Doping, snyd og tunnelsyn

Rolf Sørensens dopingindrømmelser fik det sidste spæde håb om en ren cykelverden til at smuldre. Hvordan kan disse cykelryttere overhovedet se sig selv i øjnene, spørger jeg mig selv, sent tirsdag eftermiddag efter en dag fyldt med overskrifter om Rolf Sørensens længe ventede kapitulation.

Spørgsmålet rumsterer, mens jeg er ude at løbe. Turen går langs Langelinjekajen i stiv modvind og et oprørt hav på min ene side. Gaderne ligger ødet hen. Kun en enkel hundelufter krydser min vej.

EPO, steroider og hvad ved jeg. Hvordan tør de overhovedet lege med den slags?

En ting er, at det er snyd. Noget andet, at det er farligt. De sætter jo helbredet på spil, tænker jeg og sænker farten, mens jeg runder fyret ude for enden af kajen. Fliserne er spejlblanke dér, hvor havet er blæst op og frosset til is.

Gendoping

Tankerne vandrer tilbage til en videnskabskonference, jeg var til i Montreal år tilbage, hvor en gruppe forskere fremlagde de første forskningsresultater, der viste, at de med stamceller kunne stimulere muskeltilvæksten i mus. De kunne  godt nok ikke helt styre, hvilke muskler, der begyndte at vokse, men en tilvækst kom der. Forskernes mål var at finde frem til en behandlingsmetode til patienter, der er ramt af muskelsvind.

Resultaterne vakte opsigt. Stamcelleforskningen var kun i sin vorden. Forskerne blev bombarderet med henvendelser.

Halvdelen af dem var fra sportsfolk, der ville høre, hvordan de kunne få fat i de der stamceller.

Min forargelse var stor dengang. I kølvandet opstod en diskussion om, hvordan antidopingkontrollen i fremtiden ville blive nødt til at udvikle en måde, der gjorde det muligt at tjekke om sportsfolk havde brugt gendoping.

Med helbredet som indsats

Tænk at lege med sit helbred på den måde, tænker jeg, og drejer til højre ned omkring Langelinjehavnen. Vinden rusker i skibsmasterne. Der ligger ikke mange både i vandet. Men nok til at jeg i fantasien forestiller mig vindens overdøvende hylen kommer fra tilskuere, der hepper på mig, mens jeg strider mig gennem kulden. Jeg sætter farten op.

Ved Gefionspringvandet må jeg stoppe. Min hals er fuld af slim, og jeg er lige ved at kaste op. Efter flere ugers pause fra løbetræningen vil kroppen ikke helt op i tempo. Men det vil jeg.

Jeg ignorerer kvalmen og lader mig drive med af min tankerække. Forsøger at sætte tal på de af mine venner, der har kastet sig ud i Ironmaneventyret. Det er ret mange. En del af dem er gået fra at være hyggemotionister, der trænede 1,5-2 timer ugentligt til nu at træne 15-20 timer om ugen. Det er vildt imponerende.

Der er også Jesper. Han har planer om at krydse Indlandsisen i Grønland om få uger. For at træne til den begivenhed pisker han rundt med en tungt læsset rygsæk og et bildæk på slæb. Jeg misunder ham lidt, da jeg kigger mig omkring på Kastellet, der er indhyllet i et speget lag grumset sne.

Min vejrtrækning er besværet, og jeg må sænke farten gevaldigt. For hver skidt jeg løber, kan jeg mærke byrden af de kg, jeg har taget på i løbet af vinteren. Jeg må fandeme se at få taget mig sammen til at smide de kg, tænker jeg. Måske skal jeg prøve at gøre som Lene, Malene, Kian og alle de andre. Skrotte brødet og ty til proteinerne? Det plejer at være ret effektivt. Det ved jeg jo fra alle de gange, jeg har sultet mig i letvægt lige før en rokonkurrence.

Tunnelsyn

Det slår mig, hvor rabiate vi supermotionister må tage os ud i andres øjne. Hvor normalt det bliver at gå til ekstremerne, når man har sin gang i kredse af folk, der er lige så dedikeret som en selv.

Hvordan ville jeg selv reagere, hvis jeg var i et miljø, hvor normalen var at tage præstationsfremmende stoffer?

Ville jeg synes, at det var grænseoverskridende at jage en kanyle i armen og tappe blod fra mig selv?

Jeg ville i al fald aldrig snyde, tænker jeg og stopper op. Det ville mine venner og klubkammerater med garanti heller ikke. Æresbegrebet rangerer højt i de sportskredse, jeg kommer i. Vi knokler os til vores placeringer – I blod, sved og tårer. Men hvor meget adskiller selve akten hos dopingsynderen sig egentlig fra det, jeg selv og mange af mine kammerater har gang i, når det kommer til stykket?

Svaret blæser væk i vinden. Jeg går den sidste km hjem. Under den varme bruser har jeg glemt alt om Rolf, Bjarne og alle de andre. Varmen prikker i huden.

Hvor var det skønt at få rørt kroppen. I morgen må jeg se, om jeg ikke kan komme igennem distancen uden at stoppe, bare fordi jeg tror, jeg skal kaste op.

2 tanker om "Doping, snyd og tunnelsyn"

  1. En medrivende og velskrevet, hovedet-på-sømmet tankestrøm med genkendelige figurer og temaer. Tak for tanke-sparket!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *