Jagten på en puls

I vinter havde jeg et uheldigt styrt på langrendsski, hvor jeg kom galt af sted med mit knæ. Desværre er knæet blevet mere skadet, end hidtil antaget. Ledbåndet på indersiden af knæet er revet næsten over, hvilket sætter kraftig begrænsning på mine sportsaktiviteter. Altså nul løb. Nul roning. Men gerne cykling og moderat træning på rulleskiene – hvis jeg har en skinne på benet hele tiden.

Beskeden er nedslående, eftersom jeg elsker at løbe og ro. På den anden side byder de nye tider på en del interessante udfordringer.

Jeg bliver fri for dilemmaet, at skulle prioritere mellem at tage ud i skoven og løbe orienteringsløb eller snøre skistøvlerne og trille en tur på f.eks. det flotte Vestamager. De næste måneder vil være helliget sport, hvor jeg transporterer mig rundt på hjul af forskellige størrelse. Og det passer fint med mine planer om deltagelse i Vasaløbet til vinter.

Men inden vinteren for alvor melder sin ankomst, skal jeg have genoptrænet det skadede ben. Det har en fysioterapeut lagt en plan for.

Også det, er noget af en udfordring. I mit univers er der nemlig intet, der er kedeligere end vægttræning. I det hele taget er jeg ikke tilhænger af indendørs motion. Jeg foretrækker at tumle rundt unde under blå himmel.

For at stå de kommende måneder igennem med humøret og motivationen intakt, har jeg brug for en positivliste.

Nye rutiner – I de seneste år har jeg af flere omgange forsøgt at få indarbejdet en rutine med supplerende vægttræning. Jeg ved jo godt, at det er skadesforebyggende for både løbere og roere. Vægttræningen er også nødvendigt, hvis jeg vil forebygge den degenerering af muskler og knogler, der sker med stigende alder. Jeg er jo ingen årsunge længere. Men som sagt; det er aldrig lykkedes mig at få det ind som en fast rutine. Lige så snart foråret nærmer sig, glemmer jeg alt om vægte og tonser derudaf.

Nu træner jeg i et træningscenter tre gange om ugen. Træningsfaciliteterne ligger i forlængelse med den fysioterapiklinik, hvor jeg får råd og vejledning. Det betyder, at jeg ofte møder den fysioterapeut, der har lagt træningsprogrammet for mig. Når jeg møder ham, piber jeg lidt over, at programmet er kedeligt og ensformigt. Og hver gang replicerer han med stor tålmodighed: ”Hvis du gerne vil tilbage til løbet og roningen, så er det dét, der skal til.” Hvilket får mig til at nikke ydmygt og slide videre med vægtene.

Pulsjunkie – Jeg savner konditionstræningen. Løbet har altid været min primære måde at holde konditionen høj på. Efterhånden er jeg også blevet så teknisk god, at jeg kan presse mig i roningen. Men de to ting er ikke mulige lige nu. Det får mig til at føle mig som en pulsjunkie, på jagt efter det store sus med alternative aktiviteter.

Min makspuls ligger omkring 200. Når jeg løber – f.eks. intervaller eller til sidst i et motionsløb, kan jeg presse den op på 197 pulsslag/min. Det samme kan jeg i en romaskine. Men på cykel og rulleski kan jeg ikke få den meget op over 130. Teknikken mangler til at jeg kan give en fuld spade og få sved på panden. Det er derfor blevet et mål for efterårssæsonen – At blive i stand til at løbe så hurtigt på skiene, at jeg kan få pulsen op i rød zone.

Dobbelt så stærk – Fysioterapeuten har målt omkredsen af mine ben. Lige over knæet og lidt længere oppe på selve låret. Det er skræmmende så stor forskel der er opstået, fordi jeg har kompenseret for det skadede ben.

”Du har faktisk løbet, roet, cyklet med dit højre ben. Og når du står, lægger du sikkert også mest vægten på dit højre ben,” sagde han, da han forklarede mig grunden til at der var tre cm forskel på omkredsen af de to ben.

Det lyder vildt i mine ører. Foråret har budt på både gode løbetider og fine resultater inden for roningen og på cyklen, så hvad kan det ikke blive til, når jeg er lige stærk i begge ben?

Det skal helt klart på positivlisten!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *