Med snuden i sporet

Efter endnu en tur i de norske fjelde med fokus på langrendsteknik, er der så småt ved at ske noget. Jeg kæmper dog stadig med teknikken. I guder, hvor er det svært at holde det lange glid på skien i diagonalgangen. Men det gode er, at det går fremad.

Til tider synes jeg endda, at det går rigtig godt. En tilfredshed, der varer lige til der kommer en nordmand løbene forbi. Så kan jeg godt se, at jeg stadig ”går” på skiene. Jeg løber ikke.

Den største aha oplevelse har dog været at mærke, hvor stor betydning det har at ligge lige bagved en anden løber. Det giver samme effekt, som at ligge på hjul på landevejscyklen.

Svært at følge med – Det fandt jeg ud af, en af de dage, hvor vi var en lille flok, der tog på langtur. Efter et par timers løb gennem et fantastisk snelandskab begyndte jeg at hænge lidt og havde svært ved at følge med. De andre ventede pænt på mig, hver gang vi havde kæmpet os op over en bakke, eller skulle ned af en af sidesporene. Men pauserne var korte for mit vedkomne, for når jeg nåede frem til gruppen, var de som regel blevet godt kolde af at vente på mig, så vi fortsatte med det samme.

Klaus så, hvor jeg sled for at følge med og kom med et rigtig godt råd.

”Gitte, prøv at lægge dig helt op bag ved en af de andre løbere, og hold så hele tiden kort afstand. Det vil gøre det lettere for dig”.

At ligge på ”hjul” – Jeg gjorde, som han sagde. Løb lige i røven af de andre løbere og pludselig fik jeg fart på. Ind i mellem måtte jeg endda bremse lidt, for ikke at køre op på den foranliggende løbers ski. En afstand på fem-ti cm fungerede bedst. Lige så snart afstanden blev mere end en meter, kunne jeg mærke, at det hele igen begyndte at blive mere tungt.

Forklaringen kom Nis med.

”Der bliver dannet en tynd film af vand, når skien glider i sporet. Når du ligger lige bagved en anden skiløber, løber du på den vandfilm hans ski har skabt, og det er det, der får dine ski til at glide lidt lettere.”

Det gav god mening, og bedst af alt – det virkede. Men ud over vandfilmen, så betød det at ligge tæt også, at jeg hurtigt fandt ind i en god rytme, hvor der ikke var plads til tanker og bekymringer om, hvor vidt jeg nu kunne følge med, eller om det gjorde ondt et eller andet sted. Tankerne var fokuseret på at holde kort afstand og følge den foranliggende løbers bevægelser.

Desværre virkede teknikken kun på de lige stræk, og når det fik op ad bakke. Lige så snart det gik nedad, havde jeg atter svært ved at følge med. Dér mangler jeg stadig lige et fif til at kunne følge med og måske også lidt mod til at give los og stole på balancen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *