Motionsfjendtlige bygninger

Vejen til helvede er brolagt med rulletrapper og elevatorer.Hvad skal der til, før arkitekter tænker bevægelse og motion ind i deres smarte og moderne bygninger?

Tag nu trapperne for helvede. Hvor svært kan det være? Sådan synes rigtig mange at tænke. Men de færreste gør det, og derfor bliver der gjort en stor indsats rundt om i det offentlige rum for at få folk til at vælge trapperne frem for elevatoren.

Men hvad er med de trapper? Det er jo ikke, fordi vi er luddovne og skyr alt, hvad der kan give os en puls. Det er heller ikke, fordi vi mangler viden om, at det er sundere at tage trapperne. Vi ved godt, at trapper forbrænder flere kalorier end inaktiv horisontal transport.

Kan det mon have noget at gøre med selve arkitekturen og udformningen af bygningen?

Elevatorkø er hverdag

Tag nu Rigshospitalet som et eksempel. Her er der altid en lang kø ved elevatorerne. Ventetiden kan snildt løbe op i ti minutter eller mere, før der kommer en elevator, man kan presse sit korpus ind i.  Og selv om det ville være langt hurtigere for alle – selv gangbesværede, at gå fra stueetagen op til 2. , 3. eller måske 5. etage, stiller de fleste sig alligevel op og venter på en elevator.

Er det fordi folk er dovne? Eller fordi de elsker at stå i kø? Jeg tvivler. Svaret skal nok søges i, at trapperne er gemt temmelig godt af vejen og ikke ligefrem indgyder til, at andre end hospitalets personale benytter dem.

Arkitekterne bag hospitalsbygningen er nu undskyldt. Rigshospitalets højeste kompleks blev indviet tilbage i 1970 – det var dengang man måtte ryge i bagenden af busser og fly og der var rygekupeer i togene. Og selv om hospitalet blev kaldt for landets mest moderne, var der ikke mange, der skænkede motion og aktiv livsstil en tanke.

Det moderne i det nye hospital lå i, at der var plads til rigtig mange patienter og at personalet bestod i landets ypperste specialister inden for lægevidenskaben.

Omveje for at finde trapperne

I 2006 blev ”fremtidens mediehus” indviet. DR Byen i Ørestaden er tegnet af Vilhem Lauritzen. Et yderst moderne arkitektfirma, som har slået sig op på, at de tænker i bæredygtighed. Men i farten synes det, som om, at man har glemt sundhed og trivsel hos brugerne af bygningen.

”Fremtiden” refererede nemlig dengang til de digitale teknologier, som journalisterne fremover skulle benytte sig af, og til bygningens bæredygtighed i form af solcelleanlæg og miljørigtige køleanlæg og den deraf reducerede CO2-udledning.

Set gennem en aktivitetsbrille er DR Byen nok det mest motions-fjendtlige hus, jeg nogen sinde har sat mine ben i.

Hovedindgangen domineres af en gigantisk rulletrappe, der fører op til Indre Gade. Herfra stiler folk som regel mod elevatorerne, hvis de skal læggere op i bygningen.

Som på Rigshospitalet, er det svært at finde trapperne. Faktisk skal man ud på en længere omvej, hvis man er særlig insisterende på at undgå elevatorer og rulletrapper.

Nytænkning

Det er en skam. Og jeg glæder mig til at se det arkitektfirma, der slår sig op på at bygge motionsvenlige bygninger. Gerne etagebyggeri, der både er moderne at se på, behagelige at opholde sig i , som tager hensyn til miljøet, og hvor man kommer til at gå rigtig mange skridt og trapper, hver dag, uden at man overhovedet lægger mærke til det. Det er muligt. Det handler blot om at tænke moderne anno 2014.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *