En uge som skibums

Med varmeblæseren på fuld skrue og radioen indstillet på en eller anden ukendt radiostation, er jeg på vej op i Nordsjælland.

Ud af højtalerne strømmer Chris Rea’s ”Driving Home for Christmas”. Jeg skråler med. Mine ski spærre udsynet i bagspejlet og leder tankerne til min taske, som ligger i bagagerummet – Huskede jeg nu Swix Violet Extra? Og hvad med smøreklodsen?

Mit mål er Gribskov – I dagens anledning har jeg lånt min fars bil. Jeg havde et morgenmøde i Helsingør, og tænkte, at Gribskov lå lige i nærheden, så jeg ville slå et smut omkring og prøve sporene i skoven. Og hvornår bliver man i øvrigt for gammel til at låne fars bil?

Jeg føler mig som en skibums. Hele ugen har stået i skiløbets tegn. I weekenden kommer varmen, så det gælder om at komme ud mens tid er, har jeg tænkt. Når folk har ringet for at lave aftaler, har jeg holdt dem hen. ”Nja…kan vi tales ved, når vi når så langt?” Med mindre, det har været nogle af mine venner, der er bid af sneen som jeg, der har ringet. Så har jeg stået klar ved døren som en anden hund, der skal ud og luftes.

Dyrehaven havde allerede tirsdag morgen lagt jord til årets første tur på langrendsskiene. Københavns Skiklub havde kørt otte km løjpe op ude på golfbanen ved Rådvad og et transportspor fra Klampenborg Port. Og sporene skulle være perfekte tirsdag morgen, havde jeg fået at vide af Jesper fra Nordic Sport om mandagen.

”Jeg tager op i aften efter arbejde og kører sporene op igen. Det har fyget en del, men frosten i nat vil gøre dem perfekte til i morgen tidlig”.

Græstotter tittede op hist og pist, men der var momenter af ren fryd, da jeg først var kommet ud til Golfbanen. Solen brød frem bag skyerne i korte intervaller. Foran mig dryssede en flok siggahjorte. De ødelagde sporet, men i tankerne tilgav jeg dem.

Jeg forsøgte at hanke op i den teknik, jeg havde lært på teknikkurset i Norge i sidste uge. ”Knæet frem – skiene må ikke klapre, når du løber diagonalgang”. Havde det lydt fra instruktøren Jakob Ghisler. Jeg koncentrerede mig om mine knæ, men mine ski klappede stadig. Irriterende.

Pludselig kom en skiløber ræsende bagfra.

”Bøj benene, Gitte!” Det var Jakob, der også var ude for at nyde det ny-præparerede spor.

Jeg ømmede mig på vegne af mine ski, hver gang jeg løb over en græstot. ”Mine ski bliver ridset”, peb jeg til Jakob.

”Du skal bare løbe udenom”, svarede han og bevægede sig let som en myg ud og ind af sporet.

Leg i mørket – Dagen efter ringede jeg til Henning. ”Vil du med ud og løbe på ski i Hareskoven?” Han var ikke svær at lokke. Vi mødtes efter arbejde og kørte ud til Jonstrup. Henning kender sporet ud og ind, så han var aftenens turguide.

Det var min første tur på ski med pandelygte. Min udstyrsgarderobe omfatter ikke en god pandelygte, så jeg tyede til en primitiv pandelampe, jeg plejer at bruge på min vandreture, ud fra devisen om, at lidt lys er bedre end intet lys.

Det var en fantastisk oplevelse. Mørket og skoven omsluttede mig som en dyne. Længere fremme kunne jeg spotte lyset fra Hennings lygte. Mit eget lys rakte lige akkurat til, at jeg kunne skelne sporen lige foran mine ski. Jeg satte min lid til, at skiene ville følge sporet og satte farten op.

Torsdag aften fik sporet i Dyrehaven endnu en tur. Om det var frosten eller stor aktivitet i sporene, der gjorde, at de stod skarpere, end da jeg var derude to dage tidligere, er ikke til at sige. Vi fløj af sted. Denne gang var vi tre lys i mørket. Jeg havde advaret de to andre om, at der var steder på løjpen, hvor græsset virkede som effektiv bremseklodser – men de bare pletter var væk. Måske havde skiklubben været ude og flytte sne? Måske kunne jeg bare ikke se dem i mørket? I al fald var sporet som en drøm.

Gribskov er Sjællands flotteste sted at løbe ski – Og med 30 km løjper var forventningerne store, da jeg tøffede rundt i fars dyt og forsøgte at finde en P-plads ved Karup Station.

Skoven stod rank og stolt. Solen skinnede. Sneen glimtede og skiene gled. Desværre var sporene tværet ud rigtig mange steder. ”Hvorfor det?”, tænkte jeg frustreret efter en halv times løb. Efter en time gav jeg op. Skoven var smuk, men det var ikke derfor, jeg var kommet. Jeg havde sat snuden op efter at løbe en lang tur, for at finde det tråd, hvor jeg ville kunne blive ved i timevis – som til Vasaen. Men græstotter, sten og udtværede spor tillod kun korte intervaller.

Alligevel var humørkassen fyldt godt op, da jeg igen stilede mod København. I morgen er sneen væk, siger de i radioen. Men i næste uge vælter det ned igen, tænker jeg optimistisk, og konkluderer, at det har været en fantastisk uge i skiløbets tegn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *