Post race tomrum

I dagene efter en større sportsbegivenhed kan det være utrolig svært at finde ro i kroppen. Der opstår et tomrum, hvor man ikke rigtig ved, hvor man skal gøre af sig selv.

Sådan har jeg det i al fald. Også efter Øresund Triatlon i søndags. Mine tanker har i de seneste uger kredset om selve cykeldistancen, som jeg havde fornøjelsen af at stå for. Cykeltræningen er den, der har haft mit fulde fokus. I søndags gav jeg så alt, hvad jeg havde i mig. Sammen med mine to tri-hold-kammerater var det en dag, jeg havde set meget frem til. Det har været det, vi har talt om, når vi har været sammen og når vi har kommunikeret på sms’sen.

Sådan er det tit op til en motionsbegivenhed. I timerne efter at målstregen er passeret har man travlt med at fylde energidepoterne op og fortælle venner, familie og hvem der nu gider lægge øre til, hvordan det er gået. Men i modsætning til vennerne, som hurtige får nok af ens beretninger om km-tider, punkteringer, tanker om sluttid, syre i lårene og hvad ved jeg, så går man stadig rundt og er fyldt op af tanker omkring den begivenhed, man har deltaget i.

Jeg plejer eksempelvis at sammenligne løbere, der lige har overstået et maraton, med nybagte mødre – de kan også blive ved og ved i en uendelighed med at fortælle de mest intime detaljer om, hvor lang tid veerne varede, hvor hårde presseveerne var og hvor meget de revnede, da barnet endelig så dagens lys.

Der ikke noget at gøre ved det. Sådan er det bare. Jeg kalder det ”faldskærmstid”, altså den tid, der skal til, før man er landet sikkert på jorden og igen kan begynde at orientere sig mod nye mål.

Jeg er lige landet efter søndagens stafet og er begyndt at kigge mig lidt omkring for at se, hvad det næste mål skal være. Måske skal det være en minitriatlon af en slags?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *