Jeg løber, når jeg vil, hvor jeg vil

God form er et effektiv værn mod at føle sig sårbar og bange.

En skrøbelighed har sneget sig ind i mit sind, efter at jeg har mistet topformen. Pludselig oplever jeg, at en angst kommer krybene, når jeg er ude at løbe på særligt ødet steder. Sådan har jeg ikke haft det før.

Som løber har jeg altid foretrukket at løbe i skumle havneområder eller i naturen uden for den gængse besøgstid. Samtidig har det været lidt af et princip for mig ikke at undvige visse strækninger, bare fordi rygtet lød, at det var farligt at løbe lige netop der, når mørket havde sænket sig. Da DR i sin tid lå i Gyngemosen, løb jeg konsekvent gennem Utterslev Mose, når jeg skulle hjem fra arbejde efter fyraften kl. 21.30. Og da jeg i en periode boede i Bronx i USA, insisterede jeg på at løbe mine morgenture, på trods af adskillige advarsler. Jeg løber hvor jeg vil – når jeg vil.

Indrømmet – der har været enkelte gange, hvor jeg har følt mig truet. Men næsten hver gang har jeg tænkt;

”Jeg løber sgu bare fra dem”.

Sådan tænker jeg ikke længere.

Forandringen – Forleden aften tog jeg mig selv i at tænke lige omvendt på et stræk, hvor angsten slog følge med mig under en løbetur på Kastellet. Jeg ved ikke, hvad det var, der gjorde, at jeg begyndte at føle mig utryg – men pludselig tænkte jeg:

”Puh. Jeg vil ikke kunne løbe fra nogen som helst lige nu.”

Trætheden værkede i hele skroget. Jeg havde svært ved at få vejret og følte mig i det store hele bare i elendig form, og så var det, at angsten pludselig var der.

Den formåede nu ikke at skræmme mig så meget, at jeg fik benene på nakken – det havde jeg simpelthen ikke luft til.

For ikke at gå helt i panik, begyndte jeg at betragte følelsen lidt ude fra.  Jeg nåede frem til, at den der følelse af uovervindelighed tilsyneladende er knyttet til det at være i god form.

En lidt naiv konklusion i nogens ører måske – Jeg ved jo godt, at jeg ikke ”bare” kan løbe fra et eventuelt overfald, hvis jeg skulle være så uheldig at blive udset af en psykopat. At, hvis jeg bliver overrasket og er uforberedt, så vil jeg sandsynligvis ikke kunne gøre ret meget.

Men alligevel. Følelsen af uovervindelighed skal man ikke kimse af. Den giver en form for tryghed.

Målrettet indsats – Måske dukkede denne angst op med et budskab? En måde at undgå den på fremover er jo at vælge en oplyst rute at løbe på. At løbe sammen med nogle andre. Og så selvfølgelig at arbejde målrettet på, at få formen tilbage i kroppen.

Måden at indfri de tre ønsker på, kender jeg godt. Intervaltræningen med Sparta. Så det er da det, jeg gør. Jeg glæder mig allerede.

Publiceret første gang her på bloggen 9. feb, 2013 – og jeg er stadig i rimelig dårlig form, men ikke længere bange for at løbe i mørke 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *