Hårdeste træning – nogensinde!

Bakkeløb med stave

Hvad er den ultimative træningsudfordring for konditionen?

For en uges tid siden ville mit bud lyde på ergometerroning – og helst i konkurrencetempo på 2000 meter distancen. Men jeg tog fejl! Der findes noget, der er mere krævende end roning. Noget, der overgår langrendsløb, intervaller i thoraxtraineren og bakketræning i løbeskoene. Nemlig ”elghufs”.

Og hvad er så det, spørger du måske?

Elghufs er et norsk udtryk for langrendsløb uden sne og langrendsski. En form for springende stavgang på skovstier men uden at løfte fødderne for meget over jorden.

Teknikken udføres med skistave, der er noget kortere end de skistave du ellers løber med på rulleski eller i sneen på langrendsskiene. De skal nå dig til armhulerne og være ca. 15 cm kortere end dine snestave.

Teknikken kræver øvelse

Selve teknikken skal øves lidt før det føles rigtigt. Og det er lettere at løbe elghufts på stier, der går opad end på lige landevej. Du skal løbe med lange skridt, lande på forfoden og sætte godt af, når du skifter fod. Brug armene og stavene til at få mere kraft i bevægelsen op- og fremad. Efter et par minutter vil det føles som om at hjertet er på vej ud af halsen på dig, så prøv at tage det lidt roligt de første par gange.

På videofilmen kan du se, hvordan du udfører teknikken korrekt.

 

Læg forsigtigt ud

Er det første gang du giver dig i kast med denne form for bakketræning, er det en god ide at prøve med få intervaller i starten og mærke efter, hvordan kroppen reagerer på det i dagene efter elghufs-træningen.

Jeg lagde ud med 6 x opad en relativ kort (ca. 200 meter) men stejl bakke og syntes egentlig godt, at jeg kunne tage nogle flere. Dagen efter var jeg dog træt i den øverste del af lårmusklerne og i ballerne og var glad for, at jeg havde stoppet i tide.

Ud over at elghufs er fantastisk til at booste konditionen, får du også indøvet en eksplosivitet i din diagonalgang, som du kan overføre, når du løber på ski/rulleski. Og det er hele pointen med at lave denne øvelse.

Og sidst men ikke mindst – husk opvarmning og smil til skovens andre gæster, der kigger på dig, som om du er en tosse.

God fornøjelse!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *