I frit fald

Henrik og jeg er nået til anden instruktion i vejen mod at få vores sikringskursus. Dagens udfordring er faldøvelser. Det betyder, at vi skal kravle op på væggen og lade os falde. Den person, der står på gulvet og sikre, skal så ”gribe” en i rebet.

Øvelsens formål er, dels at vise, at man faktisk er sikret, mens man klatrer og dermed indgyde klatren mere tryghed, dels at vise den person, der står og sikre, hvor stort et ryk det giver, hvis den der klatrer, mister grebet og falder.

Alfa omega er selvfølgelig, at personen, der sikrer, holder rigtigt på rebet – hele tiden, og ikke slipper taget, når der eksempelvis gives reb, når klatren er på vej op over det punkt, hvor rebet senest er klippen ind i en karabin på væggen.

Jeg er første mand på væggen – Efter at jeg er kravlet omkring ti meter op, råber instruktøren til mig, at jeg skal lade mig falde.

Det kan jeg ikke. Min krop nægter at adlyde instruktørens ordrer. I stedet holder jeg mere fast i grebene end nogen sinde. Min puls stiger. Instruktøren gentager:

”Gitte, du kan godt give slip. Vi har dig”.

Intet sker. Jeg forsøger at slippe grebet, men jeg kan ikke. Tiden går. Jeg fornemmer utålmodigheden hos Henrik og instruktøren. De forsøger venligt og pædagogisk at få mig til at slippe, men uden held.

Jeg overvejer at kravle ned igen. Men så får jeg jo ikke mit kursusbevis, og det vil jeg simpelthen have. Eller vil jeg? Egentlig husker jeg ikke, hvorfor det er så pokkers vigtigt for mig at få dette bevis. Åh jo. Det er nødvendigt, hvis jeg vil klatre. Men vil jeg virkelig det? I situationen kan jeg ikke finde en eneste fornuftig grund til at fortsætte. Det er da latterligt at kravle op og ned af en 12 meter høj mur indendørs i en hal! Hvad har jeg egentlig gang i?

Jeg kigger ned. Der er langt! Rund om mig er der flere klatre, der kravler ubesværet rundt. Både på væggene og under loftet. Hvordan i alverden bærer de sig ad?

”Gitte, er du okay?” lyder det nedefra.

”Ja. Giv mig bare lidt tid. Jeg skal nok komme”, svarer jeg.

Jeg falder vel ned på et tidspunkt, tænker jeg, da jeg mærker mine fingre blive glatte af sved. Syren værker i mine arme. Hjertet er blevet lidt mere roligt. Jeg slipper.

Jeg styrter mod gulvet – Men kun et par meter, inden jeg mærker et ryk i klatreselen. Så hænger jeg der og føler mig lidt fjollet. Det var jo ingenting. Jeg griner lidt forlegent, mens Henrik firer mig ned på gulvet. Så er det hans tur.

Også han har problemer med at give slip. Men han gør det noget hurtigere end jeg. Eller måske føles det bare sådan? På mange måder går tiden både rasende hurtigt og uendelig langsomt, mens man er på vej op ad væggen. Det er en mental rutsjetur at klatre. Det kan gå legende let et par meter, for derefter at blive en kamp mod højdeskrækken. Men måske er det bare begyndernerver?

Henrik er fattet men noget bleg, da han har overstået faldøvelsen med bravur. Jeg føler et snert af dårlig samvittighed over at have lokket ham med til det her, mens jeg hurtig sørger for at få booket en ny klatreaftale med ham og instruktøren, inden Henrik når at tænke for meget over det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *