Fælles mål – forskellig vej dertil

Der er gået to måneder, hvor Kirsten, Nis og jeg har dystet, opmuntret og hånet hinanden gennem et app-styret træningsprogram, der skulle gøre os i stand til at udføre 100 armstrækkere i streg. Appen hedder ”100 pushups in six weeks”.

Man behøver ikke et marinblåt bånd på studenterhuen for at regne ud, at vi for længst burde være nået i mål. Det er vi langt fra. Vi hænger alle tre fast forskellige steder i app-programmets sidste tredjedel.

Eller hænger og hænger. Det sjove er, at vores måde at tackle udfordringen på, er meget forskellig. Det blev tydeligt for mig, da vi mødtes en lørdag eftermiddag for et par uger siden til en omgang fællesbøj.

Fælles bøj

Jeg havde været omkring Fortunen på rulleski og slog et smut ind forbi Kirsten på vejen hjem som aftalt. Nis kom rullende fra Lyngby.

Efter lidt hyggesnak forsøgte vi at finde frem til, hvordan vi skulle afvikle vores individuelle programmer, og samtidig hjælpe hinanden bedst muligt gennem dem.

Vi kunne udføre armstrækkerne synkront – men eftersom vi ikke var samme sted i appen, havde vi heller ikke lige lang pause. Antallet af bøj var heller ikke ens.

Var det en ide, at starte samtidig?

”Det er ikke en god ide. Så kommer jeg bare til at følge jeres rytme,” argumenterede Nis.

”Hvis vi gør dem en ad gangen, så en bøjer og to hepper, kommer det til at tage hele eftermiddagen,” konstaterede jeg tørt.

Løsningen blev, at tage dem lidt forskudt.

Lige ved og næsten
Nis lagde ud. Da han var godt igennem dagens tredje pas (ud af fem) på 28 armstrækkere og gik i gang med pausen på to minutter, gik jeg i gang med mine 25 med efterfølgende et minuts pause. Kirsten heppede på os begge. Da Nis var færdig, gik Kirsten i gang. På den måde sikrede vi, at der hele tiden var en mand i overskud til at heppe på de to andre.

Og det gik godt. Kirsten fuldførte sit program til UG. Nis og jeg måtte give op i det sidste sæt, inden vi nåede det antal, som appen foreskrev.

”Øv! Lige ved og næsten. Det er et hårdt sted at hænge fast. Med kun et minuts pause,” sagde jeg.

Med et suk slettede jeg dagens program fra loggen, der registrerede antallet af bøj, så appen ikke gik videre til næste træningsdag i programmet. Det var tredje gang, jeg strandede på det samme sted.

Nis rettede antallet af bøj i dagens program, og trykkede på ”gem”.

”Hvorfor går du ikke bare videre i programmet eller tager lidt længere pauser. Det gør jeg,” fortalte Kirsten.

”Jeg går ikke så meget op i, hvor lange pauserne er. Så længe, jeg får lavet de antal bøj, der står i dagens program, er jeg glad,” meddelte hun.

Nis fulgte op.

”For mig er det en succes, hver gang jeg overhovedet får lavet mine armbøjninger.”

Forskellig succeskriterier

Det gav mig noget at tænke over. Jeg havde meget svært ved at acceptere den tolkning af dagens dont. At det skulle være en succes at mangle fem armbøjninger? At være SÅ tæt på at have gennemført og så alligevel ikke have kræfter til de sidste? Hvordan i alverden kunne det være en succes?

”Gitte, for to måneder siden kunne vi udføre under tyve armbøjninger i rap. Og nu laver vi rask væk over 30 i streg og endda mere end hundrede på en dag. Det er sgu da en succes, ” mente Kirsten.

Vinklet på den måde, var det svært at finde modargumenter. Jeg havde trods alt formået at tage 135 armbøjninger.

”Men hvordan går I ind i appen og retter på antallet af armbøjninger?”

Nis viste mig hvordan. Jeg rettede dagens pas og trykkede på gem. Appen viste næste træningsomgang. ”160 armstrækkere, fordelt på 5 pas, med to minutters pause imellem”.

”Wauw. To minutters pause. Det er da til at overkomme”, tænkte jeg.

Succes på mange niveauer
Ugen efter går jeg i gang med programmet. Jeg klarer de første 29 i fin stil. Også de næste 33. Og de efterfølgende 29. Men så giver jeg pludselig op.

”Det er jo snyd”, tænker jeg.

Selv om det lykkedes mig at udføre de 160 bøj, så vil jeg ikke være tilfreds. Jeg ved jo, at det er pauserne, der får mig igennem, og den tanke huer mig ikke.

Jeg gennemgår de to andres argumenter i hovedet, mens jeg forsøger at overtale mig selv til at fortsætte, da mobilen giver biplyd fra sig, der indikerer, at nu er pausen slut.

Det er jo fint, at de har en anden holdning til succeskriterierne, når jeg frem til. Og det er jo et sjovt projekt, der på mange måder er en succes. Det var faktisk lykkedes Kirsten og mig at få Nis til at lave armstrækkere i et fly på vej over Atlanterhavet. Kirsten havde fået sin folkeskoleklasse med på projektet. Og mange i min omgangskreds ligger nu i blod, sved og tårer og laver armstrækkere. Men for mig dur det ikke at gå videre.

Jeg vil knageme se, om jeg kan gennemføre det program, appen foreskriver. Jeg sletter de sidste to dages aktiviteter. Jeg er tilbage ved dag to i uge fire. For fjerde gang. Glad og tilfreds. En erfaring rigere på, hvordan min psyke er skruet sammen. Og er det  i virkeligheden ikke det, meget sport handler om?

2 tanker om "Fælles mål – forskellig vej dertil"

  1. Ja, vi har så sandelig forskellige måder at komme videre i programmet på Gitte – men fælles for os to er altså, at ingen af os går videre i programmet før det er helt rigtig gennemført! Når jeg har forlænget mine pauser, har jeg gentaget dagens program og stille og roligt skåret ned på pauserne indtil både pauser og antal armbøjninger var korrekte.

    Nu har jeg så prøvet den anden vej, hvor jeg holder mig til pauserne, men så ikke kan tage alle armbøjningerne – og det er mega demotiverende for mig. Pludselig stopper jeg, når jeg ikke kan lave flere bøj og er vildt utilfreds med mig selv! Jeg må tilbage til de forlængede pauser og korrekte antal bøj HVER gang…min nye mål er 50 bøj i streg i stedet for de 100 – så er jeg tilfreds!

    Mine overarme er vokset eksplosivt – og flere bluser er snart for små – så jeg frygter, hvordan min overarme snart kan forveksles med en bodybuilder mands – og det kan vel aldrig blive et mål! Men farvel til mormorarme – og goddag til respekt fra mine drengeelever:-)

    • Det er netop min pointe – at finde sin egen måde at nå frem til målet på – med tanke på, at det er vejen derhen, der skal være sjov og givende – og egentlig ikke så meget målet i sig selv. Det skal nok komme 🙂

      Måske skal vi droppe de dersens vidunderlige sukker-lakridsmandler ved træningssamling fremover – så voker overarmene ikke så eksplosivt 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *