Kunsten at sætte nye mål

Tidligere havde jeg mål som at gennemføre vasa, komme i finalen til regattaerne, i top ti til motionsløbene. Nu er målet at kunne lukke døren ud til toilettet.

Jeg er nu nået halvvejs i den tid, jeg skal gå med donjoy og på mærkværkværdig vis vokser udfordringen i takt med, at jeg bliver mere mobil. Det opererede ben skal stadig have ro, mens resten af kroppen er klar til at fortsætte sit vante liv.

Heldigvis har jeg fået anvist en rigtig god fysioterapeut. Hun er gået med til, at vi holder fokus på de ting, jeg må. Vi ikke snakker så meget om det, jeg ikke må. Det er nemlig min strategi gennem dette forløb. Fokus på de gode ting. Hvorfor hænge i, hvad jeg ikke kan?

”Du må gøre alt det, du har lyst til med det raske ben og resten af kroppen,” siger hun.

Den sætning har jeg gentaget for mig selv igen og igen lige siden operationen for nu fire uger siden. Lægerne sagde nemlig det samme. Derfor har jeg eksperimenteret med at lave armstrækkere på et ben, skovmandssquat på et ben, hoppe op af trapperne til 4. sal så hurtigt som muligt. Jeg har trænet flittigt i skimaskinen og er for nyligt også begyndt at ro lidt kajak i et kajakergometer.

Jublen over den rette vinkel

Efter en måned – i dag – bliver donjoyen låst op, så jeg kan begynde at bøje benet helt op til 90 grader. Det har jeg set frem til. Måske kunne jeg begynde at cykle – ikke på landevejscyklen, men bare stille og roligt, når jeg skulle rundt i byen?

Men nej – træerne vokser ikke ind i himlen. Man kan også blive for optimistisk, finder jeg ud af, da jeg begejstret fortæller fyssen, at fra nu af, bliver mit liv meget lettere.

”Du skal bruge 110 grader for at kunne cykle”, siger hun. ”Du må ikke cykle. Og du må kun gå det mest livsnødvendige på dit opererede ben.”

Et øjeblik overvejer jeg at bede hende om at definere ”livsnødvendigt”, men når at stoppe mig selv. Det er jo ikke for hendes egen skyld, at der er de her restriktioner.

Små mål

”Hvad er dine mål?”, spørger hun, da hun ser, at jeg er slået lidt ud over det med cyklen.

Jeg er blank. Ved ikke rigtig hvad hun mener. Efter lidt tavshed uddyber hun.

”Hvad har du sat dig som mål, at du vil kunne?

Billeder af mig på ski til Vasaløbet, deltagelse i de sidste sensommer-landevejsløb i sommercuppen på cyklen og DM i singlesculleren flyver over min indre nethinde. Men jeg siger det ikke højt.

”Hvad med om vi arbejder på, at du kan strække benet helt ud til næste gang du kommer? Og på, at du kan spænde vatus medialis”, foreslår hun og peger på det øverste af mit knæ så jeg ved, hvad hun mener.

Jeg forsøger at spænde musklen. Benet ligger bare der. Intet sker. Jeg prøver igen. Og igen. Efter 10-20 forsøg, flytter huden sig.

”Ja, sådan,” siger fyssen og smiler stort.

En lukket dør vil være lykken

På vejen hjem i bussen arbejder jeg mentalt på min målsætning. Jeg har fattet pointen. Man skal kravle før man kan gå.

Fra i dag af bliver det muligt at bøje benet lidt mere. Om en uge vil jeg gerne kunne lukke døren ud til badeværelset, når jeg er på toilettet. Jeg har nemlig et af de typiske små københavnertoiletter, hvor man nærmest skal bakke ind. Der er ikke meget benplads. I fire uger har jeg siddet på toilettet for åben dør. Det skal være slut nu.

 

En tanke om "Kunsten at sætte nye mål"

  1. Hej Gitte så fin skrevet og tak for deling og det er bare med at være taknemmelig for alt det man kan og de mål der er nået og giver også stof til tanke om at nogle gange presser man (jeg..) sig selv virkelig meget og at det er ok med små skridt;)
    God bedring til dig
    Kh dorthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *