementer: Er dit review lavet på baggrund af funktionerne i basisudgaven til de 99 SEK/md? Altså på nær dine bemærkninger om Vasa-udgavens progressive træningsprogrammer.

    • Hej Peter,

      Tak for dit spørgsmål. Jeg er en af dem, der købte Racefox tidligt – helt i begyndelsen betalte man et engangsbeløb for devicen + app. Sidenhen lavede firmaet det om, så man nu tegner et abonnement. Det betød samtidig, at dem, der allerede havde købt Racefox dengang automatisk fik et basis-abonnement frem til næste år (tror jeg). Så det korte svar er, at jeg har testet basis-abonnementet. Jeg har lige forsøgt at tjekke deres hjemmeside og der må jeg give dig ret – den er noget rod og der er ikke mange informationer. Men – Når alle forbeholdene er taget, så koster det jo ikke en formue at teste vasa-pakken af. Du tegner dig stadig maksimalt for tre måneder, hvilket betyder, at du kan slippe med 600 kr. for et stykke vinterlegetøj 🙂
      ps. Jeg har ingen andel i firmaet – jeg synes bare, at det er et sjovt stykke legetøj til relativt billige penge, hvis man elsker at løbe på langrend/rulleski.

      Venlige hilsner
      Frk Willumsen

  2. Fin artikel. Du mangler lige at hvad racefox koster som du har gjort med abonnementet. Kunne måske finde på at investere ind ACR opgaven om godt 9 uger.

    • Hej Kim,
      Du kan læse mere om abonemenstyper og priser på Racefox’ hjemmeside. Prisen for vasaabonement er ca det dobbelte af et basisabonement. God fornøjelse – både med appen og med ACR 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *