Klub 100+

Kirsten, Nis og jeg har succes med vores armbøjningsprojekt. I al fald så længe vi opererer med et succeskriterium, der går på, hvor mange armbøjninger, der bliver taget. Lægger vi det hele sammen, er vi efterhånden oppe på et par tusinde pushups.

Kigger vi derimod på den individuelle succes, er billedet knapt så flatterende. Vi sidder alle fast i træningsprogrammets ”uge 4”- En uge, Nis har døbt ”Hell Week”.

Godt fra start

Det gik ellers rigtig godt de to første uger. Vi nærmest sprudlede af selvtillid, hver gang vi sms’ede et ”Done” ud i vores lille netværk af armbøjningsentusiaster.

Kirsten havde dog et enkelt tilbageskridt, efter at have udført en test efter to ugers aktivitet. En test, der tilsyneladende er obligatorisk hver anden uge.

Testen går ud på, at du tager så mange armbøjninger du kan i streg. Derefter taster du resultatet ind i appen. Den giver dig så en tilbagemelding om, hvorvidt du kan fortsætte på dit nuværende niveau, eller om du skal rykke et niveau ned eller op.

Kirsten formåede at tage 22 bøj, og blev sendt et niveau ned. Jeg brillerede med 29 og fik lov til at fortsætte.

En dags tid følte jeg mig heldig. En følelse, der varede lige til jeg smugkiggede i ugens program – antallet af armbøjninger pr. pas ville stige eksplosivt fra nu af. Måske ville det være bedre, at gå et niveau ned og følges med Kirsten?

Rituelle armbøjninger

Hvis jeg følger programmet som appen foreskriver, bør jeg tage armbøjninger tre gange om ugen. Og der skal minimum gå en dag mellem, at jeg giver mig i kast med dem.

Søndage, onsdage og fredage har været de dage, der passer bedst ind i mine andre gøremål.

Når dagen oprinder, tager jeg en bestem træningstrøje på, som jeg har fået af min datter – den skal motivere mig i mit projekt. Smider sko og strømper. Flytter et par stole i stuen. Henter et glas vand, som jeg stiller på en af stolene lige i nærheden. Placerer en sofapude på gulvet lige foran knæene, mobiltelefonen til venstre for mig og gør mig parat.

Hvad er en god armbøjning?

At tage én ”god” armbøjning er let nok. Og efterhånden også tyve af slagsen. Men derefter begynder jeg at gradbøje definitionen på ”god”.

Er det bøjet i albueledet, der er afgørende?

Er det okay at stritte lidt mere med enden, når man har passeret de 25?

Hvad med benene – må de bøje lidt?

Skal kroppen være strakt og spændt som en planke, eller er det i orden, at hænge som et hængebugssvin?

Hensigten med sofapuden er at stoppe den form for diskussioner med mig selv. Puden er ikke speciel høj – men den er heller ikke flad som et liggeunderlag. Min definition på en god armbøjning er, at kroppen skal være spændt og ret som en planke, og jeg skal så dybt ned i bøjet, at mine lår støder på puden. Gør de det, tæller det bøj med i programmet.

I pauserne mellem træningens fem pas, hviler jeg knæene på puden.

Uge tre

På 2.dagen i uge tre runder jeg de 100 armbøjninger. Glæde og tilfredshed sidder i mundvigene. Med en sidste kraftanstrengelse giver Nis og Kirsten besked på smssen. Jeg kan knapt løfte mine arme.

Min besked høster stor applaus. Men ikke nok til at tilfredsstille mit ego, så jeg praler videre over for min Crossfit-ven, Thomas, på Facebook.

Han er nu ikke let at imponere.

”Hvorfor gør du det?”, er hans respons på min fortælling om, at jeg har taget hundrede armbøjninger. 100!  Altså hundrede som de 100 på hundredekronesedlerne.

”Fordi jeg kan,” svarer jeg og opgiver at høste ros fra den front. Han er vel vant til kvinder, der svinger sig i armene oppe under loftet i fitnesscentret, tænker jeg.

Klub hundrede
Kirsten er banket lidt tilbage efter at hun måtte rykke et niveau ned. Nis og jeg roser, hepper og kommer med opmuntrende ”tilråb” i cyberspace. Hun skal med i vores klub 100.

Langsomt nærmer hun sig det runde tal. Men hvad hun må mangle i armene, har hun til overflod i engagement. Så meget, at det smitter. Næsten dagligt skriver hun og fortæller nyt om folk, hun har fået med på vores projekt.

”Jeg har tre mænd i hytten her, som gerne vil starte på app’en i morgen. Kan du se programmet for den første uge og sende mig tallene? Marie har også læst din blog, og vil i gang. Vi har startet ringe i vandet”, skriver Kirsten glad fra en hytte i Norge.

Et billede popper op på min indre nethinde: Jeg forestiller mig en række af mennesker, der ligger som en slipstrøm efter hende og tager armbøjninger overalt hvor hun færdes – i klasselokalet, på fjeldet i Norge, og hvor hun nu har sine græsgange.

Hell week

I Danmark fortsætter alvoren. Jeg kæmper nu samme kamp som Nis med uge fire, hvor Nis har kæmpet en lang og brav kamp om at komme videre.

“AAARRGGG!!!!! 3.dag i uge 4. 130 var målet… Jeg døde i kamp ved 110 🙁 Hvad nu? Skal jeg tilbage i uge 4 igen eller urealistisk stile imod dag 1. i uge 5, hvor jeg skal tage 145 armbøjninger?”, lyder det opgivende fra Nis i cyberspace.

Efter en del diskussion frem og tilbage, bliver vi enige om, at der ikke er så meget andet at gøre, end at klø på og blive ved med at forsøge. Alternativt gå en uges tid tilbage i programmet og fortsætte derfra.

Min egen succes stopper i porten til uge fire. Som Nis, må jeg melde hus forbi og gentage programmet.

Kirsten er også strandet i programmet, men er optimistisk.

”Så længe vi fortsætter med at lave armbøjninger tre gange om ugen, så skal vi nok ende med at kunne lave 100 på én gang.”

Og det har hun nok ret i. Men det sker ikke på seks uger, som appen ellers implicit lover, i og med, at dens navn er ”100 pushups in 6 weeks”. Men måske på tolv uger? Nu må vi se.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *