En søndag i sneen – Vasadebut

Så kom dagen endelig for min debut på vasadistancen. Temperaturen ligger på minus 3-4 grader og vinden står i nordvest. Vejrudsigten lover solskin og temperaturer, der svinger omkring nulpunktet hele dagen. 14711 mennesker står fordelt i rækker på 16-20 spor i startboksene. Lidt småsnak og spred latter flyver i luften. Starten går og stilheden sænker sig omkring mig.

Som nybegynder er jeg henvist til det bagerste led. Foran mig er der godt og vel 14500 skiløbere.

Bakketest

Efter ca. en km kommer løbets største udfordring, ”bakken”, som alle taler om. Den er relativ stejl og to km lang. Jeg har ingen ide om, hvorvidt det vil være svært at løbe op af den, for det får jeg slet ikke mulighed for.

Vi står tæt pakket. Mit ur går på autostop fordi jeg ikke bevæger mig ud af stedet. Med minutters mellemrum bevæger massen sig med myreskridt opad. Jeg følger efter. Ind imellem er der en skiløber, der mister balancen, falder og kæmper sig op og stå igen. Der bliver trampet på mine ski og stave.

”Bare de ikke knækker, tænker jeg. Stavene er ultra lette og nyindkøbt på vasamessen i aftes for en mindre formue. Jeg holder dem tæt ind til kroppen.

Spærretiden

Da jeg når toppen er der gået en time og ti minutter. Jeg har travlt, hvis jeg skal undgå at ryge ud af løbet allerede inden jeg har nået den første kontrolpost. Alle, der ikke når til Smågan inden kl. 10.30 bliver taget ud. Uret siger 9.53, da jeg når frem.

”Så har jeg en god halv time i banken”, tænker jeg lettet og suser videre efter to glas lunken sportsdrik.

Strategi

Efter en juleferie med lungebetændelse og et dårligt seedningsløb for tre uger siden har jeg lagt alle ambitioner om et hurtigt løb på hylden. Målet er at komme igennem.

Min ryg havde gjort forbandet ondt til marathonnet i Orsa Grønklit og det bekymrede mig. Hvis 42 km var et mareridt at komme igennem, hvordan skulle jeg så klare 90!?

Jeg havde luftet min bekymring for min klubkammerat Frederikke.

”Min ryg var ved at slå mig ihjel. Jeg kan ikke stage, så jeg løb diagonalgang hele vejen i Orsa Grønklit,” fortalte jeg hende til en træningsgang.

I sidste uge tog hun mig så med ud og løbe på rulleski, hvor vi øvede stagning op ad Klampenborg bakke. Frederikke har løbet vasaen tre gange. Hun rådede mig til at tage det stille og roligt.

”Du har masser af tid. Tag nogle pauser, hvis ryggen driller. Det kan du godt nå.”

Tanken om at jeg bare kan holde pauser i 10-15 minutter, hvis det begynder at gøre for ondt, beroliger mig.

“Frederikke har ret,” tænkte jeg. “Det skal nok gå.”

Øvelse gør mester

Km skiltene suser forbi mig. Jeg forsøger at holde mig tæt til en gruppe af løbere og ”kører i futtog”, som trænerne til tirsdagstræningen havde lært os. Men jeg kommer hurtigt til at løbe op i den foranliggende skiløbers ski og må skifte spor. Sådan går det km efter km.

Jeg øver mig i at stage. Forsøger at komme helt op på tåspidserne og læner mig frem. De nye stave er to cm længere end de gamle og godt stive. Det fungerer. Jeg overhaler et par mandlige løbere. Jeg er vist ved at få fat i teknikken. Skønt.

I Mångsbodarna er min opsparing i timebanken steget til en time og 12 minutter. Jeg napper et krus blåbærsaft og et med sportsdrik og forsætter. Da jeg er kommet igennem forplejningszonen fisker jeg en af de energigeler, jeg har med i lommen op, og spiser den mens jeg løber. Det er lidt af en udfordring med stavene på.

Grødis og medvind

Stilheden er stadig slående. Solen står nu højt på himlen og det blæste kraftigt. Jeg passerer Risberg, hvor temperaturerne er steget så meget, at sneen nu er blevet helt grødagtig. Det er umuligt at løbe og folk bakser sig frem med spredte ski i den tunge sne. En latter slipper ud. Folk omkring mig kigger forundret på mig, men jeg kan ikke lade være med at grine over det komiske i situationen.

Jeg mærker et let puf i ryggen fra vinden og tænker, at det er de positive tanker fra venner og familie derhjemme, der hjælper mig frem.

Sådan forsætter det. I skoven er sporene brede, isede og puklede. I åbent land er der grødis.

Angstprovokerende nedkørsler

Nedkørslerne har bekymret mig en hel del inden selve løbet. Og jeg havde udspurgt Gud og hver mand forinden om, hvordan de var – om de var svære, farlige, udfordrende?

”Mellem 50 og 70 km er der nogle svære nedkørsler med sving,” havde min fitnessven, Thomas, advaret mig om. Andre havde fortalt skrækhistorier om smalle nedkørsler, der var som badekar, fordi de var blevet formet af alle dem, der havde plovet ned. Det havde hold mig vågen mange nætter op til i dag. Men nu går det som en leg.

Tre steder minder nedkørslerne om en alpinbakke. De andre stopper op og tøver. Nogle vælter rundt ude i siden. Af uransagelige årsager skræmmer det mig ikke. Jeg fortsætter ufortrødent og takker guderne for, at balancen holdt hele vejen ned.

I Evertsberg bliver jeg nødt til at gå på toilettet. Der er kø. Øv.

Da jeg ser på uret for at kontrollere tiden efter et par km, er uret slået over på almindelig tid. Jeg har åbenbart stået stille for længe ved toilettet eller kommet til at trykke på en knap. Men det betyder ikke længere noget. Nu er jeg overbevist om, at jeg nok skal nå i mål inden spærretiden. Der er 40 km tilbage.

Hjernesnyd

Måden hjernen fungerer på under denne form for ultradistancer, fascinerer mig.

Både korttidshukommelse og realitetssans er sat ud af funktion.

Jeg forsøger at notere klokkeslettet, når jeg passerede et km-skilt med henblik på at regne hastigheden ud, når jeg så når til det næste.. Men jeg glemmer, hvad tiden havde været skiltet forinden. Til sidst opgiver jeg det.

Til gengæld er det let at ignorere trætheden i kroppen og tænke positivt på den foranliggende udfordring.

”38 km – det er jo ingen ting. Det er jo bare den tur, jeg plejer at rulle i weekenderne på mine træningsture,” tænker jeg, da et skilt informerer om, at der er 38 km til Mora.

Ved 28-skiltet sætter jeg farten op. Eller rettere, jeg løber så hurtigt som sneen nu tillader. Jeg overhaler en del og får et par opmuntrende kommentarer med på vejen.

”Flot fart. Bare bliv ved. Jea, jea.”

Et smil til tilskuerne langs ruten giver bonus i form af ekstra hep. Jeg takker pænt med et nik, mens jeg forsøger at holde fart i skiene.

Storsmilende når jeg i mål på 9 timer og 32 minutter. Jeg kan slet ikke fatte, at jeg har løbet 90 km. Det eneste sted, jeg har ondt, er i højre storetå – den, som jeg havde forstuvet ved et styrt på rulleskiene for en måneds tid siden.

Jeg er sulten som en ulv og søger mod busserne, der transporter folk til et nærliggende sportsstadium, hvor vi kan bade og få lidt mad mens jeg tænker:

”Det må jeg prøve igen til næste år!”

 

2 tanker om "En søndag i sneen – Vasadebut"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *