Klubdragt og tilhørsforhold

Klubånd, kammeratskab og et godt fællesskab er ikke noget, man får ved at tvinge en uniform ned over hovedet på folk.

Hvad er det, der gør, at jeg med stolthed ifører mig én klubdragt, men må tvinges ned i en anden?

Spørgsmålet meldte sig, da en mail fra Københavns Skiklub landede i min indbakke, med en rundspørge:

”Skal vi have klubtøj?”

Ja!, var min umiddelbare reaktion. Selvfølgelig skal vi det. Det vil da være fedt, hvis vi kan signalere, at vi kommer fra samme klub, når vi deltager i alle mulige forskellige løb i Norge og Sverige om vinteren. Især ved de løb, hvor vi er en hel flok, der er taget derop sammen.

Den ærefulde trøje

Jeg kom til at tænke på Spartas blå klubtrøje. Den er der mange følelser forbundet med.

For det første tager jeg den kun på, når jeg er i rigtig god form. I perioder, hvor der lige har sneget sig et par kg mere på sidebenene, eller hvor konditionen er i bund, så foretrækker jeg at træne i et mere neutralt outfit. Ikke fordi jeg er flov over mig selv, men mere fordi jeg synes, jeg skal gøre mig værdig til at bære den blå trøje.

For det andet, så vækker trøjen respekt. Jeg har flere gange hørt bemærkningen, “Åh – dér kommer sparta – De er bare så hurtige”, når vi ankom til et løb i blåt. Og når jeg er ude og løbetræne for mig selv, hilser flere med et “Hej Sparta!”.

Hadebeklædningsgenstanden

Helt anderledes har jeg det med min rodragt. Den tager jeg udelukkende på til de konkurrencer, hvor der står i reglementet, at jeg skal have klubdragt på. Det vil sige af tvang.

Hvorfor denne forskel?

Jeg tror, det handler om to ting: Hvordan klubdragten bliver introduceret. Og om jeg føler mig tilpas i den.

Første gang jeg fik smidt en DSR-trikot i hovedet, var af en ro-træner med ordene; ”Jeg vil ikke se nogen DSR-roer på præmieskamlen uden klubdragt.”

Jeg var novice inden for rosporten. Det var et par dage inden konkurrence og jeg var nervøs. Karin, som jeg skulle ro sammen med, og jeg var mødtes i klubben for at lægge strategi. Vi var blevet enige om at ro i en DSR-trøje og et par shorts.

Tonen og ordene fik mig til at stejle. Automatisk svarede jeg: ”Jamen så må vi jo bare lade være med at vinde!”

For mig var den ikke længere. Ti vilde heste kunne ikke få mig ned i den beklædningsgenstand.

Ikke fordi jeg er blind for vigtigheden af at signalere, hvilken klub man kommer fra. Heller ikke fordi jeg mangler ”klubånd”. Jeg er skam rigtig glad for at repræsentere DSR ved forskellige regattaer. Men da jeg startede som roer, kviede jeg mig meget mod at iføre mig den kropssnære trikot. Jeg foretrak at ro i et par shorts og en T-shirt.

Kvindelig forfængelighed

Kald mig bare forfængelig, men DSR’s klubdragt gør, efter min mening, absolut intet godt for ens figur. Det er ligegyldigt om man er mand, kvinde, tung, let, høj, lav, har mave eller sixpack. Jeg har endnu til gode at se et menneske se godt ud i dén dragt. Det har noget med farven at gøre. Snittet. Og det faktum, at den er meget slim.

Lidt men godt

I dag har jeg lært at leve med den kropsnære beklædningsgenstand, som DSR’s klubdragt nu er. Men jeg bruger den udelukkende i de situationer, hvor det er påkrævet. Jeg kommer desværre nok aldrig til at opleve samme følelse af stolthed, når jeg kryber i den, som jeg gør, når jeg trækker i spartatrøjen.

Måske er det bare mig, der har det sådan? Måske er DSR-dragten simpelthen blevet introduceret forkert?

Jeg glæder mig til, at vi i Københavns Skiklub får ens klubtøj. Jeg håber, at det bare bliver en vest. På den måde vil vi få den fulde signalværdi, men samtidig også mulighed for selv at bestemme, hvad vi vil have på indenunder.

I øvrigt – vi kom på præmieskamlen dengang i tidernes morgen, Karin og jeg. Og træneren. ..ja, hun var med i båden som styrmand. I gummistøvler og uden trikot.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *