Mål for vintersæsonen

Planlægningen af vintersæsonen er i gang. Jeg skal have sat mig nogle mål for træningen og det betyder, at der skal foretages valg – og ikke mindst nogle fravalg. Det sidste er den største udfordring. Jeg vil nemlig gerne det hele.

De seneste år har træningen for vintersæsonen ligget lige for. Jeg har haft DM og VM i ergometer som mål. De ligger i slutningen af januar og midten af februar. Hvis stængerne har været til det, har jeg også deltaget i atletikforbundets Vinterturnering, som er en blanding af landevejs- og crossløb fordelt over vintermånederne.

Løb ikke en option lige nu. Og jeg den heldige indehaver af et deltagernummer til Vasaløb. Ambitionerne til Vasa er klar – det gælder om at få et så godt løb som muligt. Godt i den forstand, at jeg kommer igennem med en god oplevelse. Tiden har jeg ikke rigtig noget forhold til, eftersom jeg aldrig har deltaget i noget, der krævede mere end 3.5 times arbejde. Men jeg kunne da godt tænke mig, at det ikke kom til at gøre alt for ondt.

Vasaen afvikles i starten af marts – og det udelukker på sin vis min deltagelse i ergometer VM. Men så er der jo DM tilbage?

For og imod – Selve træningen mod ergometerkonkurrencerne og Vasa er så forskellige, at de i realiteten er uforenlige. Ergometerkonkurrencen foregår på 2000 meter. Vasaen på 90 km. Den første kræver styrke, kondition, hurtighed og eksplosiv træning. Den anden udholdenhed, kondition og god fedtforbrænding. Det betyder, at træningen mod ergometerkonkurrencerne hovedsageligt består af korte og hårde træningspas. Hvorimod træningen mod Vasa sigter på lange udholdenhedspas af timers varighed.

Tidsmæssig kan det måske godt gå op med lidt omhyggelig planlægning. Men de to former for træning konflikter i og med, at de begge kræver god tid til restitution. Desuden er skisporten ny for mig, så jeg bruger en del tid på tekniktræning.

På den anden side har træningen i ergometeret så mange fordele, at jeg ikke har lyst til at skippe den helt. Jeg kender simpelthen ikke andre former for træning, der er lige så effektiv i forhold til den tid, man investerer i den. Desuden gør den mig klar til sommersæsonen, når vi igen begynder at ro på vandet.

Midt i mellem – Efter grundige overvejelser ender jeg op med et kompromis. Sæsonens mål er DM i ergometerroning i slutningen af januar og Vasa i starten af marts. De halvanden måned, der ligger imellem dedikerer jeg til udholdenhedstræning og intervaller på skiene/rulleskiene.

Det giver mening og retning i træningen. Jeg kommer nok ikke til at ro ny PR i romaskinen i år – men kan jeg præstere på linje med forrige års tider, vil jeg også være godt tilfreds. Jeg vil koncentrere mig om at løbe nogle lange ture på rulleskiene, suppleret med intervaller i thoraxmaskinen en gang om ugen til at opbygge udholdenhed. Konditionstræningen kommer til at foregå i romaskinen.

Normalt træner jeg stort set hver dag i romaskinen i vintermånederne. Det bliver jeg nødt til at korte ned. Der kan ikke blive plads til meget mere end fire-fem ugentlige pas. Så må vi se, hvordan det kommer til at gå. Det skal nok blive en fest.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *