Når 12,5 meter er en udfordring

For et par år siden prøvede jeg rappelling, sammen med nogle venner, ved Krystalsøen på Bornholm.

Udfordringen var grænseoverskridende. Udsigten fantastisk. Efter at vi havde rappellet os ned, kunne vi prøve kræfter med at klatre op et andet sted på klippen. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var meget sjovere at kæmpe sig op, end at fire sig ned. Interessen for klatring var dermed født.

Inden jeg kunne kaste mig ud i min nye interesse, skulle jeg have et sikringskursus. Sikringskurser udbydes af instruktører fra de forskellige klatreklubber, så jeg kontaktede Københavns Klatreklub og fik en aftale med en erfaren instruktør. Det eneste problem var, at man skulle være to for at deltage.

Jeg ringede til min gode ven, Henrik.

”Henrik, jeg har meldt mig på et sikringskursus, men jeg har brug for en partner. Du er den eneste jeg tør lægge mit liv i hænderne på. Vil du med?”

(Henrik er læge og har tilbragt mange nattevagter på skadestuer rundt om i landet. Derudover er han pertentlig, systematisk og kvik i pæren.)

Det ville han ikke. Henrik havde absolut ingen ambitioner om at begynde på klatring. Desuden havde han temmelig travlt med arbejde og forskellige ting, der skulle ordnes på huset og i haven, svarede han.

”Okay. Du behøver ikke starte på klatring. Du kan nøjes med det her kursus. Det er kun én dag! Og jeg skal nok betale,” plagede jeg ham.

“Det er ikke et spørgsmål om penge,” svarede han mig. Han var slet og ret ikke interesseret.

Jeg sagde, at jeg ville forhøre mig hos nogle andre i omgangskredsen. Det var en løgn. Siden jeg er blevet mor, har jeg lidt frygtelig af højdeskræk, og Henrik var den eneste, jeg turde klatre med.

Et par dage senere ringede jeg til ham igen. Lovede at ordne hans have. Skure hans tagrender og i øvrigt være ham evigt taknemmelig, hvis han ville gå med bare denne ene gang.

Til sidst gav han sig. Vi aftalte at mødes den følgende lørdag, foran Københavns Klatreklub på Sundholm, hvor en instruktør ville undervise os i sikkerhed, udstyr og teknik.

Første kursusgang handlede om udstyr. Om, hvilke bæreseler, der var på markedet. Hvilke lukningssystemer, der var gode og hvilke, vi skulle gå uden om. Vi lærte, at et reb til indendørs klatring helst skulle være 30 meter, hvis målet var at klatre på indendørs klatrevægge – hverken kortere eller længere. At et reb max holder i fem år – også selv om det bare ligger ubrugt bagerst i skabet. At rebbremser uden automatisk lukkemekanisme var at foretrække. At det er en god ide at investere i et par klatresko.

Fingerfærdigheder – Vi havde fundet en plads i solen ude foran klatrehallen og sad og øvede os på at binde 8-talsknuder og at klikke rebet korrekt ind, med én hånd, i karabinerne.

”Det kræver lidt øvelse. Men lær jer selv at mestre det med én hånd. Når I hænger på væggen, er det fristende at bruge tænderne til at holde på rebet, mens man klikker ind, men det må I aldrig gøre. Falder I, ryger hele tandsættet,” lød det advarende fra instruktøren, som i samme moment rådede os til at investere i et par karabiner og øve os på det derhjemme.

Da knuder, bevægelser og bæreselerne var på plads, gik vi i samlet trop ind i klatrehallen. Nu skulle vi topsikre rebet. Det vil sige føre rebet op og klipse det ind undervejs i de karabiner, der allerede var monteret i væggen med en meters afstand. Helt oppe under loftet – ca. 12,5 meter oppe, hang det såkaldte anker. Det er en kæde med to karabiner, som rebet ender med at hænge i. Når rebet er klipset ind i det, er det topsikret.

Op og ned er lige langt

Henrik var første mand.

”Brug benene. Du skal ikke trække dig op i armene, men bruge benmusklerne til at hæve dig op,” lød det fra instruktøren.

Alt for hurtigt blev det min tur.

De første ti meter op var barnemad. Så kom jeg til at kigge ned. Helt klart en fejl! Jeg forsøgte at fokusere på de to ansigter, der smilede op til mig. Deres munde bevæge sig, men jeg kunne ikke høre, hvad de sagde. Deres ord blev overdøvet af lyden af min egen puls, der hamrede derudaf. Jeg følte mig som en frysetørret edderkop. Alle mine lemmer var stivnet, mens jeg klamrede mig til væggen.

Jeg kiggede ud over klatrehallen og så, hvordan andre omkring mig abede sig omkring uden besvær. En hang ned fra det skrå loft. En anden var på vej ud over en forhindring på størrelse med en sækkestol. Varmen fra en spotlampe under mig sendte en varmestråle mod mig.

Fingrene på højre hånd begyndte at glide og jeg mærkede en sveddråbe trille ned af ryggen. ”Angstens sved”, nåede jeg at tænke, da instruktørens råb endelig overdøvede min hjertebanken.

”Læn dig tilbage og sæt dig i selen. Lad armene hænge ned, så du får mælkesyren ud af armene, inden du fortsætter,” hørte jeg ham sige.

Jeg satte mig ned i den stol, der ikke var der. Selen holdt, som instruktøren havde lovet. Jeg kiggede op. Det så ud som om der var lige så langt op, som der var ned.

”Hvis jeg giver op nu, skal jeg jo bare op igen, så jeg kan lige så godt fortsætte”, tænkte jeg.

Når man topsikrer, er man kun sikret til det seneste sted, man har klipset rebet fast.

Mit problem var, at jeg ikke turde kravle op over det sidste sted, jeg havde sikret mig. Det gik forholdsvist let, når jeg først havde klipset mig ind et sted. Styrtede jeg her, ville jeg måske falde en meter inden instruktøren greb mig i rebet. Men på de steder, hvor jeg skulle op over det seneste sikringspunkt for at klipse rebet ind i karabinen over mig, ville jeg falde to meter ned, hvis jeg faldt.

”To meter, Gitte. Kom nu. Det er ingenting!”, forsøgte jeg at berolige mig selv. Efter et par minutter fik jeg samlet mig. Jeg fokuserede på grebene lige foran mig og ignorerede varmen fra lampen. Angsten forsvandt. Det samme gjorde lydene omkring mig. Det eneste jeg hørte, var de velsignede ”klik” fra karabinerne, hver gang jeg gik klipset rebet ind. Endelig nåede jeg loftet. Mine arme var tunge som bly, da jeg fastgjorde rebet til ankeret.

”Så kommer jeg ned,” sagde jeg lettet og ikke uden en vis sejrsrus i stemmen.

Instruktøren roste vores indsats.

”Så ses vi i næste uge. Her skal vi prøve at falde mens vi klatrer, og se, hvad der så sker,” sagde han.

”Næste gang? Jeg troede kun, at det var denne ene gang”, sagde Henrik forundret.

”Nej. To gange mere. Efter dem, skal I nok få jeres sikringskursus,” svarede instruktøren smilene.

Henrik skævede til mig. Jeg trak undskyldende på skulderen, mens jeg mimede ”Dét vidste jeg ikke…”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *