Mental forberedelse til Vasaløbet

Som led i min forberedelse til det 90 km lange Vasaløb i starten af marts, har jeg lavet en rundspørge blandt de skiløbere, jeg kender, som har erfaringer med distancen.

Jeg har især spurgt ind til, hvad der var deres største udfordring, hvor det gjorde ondt og hvornår på ruten det var rigtig slemt.

Det virker måske som selvpineri at lave den slags research, men jeg tænker, at hvis jeg er mentalt forberedt på det værste, så skal det nok gå.

Det kommer til at gøre ondt – De svar, jeg har fået er meget forskellige. Langt de fleste har fortrængt, hvor ondt det egentlig gjorde. Men efter et par minutters eftertænksomhed, hostede de fleste alligevel op med en personlig smertefortælling. Alt andet ville da også være mystisk – de havde immervæk været i gang i 6 -12 timer.

Her er listen over de pinsler, jeg kan se frem til:

  • Ryg og lænd: ”Min ryg var som en planke. Den gjorde vanvittig ondt og dagene efter fik jeg knopper over hele ryggen. Hvorfor, ved jeg ikke. Men det var virkelig en pinsel.”
  • Læg- og triceps: ”Jeg måtte stoppe op og hoppe ud af sporet for at strække læggene. De gik i kramper hele tiden.”
  • Hoftebøjerne: ”Jeg kunne ikke løfte mine fødder, da jeg skulle gå hen til bussen efter løbet, så jeg slæbte mine ben efter mig gennem sneen.”
  • Kroppen: ”Det gjorde ondt i hele kroppen. Jeg fatter ikke, hvad der fik mig gennem de sidste ti km”.

Gode råd kom der heldigvis også:

  •  ”Husk et par tørre handsker og en varm hue. Man får hurtig kulden, når først man er kommet i mål.”
  • ”Spis og drik ved alle depoterne. Gør du det, kommer du ikke til at mangle energi undervejs.”
  • ”Slæb ikke for meget med undervejs. Lidt tørt tøj og noget at drikke. Resten får du på depoterne.”
  • ”Pas på dit udstyr. Især på de første km, hvor det går op ad bakke og folk står som sild i en tønde.”
  • ”Forbered dig på ruten, så du ved, hvornår stigningerne og nedkørslerne kommer – jeg havde et kort over ruten fasthæftet på min arm, plus tiderne, jeg skulle løbe på, for at undgå fejevognen.”
  •  ”Løb fra depot til depot. De ligger hver 10’ende km. Det gør ruten mere overskueligt at tage den i bidder, end at se frem til alle 90 km på én gang.”
  • ”Husk at orienter dig bagud, når du skifter spor.”

Og så kom selvfølgelig også en bunke temmelig skræmmende kommentarer:

  • ”Mellem 45 og 60 er der nogle lede nedkørsler.”
  • ”På de sidste tyve km er der en masse små stigninger, med nogle svære nedkørsler. Folk er trætte, og man kommer let galt af sted.”
  • ”Det kan godt være, at vejret og sporene er perfekte, men når man starter i led 10, så er alle nedkørslerne formet som et U, når du når frem – og så er det er umuligt at plove ned.”

Men de sætninger, jeg vil bide mig fast i, er:

  • ”Du bliver båret igennem. Der er simpelthen så mange mennesker, der hepper på dig. Det giver en hel fantastisk stemning. Glæd dig!”
  • ”Når først du har passeret de 45 km, så ved du, at du nok skal gennemføre.”
  • ”Du skal nok gennemføre. Du er i god form. Langt bedre end jeg var, da jeg løb den.”
  • ”Det går ned ad det meste af vejen.”
  • ”Der er altid medvind.”
  •  ”Tilskuerne er simpelthen så søde. Der står små børn og rækker varm kaffe til dig.”
  • ”Jeg knækkede en stav, men der var en af tilskuerne på ruten, der forærede mig en ny.”

Heldigvis har jeg endnu fem uger til at blive hundrede procent klar til løbet. Mentalt, fysisk og mht. til at finde frem til den bedst mulige påklædning.

4 tanker om "Mental forberedelse til Vasaløbet"

  1. .. Og ikke at forglemme hænderne: hvis du ikke har topstropper risikerer du at du får sindsygt ond i hænderne….. Kort sagt; Sørg for at dit udstyr er top — lad være med at spare dér:-)…. Ps: Så fed fornemmelse at komme igennem. Lige når du kommer i mål siger du: Aldrig mere, men 1 time efter er du klar til næste år:-)

    • Topstropper?

      🙂 Og ja – jeg kan forestille mig, at det er en blandet fornemmelse, når man når i mål. Lidt, som når man lige er kommet i mål efter en marathon. Forskellen her er bare, at der er en nedre spærregrænse, så det nytter ikke noget, at hænde ud i blåbærdepoterne 😉

        • Hej Ida,

          Jeg tror, det Thomas hentyder til er, at det er vigtigt at finde de helt rigtige stropper til dine stave – stropper, der passer til dine hænder. Og dernæst, at du sørger for, at de er tilpasset, så staven sidder tæt til, så den automatisk falder tilbage i hånden, når du er færdig med et stagtag.

          Hilsner
          Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *