Nytårsfortsætter der holder

Et glas om dagen skærper smagen.Sidste års nytårsfortsæt var så stor en succes, at jeg vil forsøge at holde det gennem 2014 også.

Vi er allerede nået ind i midten af januar, og jeg har endnu ikke fundet årets nytårsfortsæt.

I ugevis har jeg grublet over, hvad det kunne være. Uden at det er lykkedes at finde frem til et rigtig godt et.

Godt skal et fortsæt nemlig være, for at jeg gider at investere energi i det. Det skal være noget, der øger min glæde, får mit humør til at stige og som er relativt let at integrere i min hverdag. Hvis det oven i købet tilføjer point til min sundhed er det kun fantastisk.

Sidste år havde jeg f.eks. som fortsæt at drikke et glas rødvin dagligt. Og sikke en succes!

Svær tilvænning

Selv om det var svært i starten og krævede en indsats, er vinen i dag blevet en hel naturlig ting for mig. Jeg nyder mit glas på samme måde som en ryger nyder sin smøg, når han/hun har fået lov til at ryge den inden for i varmen. Det er min afslappende stund på døgnet, hvor jeg giver mig selv en halv times nydelse. Men i modsætning til cigaretter, er et enkelt glas rødvin godt for helbredet og det generer ikke omgivelserne (hvis du holder dig til ét glas!)

Opbakning fra omgivelserne

Vennerne i omgangskredsen har også været virkelig gode til at bakke mig op. Når jeg har været på besøg, har de refereret til mit fortsæt, hvis jeg har takket nej til et glas. De har bragt mig gaver i form af vin, og de benytter med glæde husets nye vaner med altid at have en karton vin stående til fri afbenyttelse.

Det er et nytårsfortsæt i den stil, jeg leder efter. Foreløbigt vil jeg holde fast i det fra forrige år – for det er jo i virkeligheden det, det handler om med alle disse fortsætte: At få indført nogle nye gode vaner og holde fast i dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *