Kan vi lære noget af Taiwan?

Internationale fastfoodkæder overaltFedmeepedimien raser over hele kloden, også i Taiwan. Men her er fedmen knapt så synlig. Måske fordi det er lettere, at træffe de sunde valg?

Læser man overskrifterne i nyhederne, er fedmeepidemien også nået til Taiwan. Men i den uge, jeg har været her, har jeg set bemærkelsesværdigt få mennesker, der var overvægtige.

Så hvordan kan det være, at der findes så mange i Taiwan, der ikke er fede? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv gentagende gange i den forløbne uge, hvor jeg har rejst rundt i landet.

Det er nemlig ikke, fordi de ikke bliver fristet af vestlig tomme kalorier. Antallet af McDonald’s og KFC’er er mange. Faktisk udgør deres reklameskilte en ganske stor del af bybilledet og jeg tror, her er flere af den slags fastfoodsteder her i landet end f.eks. i Danmark.

Umiddelbart virker det heller ikke til, at det er fordi de spiser mindre. Måltiderne herude synes nemlig uendelige. Det er ikke unormalt, at der serveres op til ti retter ved hvert måltid. Og mange af dem er deep-fried ting.

Et enkelt måltid og hovedsageligt grønt

Efter, bogstaveligt talt, at have ædt mig gennem mine første fire dage herude, spurgte jeg min sidemand til et frokostselskab om, hvordan han undgik at blive fed af al den mad.

Forinden havde han fortalt mig, at de mange retter ikke kun var til ære for os gæster. I den kantine, hvor han spiste til dagligt, gjorde man det også, eftersom det var hel almindelig kutyme herude.

”Tricket er, kun at spise meget til frokost,” sagde han. ”Jeg spiser stort set intet til morgenmad og intet til aftensmad. Måske drikker jeg en kop te eller to. Men intet andet.”

Det lyder nogenlunde fornuftigt i mine ører. Især fordi måltidet ligger midt på dagen og ikke, som mit hovedmåltid gør, om aftenen.

Og selv om ti retter lyder uoverkommelig, udgør grøntsager en ganske stor del af et måltid herude – Dertil skal lægges, at mange af landets indbyggere er vegetarer. Måske er det ikke så svært at vælge den slanke linje?

Men hvad med snacks? De frister vel en taiwaneser lige så meget som en dansker?

Synd i små portioner

Måske er tricket, at gøre det sunde valg let?

Smagen af en appelsin eller en vandmelon her kan slet ikke sammenlignes med det, vi spiser på vores nordlige breddegrader. Frugt herude er fantastisk og udvalget er uendeligt.

Og måske er det derfor at der er boder med et væld af frugt ved stort set hver eneste gadehjørne. Pølseboder er dog næsten lige så almindelig – og velbesøgte. Men folk køber én pølse, hvor der typisk er stukket en træpind i, så pølsen ligner en ispind, og ikke en pølse med brød, ketchup og ristet løg, som derhjemme.

Jeg vil skyde på, at en pølse serveret på den asiatiske måde indeholder en fjerdel så mange kalorier, som en pølse med brød og det hele.

Og går man i supermarked i jagten på snacks, er der også her en forskel, der ikke er hel uvæsentlig. Nemlig pakkestørrelsen på chips, chokolade og andet slik.

De forhandles ikke i de gigantiske pakninger, som vi ser derhjemme. Her kan man købe en pose chips eller et stykke chokolade i pakker af 100 gram eller mindre, hvilket jo er mere end rigeligt til at tilfredsstille den søde/salte tand.

Lille og fiks er bedre end stor og doven

Derudover ligger der et kulturelt pres på de unge om at holde den slanke linje. Det er ikke okay at være stor og fed. Er du det, har du store problemer med at finde tøj, der passer, i modsætning til f.eks. nogle steder i USA, hvor det er lige omvendt.

Måske kunne vi lære noget af taiwaneserne, hvis vi virkelig ønskede at gøre noget ved fedmeproblematikken derhjemme? Ikke af dem, der er blevet ramt af fedmeepidemien, som os andre – men af dem, der har undgået den indtil nu?

Der er stadig masser af ting, vi kan gøre, så det bliver lettere for den enkelte at træffe det sunde valg, frem for det usunde. Lad os starte med at afskaffe salget af tomme kalorier pakket i ekstra store portioner. Det vil med sikkerhed gøre en forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *