Klar, parat …

Med bare fem dage til vasaløbet er det svært at tænke på så meget andet. Standartspørgsmålet fra venner og bekendte lyder:

”Nå, er du ved at være klar?”

Hvad svarer man til det? Jeg ved ikke, om man nogensinde føler sig sådan hundrede procent klar. Jeg har jo ikke prøvet det før.

Men jo – jeg er så klar, som jeg nu når at blive i denne omgang.

Forberedelse

Min mentale brændstofdunk er blevet fyldt op. Jeg har lavet en positivliste, og den ser således ud:

  • Jeg har trænet jævnt siden sommer. Mine ugentlige eskapader på rulleskiene tæller i gennemsnit 50 km siden efteråret.
  • Skiene er blevet luftet minimum en gang månedligt i vinterens løb.
  • Mandagsgymnastikken med Københavns Skiklub har gjort mig stærkere. Især lattermusklerne er blevet toptunet.
  • Aktiviteten i ”Klub 100+” har sat sine spor i form af veltrænede overarme.
  • Jeg frygter ikke længere nedkørsler – bliver man træt nok, overskygger gratis fart i skiene frygten for styrt.
Skyggen

Alt i alt glæder jeg mig. Til løbet. Og indrømmet – til på mandag. Jeg glæder mig til at kunne kigge tilbage på en forhåbentlig god oplevelse.

Frygten for at jeg ikke har stamina til at gennemføre, glemmer noget, knækker en stav eller på anden måde bliver nødt til at udgå, lurer nemlig også som en lille skygge et eller andet sted.

Jeg har forsøgt at skubbe den væk, men har kapituleret og indset, at frygten er en del af gamet, når man kaster sig ud i et eventyr som det her, hvor antallet af ukontrollerbare faktorer er uendelige.

Jeg sætter min lid til, at det hele nok skal gå. Og mest af alt er jeg indstillet på en hel dag i sneen, og at det bliver fedt.

Panikhandlinger

Så langt så godt. Alligevel vågnede jeg mandag morgen med en ubændig lyst til at fare ned i Nordic Sport og investere et par tusinde kroner i et par letvægtstave. Lysten rumsterede indtil mit rationelle overjeg fik sat en dæmper på den ide (Heldigvis åbner butikken først kl. 11.)

”Det er dit første vasaløb. Tag det nu roligt. Er det noget du har lyst til at kaste dig ud i igen til næste år, så kan du overveje at købe et par specielle letvægtstave. Ikke før. Du løb jo heller ikke din første maraton i letvægtssko, vel?!”, lød det fra overjeget.

Jeg resignerede. Dels fordi jeg er for nærig (fattig) til at kaste 2000 kr. efter et par skistave. Dels fordi overjeget har ret.

Fremtid som skistjerne
Ligegyldigt hvordan det kommer til at gå på søndag, har træningen op til været fornøjelig. Hvis jeg ser tilbage på min korte karriere som skistjerne, har den været sjov og fuld af blå mærker. Jeg har stadig meget at lære. Især på den tekniske side – men der skal jo også være noget for de mange træner i klubben at rette på til næste vinter, tænker jeg.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *