Lykken findes i tykke lår og skrædderstilling

Fra en uge inden skinnen kom af - dengang var der fem cm forskel på højre og venstre ben.Næsten i mål med min genoptræning får jeg lige en reminder om vigtigheden af at holde fast i ydmygheden.

I torsdags havde jeg min sidste genoptræningsseance på det organiserede knæhold, jeg har fulgt de seneste 2,5 måneder. Det føles som en milepæl. Især fordi jeg har fået trænet så meget muskelmasse på det repareret ben, at der nu kun er 1,5 cm forskel i omkredsen på højre og venstre ben i omkredsen

Kilde til inspiration

På det hold, jeg har fulgt de seneste otte uger – knæholdet, mødte jeg en fyr, Jacob, der inspirerede mig rigtig meget. Det gør han sådan set stadig, selv om jeg givetvis ikke kommer til at se mere til ham.

Vi startede på nogenlunde samme tid. Jacob havde fået konstrueret sin menisk. Jeg havde fået nye sideledbånd. Vi havde det til fælles, at otte uger i benskinde havde gjort kål på en stor del af styrken og balancen. Og ingen af os kunne gå ned i knæ.

Grinende og gispende har vi ligget og stået side om side og trænet de indskrumpede muskler med bold, elastikker og vippebræt. I torsdags fortæller han mig så, at lægerne har besluttet at operere ham igen. Ikke én gang. Men to gange.

Tre operationer i rap

Først vil de tage nogle celler ud og rekonstruere Jacobs korsbånd. Derefter skal han gå med benet i skinne i seks uger. Derefter følger en periode med genoptræning for så om tre måneder at blive opereret igen. Denne gang vil de indsætte de celler, som de tager ud i første omgang, så de kan stimulere hans krop til at danne ny brusk.

Jacob har altså en udsigt til, at det næste år skal bruges på yderligere genoptræning af benet, derefter operation med efterfølgende hvile, som nedbryder muskelmassen. Den skal han genoptræne, så han er stærk inden sidste operation, der igen efterfølges af en periode med lang hvile og nedbrydning.

Med oprejst pande

Selv om jeg er fascineret af lægevidenskabens og dens kunnen mht. til at gendanne ødelagte knæ, så er jeg endnu mere imponeret af dette væsen, som står over for mig og fortæller om alt det her – med et stort smil på læben.

”Kom forbi og sig hej, Gitte, en dag, du er ude at løbe. Jeg er her helt sikkert, hvis du stikker hovedet indenfor,” siger han grinende.

Vi har snakket om at løbetræne i smug og øve forbudte hop. Om, hvor fantastisk det er, at kunne få pulsen op igen.

”Hvordan klarer du udsigten til så mange lange perioder med et liv på sofaen,” spørger jeg ham undrende.

”Sofaen!? Jeg får ikke lov til at ligge på sofaen. Jeg har tre små børn, så der er gang i den konstant.”

Jeg siger farvel til fysioterapeuten som har stået for min genoptræning, til de andre på holdet og til Jacob.

En heldig kartoffel

Imens jeg træder pedalerne rundt på cyklen på min vej videre ud i livet, let og ubesværet, tænker jeg på Jacob. Og på, hvor svært jeg synes, de to måneder i benskinnen var. Hvor frustrerende det har været i de efterfølgende måneder, fordi alting tog så pokkers lang tid. Hvordan jeg igen skulle lære at gå, så cykle og nu løbe.

Hvordan mon Jacob har det inderst inde – med tre børn og udsigt til endnu to runder, som den, jeg lige har været igennem?

Jeg smiler og beslutter mig for at være taknemmelig over, at jeg kunne nøjes med en runde, og over, at jeg stort set kan det meste igen. Nogen gange er man bare pokkers heldig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *