Langrend i de Schweiziske alper

Engadin maraton er et hetl utroligt smukt løb.En klistermødom blev taget og stagemusklerne udfordret ved årets sidste skiløb – Engadin maraton.

Høj sol og minusgrader, der i løbet af dagen ville gå over i plus og stige til omkring 15 grader, lød vejrudsigten, da vi satte snuden mod startområdet kl. 7 søndag morgen.

Jeg havde smurt mine ski med et lag universalklister. Klister og de seneste syv ugers træning i thoraxmaskinen skulle få mig gennem de kommende 42 km.

Flyvende start

Termometeret stod på minus ti grader og jeg rystede af kulde, mens jeg stod som en høne i et bur og ventede på at min start gik. Men stemningen var god og tiden gik hurtigt.

Vi havde flyvende start, så der var ikke det sædvanlige mas i startfeltet. Folk tog det forholdsvis roligt og afslappet. Ingen grund til at stresse. Den fastklipsede chip på løbenummeret registrerede de individuelle tider ved start, undervejs og i mål.

Jeg knoklede på, alt imens jeg nød stilheden, bjergene omkring mig og

Thorkil instruerer i, hvordan klister kommes på skiene.solen i mit ansigt. Det gjaldt om at komme så langt som muligt, inden solen for alvor fik magt  over sneen.

Efter et kvarter havde jeg gået varmen og ofrede mit halstørklæde til naturen.

Sneen føltes sej og jeg måtte arbejde hårdt for at komme frem. Hurtigt fortrød jeg, at jeg havde ladet mig overtale til at beholde min skijakke på af et par skikammerater. Sveden løb ned af ryggen på mig. I depotet drak jeg to glas varmt saft inden jeg zigzaggede mig gennem et hav af skiløbere, der ikke kender betydningen af at trække ind til siden.

Ny målsætning

Jeg nåede andet depot efter næsten to timer – noget senere, end jeg havde regnet med. Jeg skød en hvid pil efter at komme under de fire timer – sneen ville jo bare blive værre, jo længere op af dagen jeg kom. Men jeg var ligeglad. Udsigten var så smuk, at det opvejede alt.

Ruten går over tre store søer, hvor de Schweiziske alper troner op på hver side. Undervejs kommer løberne igennem små idylliske bjergbyer, hvor publikum hepper og rækker drikkelse ud til løberne.

”Heja heja Gitte. Is’t looking great!”, lød det flere gange.

Løbernes navne står printet på mave og ryg. Synligt for bagvedliggende løbere og for publikum. Det giver anledning til personlige hilsner, som alt andet lige giver ekstra energi til ben og til smilebåndet.

Et spørgsmål om stil

Engadin skimaraton er et løb i fri stil. Langt de fleste løber skøjt. Er du til klassisk stil og går med en drøm om placering, er det ikke her, den skal realiseres – med mindre, du går efter en sidsteplads.

Hvis du alligevel vælger klassisk stil, er belønningen til gengæld høj: Skarpe fine spor, som du stort set har for dig selv.

De steder, hvor jeg måtte dele sporene med andre, var dér, hvor passagerne snævrede ind – Før en bakke eller når vi skulle over broer og gennem smalle bygader. Nogle steder var der også trætte skøjteløbere, der søgte hvile i sporene. Men sammenlignet med f.eks. Vasa, var vejen foran mig stort set ødet – også selv om jeg startede i bagerste led.

Dårlig teknik og bedre glid

Nedkørslerne var dog en udfordring. Ikke fordi de er teknisk svære, men fordi løbet tiltrækker rigtig mange skientusiaster, der aldrig har lært at stå på ski. Det betyder, at der kommer skiløbere fra højre, venstre og på tværs ned ad bakkerne. Faktisk var det kun på bakkerne, jeg for alvor blev bekymret for min gennemførsel af løbet – jeg blev tacklet flere gange af vildtfarende løbere til fare for mig og mit udstyr. Heldigvis skete der ikke andet end jeg fik et par blå mærker med hjem som souvenirer.

Den sidste halvdel af løbet gik noget hurtigere end den første. Gliddet i skiene var perfekt. Til gengæld havde jeg ingen fæste. Man kan åbenbart ikke have det hele, tænkte jeg, mens jeg fes ned ad bakkerne som en kugle.

Det er sjældent, at man tænker ”Øv, det er snart slut,” når man løber ind på de sidste fem km af en maraton. Men det var præcis, hvad jeg tænkte, da jeg passeret et fem-km-til-mål-skilt.

God temning i målområdet

Og det var ikke fordi jeg ikke var træt. Det var jeg. Den sidste km foregik i små trip på stedet. Føret var umuligt og skiene glatte som ål og umulige at styre.

Bjergene, lyset og stemningen under hele løbet havde været helt fantastisk og foran mig lå målet. Badet i sol. Det var 3 timer og 41 minutter siden min start var gået. Nu ventede prikken over i’et – En kold øl i solen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *