Lys i mørket

Fed pandelygte til 200 kr.1200 lumen pandelygte til ingen penge gør træningen til en leg på de mørke vinterdage.

Jeg er ikke en grejdame, der ynder at spendere alle mine lommepenge på sportsdimser. Så da jeg fandt en knald billig pandelampe på nettet, blev jeg begejstret. Sådan en har jeg nemlig ønsker mig længe.

Da den efter lang tids venten endelig kom med posten, pillede jeg straks raceren ned fra væggen, monterede lygten på cykelhjelmen og kørte nord på for at besøge stormesteren i undskyldninger. Det var dagen efter stormen Bodil, så Tine havde forsøgt at tale mig fra projektet.

”Der ligger alt muligt på cykelstien. Grene, sten og sand efter oversvømmelserne. Især ude ved Nivåbugten er det slemt. Og der er mørkt! Man kan ikke se en hånd for sig. Måske skal du bare tage toget herop?”, lød det insisterende fra Tine.

Men jeg var determineret. Lygten skulle afprøves – og ikke bare på en lille tur omkring storbyen. En tur langs Strandvejen i nattemørket ville være perfekt.

Tunnelsyn

Lygten har tre forskellige indstillingsmuligheder; et stærkt lys, et lidt svagere og så blinkende lys. Jeg valgte den svageste indstilling og trillede ud af Strandvejen.

Først da jeg kom forbi Hellerup og ud gennem Klampenborg, hvor cykelstien ikke længere bliver oplyst fra butiksvinduer, fik jeg det fulde udbytte af lygten. Og hold da op, hvor den kan lyse – Som et par billygter. 50 meter foran mig lå badet i lys. Gennem Nivåbugten nød jeg at suse gennem mørket gennem min selvskabte lystunnel. Det er en hel fantastisk følelse at køre i mørket på den måde – som at være pakket ind i en dyne. Skønt.

Batteritid

Lygten forbindes med et eksternt batteri, der er på størrelse med en bøtte Swix Blå. Den er let at have i baglommen eller inde på maven, hvis lygten f.eks. bruges på ski i ekstrem kulde (men lidt bøvlet med ledningen).

Min eneste anke til lygten er, at det er umuligt at se, hvor meget batteriet er opladet. Bag på selve lygten sidder en lille lampe, som indikerer batteristatus; lyser den grønt er den opladet. Lyser den gul, er der halvdelen af batteritiden tilbage. Lyser den rød, skal den oplades. Min lampe lyste grøn hele tiden for pludselig at gå ud. Og så er man på Herrens mark! Desuden er det jo lidt svært at se bagsiden af lygten, når den sidder monteret på toppen af ens cykelhjelm.

Min løsning på det problem er, at jeg sætter den til opladning, hver gang jeg har brugt den.

Lygten kan købes her.

5 tanker om "Lys i mørket"

  1. Hejsa, har også købt lygter, er lige kommet ind af døren. I skal lige være opmærksom på at der kan komme moms på. Jeg bestilte 2 og kunne derfor få gratis hurtigfragt. De blev fløjet ind fra Kina med DHL, det betød at jeg skulle betale moms og gebyr kr. 177,- for 2 lygter til 450 kr. Det ser ud til at hvis man valgte den langsomme fragt, så slap man.
    Det kan jo ændre regnestykket – nå pyt nu kommer der strøm på dem, så er alting godt.
    Vi ses derude i lygtens blændende skær.
    Ciao
    Søren

  2. Hej Anders,

    Ja – billige ting har en pris i form af andet end kroner 😉 Min lygte gik ud på vej hjem en aften på rulleski – så det blev til ti km i mørket – og jeg takkede netop guderne for, at det ikke var ude på en eller anden skiløjpe. Jeg havde trods alt gadelygterne at navigere efter.

    Og tak for roserne. Jeg er glad for, at du kan lide bloggen 🙂

    Venlige hilsner
    Gitte

  3. Hej Gitte,

    Jeg købte en nærmest identisk lygte men svagere lygte for flere år siden til at køre MTB med. Den koster jo kun en brøkdel af fx en Lupine. Den ligner det den er – billig og fra Kina, men den virker forsat glimrende!

    Jeg løb også de første mange kilometer af min hidtil korte langrendskarriere med den om aftenen i Gribskov. Da erfarede jeg også uden varsel hvad batteritiden er, og så er Gribskov altså MØRK. Men en fantastisk produkt til prisen – den skal du nok blive glad for!

    Tak for din i øvrigt interessante blog!

    Mvh
    Anders

  4. Troede egentlig, at du tidligere havde sløret Stormesterens identitet så ingen – absolut ingen kunne regne ud hvem det er 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *