Hård træning krydret med luksus

Jonas Thor Olsen står for undervisning i stageteknik.Skodsborg Spa & Fitness går sammen med OL- atleten Jonas Thor Olsen og tilbyder træning med fokus på langrendsløb. 

Søger du nye udfordringer til at få sved på panden og er samtidig lidt af et luksusdyr, kan rulleski måske være noget for dig. Efter sommerferien tilbyder Skodsborg Spa og Fitness nemlig en kombipakke af rulleski og efterfølgende spa. Træningen vil blive varetaget af den danske OL langrendsløber Jonas Thor Olsen.

Konceptet blev afprøvet på 25 entusiastiske rulleskiløbere Grundlovsdag. Jonas Thor Olsen stillede sine kompetencer til rådighed og høvlede os igennem halvanden times tekniktræning på ”en lille bakke”.

Vasatræning

Hovedparten af dem, der løber på rulleski her i Danmark, gør det, fordi de har vasaløbet i kikkerten. Og har man det, er det en rigtig god investering at lære at stage, fik vi at vide. Vasastrækningen er nemlig flad som en pandekage. Og kan du stage, betyder det ikke så meget, hvis smøringen glipper.

Høj kadence

Det er især en god ide at lære at variere tempoet i sin stageteknik.

”Bakken skal løbes, som hvis du sidder på en cykel”, lød det igen og igen. Er det fladt, stages der med relativ lav kadence, men når det går op, øges kadencen og tagene bliver korte og hurtige. Som på en cykel, hvor du skifter til et let gear og øger kadencen.”

Jonas Thor Olsen viser hvordan. Han er helt oppe på tåspidserne før hvert stagetag og hans krop bevæger sig op og ned – hurtigt som nålen på en symaskine. Det ser legende let ud. Det er det ikke!

”Det handler om at finde et flow. Om at få teknikken til at sidde i kroppen. Når den gør det, så kan enhver stage op af selv bakker, der er større end dem her omkring Skodsborg. Man behøver ikke at være et muskelbundt for at komme op”, siger Jonas Thor Olsen.

Tip fra OL atleten

Efter træningen er der foredrag, grønsagsjuice og sandwich i orangeriet.

Jonas Thor Olsen viste os et typisk træningsforløb over en sæson for en eliteløber (hans egen). Uanset tid på året, indeholder den en masse mængdetræning. Det er en af fordelene ved rul/langrend. Det belaster ikke på samme måde som mange andre sportsgrene. Derfor kan man fornøje sig med rigtig meget af den uden at blive skadet. Pointen er, at selv om det er sommer, kan man sagtens træne mod et langrendsløb til vinter. Og man behøver ikke at tilhøre eliten for at gå i gang allerede nu.

Ud over rulleskiløb, tæller cykling, løb, klatring, kajak m.m. med i regnskabet. Det vigtigste er, at kroppen bliver vant til at arbejde over længere tid af gangen.

Vægttræning er også et must. Mave, ryg, skuldre og arme bør have en omgang i fitnesscentret. To gange om ugen, i et kvarters tid, kan de fleste nok finde tid til, lyder det.

Ren afslapning

Efter små tre timer er det slut med høj puls, sved og gode råd. Det tid til en anden type forkælelse af kroppen. Spa og sauna venter.

Alt i alt et rigtigt godt arrangement, som vil blive gentaget lidt senere på sommeren, lover Jonas Thor Olsen. Næste gang bliver det med fokus på vægttræningen af de muskelgrupper, vi har så hårdt brug for, når vi løber langrend.

Jeg glæder mig allerede.

En tanke om "Hård træning krydret med luksus"

  1. Pingback: “Hård træning krydret med luksus” | Kurhotel Skodsborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *