Hvad er normalt?

Antallet af maratondeltagere satte rekord i år.Ivrige motionister udfordrer normalbegrebet og det bryder vi os ikke om.

En læser har kritiseret mig for blot at fare i flint over den omsiggribende tendens til at klistre lidet personlighedsmærkater og psykiske lidelser på ivrige motionister. Hun opfordrer mig i stedet til at dissekere årsagerne, der ligger til grund for den slags adfærd.

Og hun har ret. Det er nemlig et interessant spørgsmål. For hvordan kan noget, der skaber glæde og endda samtidigt er sundt, skabe så meget modstand?

Et spørgsmål om ordvalg

Jeg kunne jo starte med at ringe til ”P1-Ordet er dit” og spørge programmets vært, Henrik Michaelsen om, hvorfor han konsekvent kaldte supermotionister og fittnesudøvere for ekstremmotionister og fitness-fetichister, da programmet forleden dag havde motionisme på programmet.

Ordvalget taler nemlig for sig selv. Vinklen er sat – et nyt fænomen er identificeret: Med den stigende interesse for bl.a. maratonløb og Ironman er nutidens motionister implicit mennesker, der er ude på et overdrev. Færdig. Bum.

Den slags skarpvinkling ser man ofte inden for journalistikken. Det kan jeg for så vidt godt leve med. Som journalist kender jeg jo alle argumenterne for at sætte tingene på spidsen. Ingen gider at lytte til et program, hvor nuancerne er for mange og alle kommer til orde.

Jagten på lykken

Til gengæld bliver jeg lidt træt i koderne, når værten interviewer en erhvervspsykolog, der udtaler sig om, hvor farlig denne motionsbølge er – den stresser rigtig mange. Folk går ned med flaget i et forsøg på at leve op til det præstationshelvede, det er blevet, at gennemføre en Ironman eller et maraton, lyder det.

Helt konkret er problemet, at motion stimulerer udskillelsen af de samme stoffer, hjernen frigiver, når vi er forelskede og som får os til at føle os lykkelige, forklarer erhvervs-psykologen.  Og normalt får vi den slags behov tilfredsstilledet gennem kæreste og familie, men nu vil folk hellere løbe omring Søerne.

Hm….

Måske illustrerer lige netop det udsagt problemets kerne? Vi bryder os nemlig ikke om folk, der gør tingene på andre måder end os selv. Og hvis folk vitterlig løber, i stedet for at være sammen med familien eller fixer morfin, i jagten på lidt lykke, så er verden da af lave.

Dem og os-mekanismen

De samme mekanismer spiller ind på mikroplan i visse motionsmiljøer. Tag f.eks. cykelmiljøet, hvor der kører en evindelig diskussion om, hvorvidt landevejsryttere eller triatleter er de mest rigtige cykelryttere? Eller hvornår man er vaskeægte ironman? Når man gennemfører distancen på 15- eller 10 timer?

Måske er behovet for at pege ”de andre ud” og bekrige dem (i det her tilfælde med lidet flatterende superlativer) et af menneskets fundamentale grundtræk? Det er jo ikke uden grund, at William Goldings ”Fluerenes herrer” fra 1954 er blevet en klassiker.

Vi kan definitivt ikke lide, at folk tager en adfærd til sig og former den til noget andet. Vi opfatter dem som intrudere. Vil du være en af os, så gør som os! Selv inden for dyreriget hersker den form for orden. Er du fremmede og lugter anderledes, bliver du slået ihjel!

Egen navle

Efter at jeg havde postet mit blogindlæg forleden dag, tænkte jeg faktisk lidt over min egen reaktion over for folk, der irriterede mig. På, hvad der konkret kunne vække min irritation og hvorfor.

Jeg kom i tanke om en specifik venindesammenkomst, hvor jeg blev frygtelig irriteret på en af mine veninders veninde. Selv om det nu er flere år siden, gengiver jeg stadig hendes udsagt med forvrænget stemme og en vis ironi, når jeg genfortæller situationen omkring en skål fyldt chokolade.

Efter at have nippet til et halvt stykke chokolade udbrød hun nemlig; ”Jeg behøver kun ét stykke chokolade, så har jeg fået nok. Jeg har simpelthen ikke lyst til mere!”. Kvinden var mynde slank. Vi andre fem sad med former og munden fuld – vi havde nok fornøjet os med 6-8 stykker chokolade– mindst, og var absolut ikke slukket for lyst. Hold op, hvor jeg syntes mynden var en idiot!

Men hvorfor?

Fordi hendes ord på en eller anden måde ramte mig. Hun besad en egenkontrol, som jeg ikke gjorde. Fint for hende, tænker jeg nu, hvor jeg er bevidst om min reaktion – men i stedet for at spørge nysgerrigt ind til hendes måde at tackle den fristende chokolade på, kategoriserede jeg hende dengang som værende idiot. Og jeg var ikke alene om at tænke sådan. På et split sekund var der opstået et usynligt fællesskab mellem mig og de øvrige chokoladehungrende kvinder i selskabet. Et fællesskab, der bl.a. havde den egenskab, at det stivede mit selvværd lidt af – Det var sgu okay ikke at kunne styre sin chokoladetrang. Man skal ikke undervurdere den sociale dynamik i en gruppe!

Nysgerrighed istedet for fordomme

Jeg tænker, at det må være det samme, der sker i underbevidstheden hos mange af dem, der i dag anser denne motionsbølge som værende drevet af egoisme, narcisisme og idioti. I deres optik er vi simpelthen for mærkelige – bl.a. fordi vi bruger vores tid og penge på noget, de aldrig selv ville gøre.

Det er helt fint at stille spørgsmålstegn ved noget, der skiller sig ud fra mængden. Dog jeg ville ønske, at det skete med et åben sind og en oprigtig nysgerrighed. I hvert fald bør vi nok vælge vores ord med omhu, hvis “de andre” absolut skal sættes i bås.

 

2 tanker om "Hvad er normalt?"

  1. Det er meget interessant.

    Både det med at sætte nedladende ord på andre mennesker, punktet om, hvornår man er rigtig (jeg har fx lige fået at vide af en, der ikke selv dyrker motion, at jeg ikke er en rigtig “triatlet”, fordi jeg vælger maks. OL-distancen og ikke ironman!!), men især den med chokoladeskålen. Uhh, den sved – og det har jeg for længe siden måttet konstatere, at det netop er den mekanisme, der ofte sker inde i mig selv. Ikke sådan at forstå, at jeg synes, at vi alle skal være kontrollerede og kun spise et stykke chokolade. Vi skal alle engang imellem svælge os i megameget chokolade. Men ikke for ofte ……

    Nå, så det er forfærdeligt, at nogle mennesker stresser over, at de ikke får lavet en ironman? Hvad er det så, de vil have? At vi alle sammen sidder derhjemme og bliver syge af at røre os for lidt, blive i dårligt humør, fordi tarmen sætter ud? Motion giver jo netop energi til endnu mere, til at være endnu mere i overskud, når vi er sammen med andre mennesker (og så er det også sundt).

    Ja, ja, jeg skal nok stoppe nu 🙂 Tak for et godt indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *