Netværket gør skadespausen sjov

Hvordan kommer man lettest tilbage i sporet efter en skade eller sygdom? Det spørgsmål er der sikkert rigtig mange motionister, der har stillet sig selv. Findes der noget værre, end at være ”dømt ude” i længere tid pga. en skade?

Det er i skadesperioderne, jeg for alvor finder ud af, hvor meget min sport giver mig. Pludselig står jeg der – med masser af tid i overskud. Og det på trods af, at det har taget år for mig at finde huller i dagligdagen, så der blev plads til sporten.

Motivationen blegner også. Nogle gange føler jeg, at jeg skal starte helt forfra. Med dårlig kondition og svækkede muskelkrafter.

Den situation har jeg stået i rigtig mange gange i mine år som motionist. Og reaktionsmønstret er egentlig ret ens hver gang.

Første fase er lige efter, at skaden opstår – Ud over smerte, giver det en dyb frustration. I dagene efter kommer en periode med erkendelse af skadens omfang og omprioritering af sæsonens mål. Dernæst gælder det om at finde frem til den rette behandling hos fysioterapeut, læge, kiropraktor, massør, eller hvem der nu kan hjælpe alt efter skadens art og omfang. Når det er på plads, er der som regel gået en uges tid.

Næste fase er den, hvor følgerne af skaden minimeres, hvis det er muligt.  Jeg begynder at kigge mig om efter alternative træningsmuligheder. Hvad kan jeg? Hvordan kan jeg vedligeholde min kondition uden at forværre skaden? Er der nogen short-cut – forstået på den måde, at skaden måske er så lille, at jeg godt kan fortsætte med min aktivitet, men med mindre intensitet?

Klog af skade – Langt de fleste af de skader, jeg gennem årene er rendt ind i, har været overbelastning af muskler. Altså små eller større fiberskader. Heldigvis bliver man klogere med alderen. Ikke nødvendigvis på en måde, så man undgår skader. Men man bliver bedre til at behandle de skader, der opstår.

For ti år siden tog det mig eksempelvis seks uger at komme mig over en fiberskade. Nu har jeg fundet en måde, så det ikke tager meget længere end en uges tid.

Lange pauser kræver et godt netværk – Værre er det ved skader, der betyder større omlægninger af de sædvanlige træningsrutiner. De er langt sværere at tackle. Måneders pause fra en sportsgren – f.eks. løb, kan betyde, at man ryger ud af det fællesskab konkurrencerne og den fælles træning i klubregi normalt giver en. Og når man endelig er parat til at genoptage løbetræningen, kan man ikke følge med det hold, man har trænet sammen med i årevis. Det er absolut ikke sjovt og heller ikke særlig befordrende for motivationen.

I den situation er det alfa omega at have et godt netværk af rigtige gode trænings-kammerater!

I foråret, hvor jeg fik konstateret, at skaden i mit knæ var så omfattende, at jeg ikke måtte løbe i mindst 6-8 måneder, var det en af mine holdkammerater fra Sparta, Malene Munkholm, der plantede ideen om et fælles projekt, hvor jeg kunne bidrage med dét, jeg nu kunne – nemlig at cykle, og alligevel være med i et fællesskab. Malene var selv midt i en skadesperiode – hun kunne ikke løbe, men hun kunne svømme.

Vi meldte os som et stafethold til Øresund Triatlon, hvor jeg skulle tage mig af cykeldelen. Projektet gav mig motivation til at fortsætte træningen gennem foråret og sommeren på landevejscyklen. Aftalen om det fælles mål gjorde det langt lettere for mig at fokusere på alle de gode ting, jeg kunne, samtidig med, at jeg følte, at jeg var med i fællesskabet. Det hjalp i høj grad også med til, at jeg lettere var i stand til at droppe frustrationen over, at jeg ikke kunne løbe sammen med de andre Spartanere.

Lige efter Øresund Triatlon dukkede en anden tidligere træningskammerat op, Rikke Frederiksen. Hun lokkede mig med til organiseret træning på landevejscyklen. Så alt i alt blev det en fantastisk træningssæson med massere sjove oplevelser i cykelmiljøet, på trods af et ødelagt knæ.

Den sidste fase er der, hvor man skal tilbage i sporet – De seneste par måneder har jeg så småt genoptaget løbetræningen i et begrænset omfang. Men den lange pause har gjort mig langsom, og glæden over at være i gang, oveskygges af en snigende frustration over, at formen er banket helt tilbage til start. Ja, måske endda længere tilbage.

Dårlig form er ikke ligefrem noget, der stimulerer motivationen. Men igen oplevede jeg opbakning fra en af de ”gamle” træningskammerater, der gav mig et lille puf i den rigtige retning.

Lige inden weekenden tikkede en sms ind. Den var fra en af trænerne fra mit (tidligere) løbehold i Sparta, Michel Honoré.

”I morgen bliver skovtræningen på lysløjpen med start hjemme hos os i Holte. Ses vi?”

Michel kender til min passion for netop den rute. Samtidig er det et perfekt sted at hægte sig på, for det betyder ikke så meget, om jeg kan følge med de andre eller ej. Ruten er relativ kort og til skovtræningen løber vi ruten flere gange med indlagte pauser, så jeg vil uden problemer blive samlet op undervejs.

Desværre kunne jeg ikke være med i weekenden på grund af en aftale. Men bare det at der blev hanket op i mig, har gjort, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at skabe det nødvendige hul i kalenderen næste gang skovtræningen foregår i Rude Skov. Og lur mig om ikke jeg i løbet af et par måneder igen kan følge med holdet?

 

Status for uge 2:
Antal genstande: 4 gl. rødvin. Ikke helt oppe på dagsrationen, men jeg arbejder på det.
Antal kropshævninger: 3×7
Trænings km på rulleskiene: 15+15+34 km

 

En tanke om "Netværket gør skadespausen sjov"

  1. Spot on!
    Jeg plejer at sige, at det netop er forskellen på den erfarne og den uerfarne løber, at den erfarne løber ved, hvordan man minimerer sin skadesrisiko. Det er ikke nødvendigvis den erfarne, som er den hurtigste, men det er oftest den erfarne, som får flest km i skoene…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *