En dag på rulleski

Ti rulleskikursister og et stks trænerEt heldagskursus fyldt med leg, træning og luksus i godt selskab på Skodsborg Kurhotel føles som en godt start på den kommende skisæson.

Skodsborg Kurhotel udvider konceptet ”Tekniktræning for rulleskiløbere” med et kursus målrettet øvede skiløbere. Igen er der fokus på teknikken og dagen, som er et heldagsarrangement, består af tre træningspas, individuel feedback og masser af luksusforplejning undervejs. Selve træningen varetages af OL skiløberen Jonas Thor Olsen.

Min første tanke, da invitationen landede i min indbakke, var, ”Hvem i alverden vil betale 1000 kr. for en dags tekniktræning på rulleski i Nordsjælland?”

Forbeholdet skyldes mest af alt, at jeg gennem en årrække jævnligt har deltaget i den træning, Københavns Skiklub tilbyder deres medlemmer – og den er jeg ganske tilfreds med. Den kan alle, som er medlem af København eller Holte skiklub, deltage i. Så hvorfor give 1000 kr. for noget, jeg allerede har adgang til?, tænkte jeg. Og videre … Spa er ikke lige min kop te. Jeg foretrækker at hoppe i havet frem for i et bassin, som sikkert er fuld af E-Coli bakterier.

Alligevel tog jeg imod invitationen. Og alle mine forbehold blev hurtigt gjort til skamme. For sikke en dag!

Skønt efterårsvejr og fejede stier

Vejrguderne var med os. Solen kastede sine varme stråler over det smukke Skodsborg Kurhotel, som ligger omkranset af en skov i efterårsfarver. Jonas Thor Olsen havde været ude og feje stier rene for nedfaldsblade og kastanjer, så det var egentlig bare at gå i gang.

Vi var ti kursister. Alle øvede. Dagen startede med en omgang ”stikbold for rulleskiløbere” for at varme balance- og koordinationsevnerne op. Det var både udfordrende og morsomt.

Derefter tog vi fat på en par af de traditionelle balanceøvelser så som at køre på

Sving med armene i diagonalgangen!

en ski, løbe diagonalgang uden brug af stave, løbe diagonalgang, hvor stavene var udskiftet med håndvægte for at finde det rigtige tyngdepunkt m.m. Forskellige former for effektiv bremseteknik blev også gennemgået. Efter et par timer løb vi over på en nærliggende bakke.

Opgaven var nu at hver løber tog bakken op i bedste diagonalgang for derefter at stage videre på en rundstrækning. Undervejs videofilmede Thor Olsen os alle sammen. Inden vi fik set os om var det blevet tid til frokost.

Stive ben og frem med hoften

I kurhotellets restaurant kunne vi nu mæske os i en buffet frem til kl. 14.00. Inden dagens andet træningspas, fik vi hver ca. 10 minutters individuel feedback fra Joans Thor Olsen ud fra de videooptagelser, han havde lavet om formiddagen.

Videoanalyse og individuel feedback

”..Du skal frem med hoften og stå med lidt mere stive ben i diagonalgangen,” lød det blandt andet.

Vi snakkede lidt om de stive ben. På et kursus med den norske langrendsløber Anita Moen for et par uger siden, fik jeg det modsatte at vide – at jeg skulle ned i knæ og holde mig dernede.

”Ja. Og hun løb som eliteløber i 90’erne. I dag bruger vi en anden teknik,” forklarede Jonas Thor Olsen mig.

Jeg tilsluttede mig hans råd uden at kny. Stivbensløb er langt mere mig end al det der med at bøje i knæene.

”Et lille buk i knæene, når du stager gør nu ikke noget,” fortsatte Jonas Thor Olsen, ”men du skal altså længer ud over skiene med hele kroppen, inden du tager næste stavtag.”

En aha-oplevelse

Efter endnu en omgang balanceleg på rulleski – denne gang et stafetløb med forhindringer, satte vi kurs mod den samme bakke, vi havde løbet på om formiddagen. Alle var dybt koncentrerede og forsøgte at indarbejde de ting, Jonas Thor Olsen havde påtalt under den  individuelle feedback. Undervejs løb Jonas frem og tilbage og kom med gode tips og råd til, hvordan vi kunne rette vores fejl.

Jeg kæmpede med mit manglende mod. Lige meget, hvor meget jeg sagde til mig selv, at jeg skulle læne mig længere ud over skiene, strittede kroppen imod ved at skyde hofterne tilbage.

”Prøv at have hurtigere hænder. Du skal hurtigere frem med stavene efter hver stavtag. Så har du mere tid til at få sat dem i jorden foran dig,” lød det fra Jonas, der løb ved siden af mig.

Jeg prøvede. Og det hjalp! Pludselig kom jeg godt ud over tåspidserne. Det var en bevægelse kroppen kendte fra roningen – her skal man også hurtig frem med hænderne, hvis man skal have tid til at sætte åren ordentlig i.

Cirkeltræning og saunagus

Tiden gik hurtigt. Efter endnu et par timers rul skiftede vi fodtøj og mødtes på taget af fintessrummet. Jonas riggede ti træningsstationer til og viste os de øvelser, han selv har stor glæde af som langrendsløber (Der kommer en nærmere beskrivelse af de ti øvelser i næste blogindlæg). Alle mand følte sig efterhånden godt brugte, så uanset intensiv opmuntring fra trænerens side, var der ikke mange, der orkede at røre andet end lattermusklerne den dag.

Cirkeltræning for langrendsløbere.

Dagens belønning var en tur i Spa med efterfølgende middag i restauranten. Og på trods af alle mine forbehold for spa, gus og sauna, var det med fryd, jeg sænkede mig ned i det varme vand. Dagens træning havde rystet deltagerne godt sammen, så snakken gik lystigt i både sauna og over en god bøf senere på aftenen.

De fleste af deltagerne var kommet langvejs fra – hvilket er svaret på, hvem det er, der egentlig gerne ville betale for sådan et arrangement. Det er helt klart ivrige langrendsløbere, der ikke er så heldige, at de har mulighed for at deltage i klubbernes faste træningstilbud. Og hvis jeg skal vurdere ud fra dagens deltagere, er det primære mænd i den højere ende af aldersspektret, der søger denne slags kursusarrangementer. Men det kan lige så godt være en tilfældighed. Jeg var der jo – og jeg vil ikke tøve med at melde mig til et lignende arrangement i fremtiden. I så fald vil jeg forsøge at lokke nogle af mine veninder med!

Det lærte jeg på mit endagskursus på Skodsborg Kurhotel:

Klar til eftermiddagens andet træningpas.

  • At komme ud over anklerne med hele kroppen, når jeg stager.
  • At der er delte meninger om, hvorvidt man skal løbe nede i knæ eller på stive ben i diagonalgangen.
  • At et par håndvægte i hænderne i stedet for stave,kan være en stor hjælp til at finde det rigtige sving i kroppen i diagonalgangen.
  • At det er sjovt at løbe stafet og spille stikbold med et par rulleski på fødderne.
  • At mange eliteløbere har hjulene med bagbremsen placeret foran på skiene og ikke bagpå, som de er, når man køber rulleskiene. Hvorfor de gør det, har jeg desvære glemt!

 

4 tanker om "En dag på rulleski"

  1. Bagbremsen forrest giver måske større risiko for
    “bagglid” – dvs. en fornemmelse mere lig et par rigtige ski?

    • Hej Anders,

      Jeg spurgte lige jonas – og begrundelsen lyder:

      “Det er fordi, det giver en mere ski lignende følelse af fæstet, og fordi man i vådt vejr skal trykke forhjulet lidt ned i vejen for at få greb. Lidt som på ski.”

      Så er det jo bare om at at flytte rundt på hjulene 🙂

  2. Hej Gitte. Fint indlæg. Jeg vil på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved det Jonas har lært dig, men sæt dig en dag og se Marit Bjørgen løbe klassisk. Hun har altid et knæk i ankel og knæ, og det er det Anita Moen mener når hun siger bøjede knæ. Men ja der er nok delte meninger om mange ting når det kommer til langrend og teknik:-)

    • Hej Signe,

      Tak for din kommentar 🙂
      Jeg er fuldt ud klar over, at der er mange meninger om “den rette teknik”. Og at man skal gøre sig klart, at hvis man får tekniktræning af forskellige trænere, så får man med garanti også modstridende meldinger. Og så skal vi endda ikke glemme alle dem, der trodser al lærdom og løber hujende hurtigt – selv om deres teknik er elendig 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *