Doping almindelig blandt motionister

Supermotionister doper sigNy undersøgelse chokerer – hver 5. motionist ved Frankfurt Ironman var dopet.

Resultatet af en spørgeundersøgelse af motionisters brug af præstationsfremmende stoffer ved triatlonstævner viser et rystende billede at en kultur, hvor doping bliver mere og mere almindelig. Langt flere motionister tyr nemlig til præstationsfremmende stoffer – lovlige såvel som ulovlige.

Undersøgelsen omfatter 2997 deltagere ved et af følgende tre stævner: Frankfurt, Regensburg og Wiesbaden. Forskerne bad deltagerne udfylde et spørgeskema med spørgsmål, der omhandlede motionistens brug af præstationsfremmende midler, træningsrutiner, fysiologiske data m.m. Alle besvarelserne blev anonymiseret.

Ud over de gængse dopingpræparater, spurgte forskerne også ind til deltagernes brug af kognitiv forbedrende præparater. Både lovlige og ulovlige.

Forskerne var især interesseret i at finde mulige årsager til, at motionister overhovedet tyr til præstationsfremmende medikamenter. Motionisten er jo hverken drevet af placeringer eller pengepræmier, som professionelle atleter kan være.

Skræmmende resultat

Den høje andel af positive svar er overraskende.

  • 13 % indrømmede, at de havde brugt præstationsfremmende doping så som steroider, EPO, vækshormoner m.m.
  • 15 procent indrømmede at de havde brugt midler, der var kognitiv præstationsfremmende, så som antidepressiva, betablokkere, modafinil, methylphenidate m.m.
  • 10 procent indrømmede, at de benyttede både kognitive og fysiske præstationsfremmende dopingstoffer.
  • 20 procent af motionisterne ved de europæiske mesterskaber i Frankfurt var dopede.
Supermotionisten går linen ud

En stor del af de motionister, der deltager i Ironmanstævner, bruger rigtig mange ressourcer på både træning og udstyr. Gennemsnitsalderen er 38 år, de træner mange timer hver uge, følger træningsskemaer og forsøger i det hele taget at optimere på alle de områder, de kan i form at dyrt udstyr og forskellige former for kosttilskud. Måske er det hele denne optimerings-tankegang, der får motionisten til at gå over grænsen?

Og har man så oven i købet et lempeligt forhold til at tage præstationsfremmende stoffer på det kognitive område – f.eks. i form af koffeinkoncentrat eller kokain, er barrieren til at tage de stoffer, der fremmer de fysiologiske præstationer måske ikke så store.

Ifølge forskerne kan det være dette mindsæt, der baner vejen til et decideret dopingmisbrug – Ofte uden, at det er særlig bevidst fra motionistens side.

Undersøgelsen bekræfter denne antagelse. Tyve procent af dem, der tidligere havde benyttet kognitivt fremmende medikamenter brugte nu dopingmidler.

Den typiske dopingmisbruger

Undersøgelsen tegner et billede af den typiske motionist, der tyr til doping:

  • Træner meget og efter et struktureret træningsprogram.
  • Er flittig bruger af vitaminkoncentrater, proteinpulver etc.
  • Bruger midler, der forbedre kognitive evner.
  • Holder ikke pause efter en skade, men fortsætter træningen.

Den beskrivelse rammer rigtig mange af de ihærdige motionister, jeg kender. Men bruger de doping?

I min verden har doping – når vi taler om almindelige motionister, indtil nu været forbundet med hårdpumpede fitnessbrød med store tatoveringer. Altså noget, der ikke rigtig vedrørte mig. Jeg må indrømme, at jeg har været underlagt fordomme – at disse Briantyper, der står og pumper vægte, jo ikke vidste bedre og derfor fyldte sig med disse farlige medikamenter.

Sådan er det ikke med triatleterne. De burde vel være klogere. Eller hvad?

Jeg synes virkelig, at det er problematisk at præstationsfremmende midler så som EPO, testosteron og væksthormon er ved at blive lige så almindeligt som at drikke en rødbedeshoot. Hvad pokker skal vi gøre ved det?

25 tanker om "Doping almindelig blandt motionister"

  1. Er det overhovedet muligt at administrere en livstidsudelukkelse blandt motionister? Det kræver jo, at der sidder folk og tjekker hver og en på startlisten. En ting er, hvis man hedder Lance Armstrong … så er der nok en eller anden i arrangørgruppen, der vågner. Men vi taler jo netop om motionister.

    • Selvfølgelig er det muligt. Det er bare et spørgsmål om omkostningerne ved det. Som man så kan diskutere hvem der skal dække? 🙂

      • Jeps. Det spørger jeg også mig selv om!
        Jeg ringede lidt rundt for at høre, hvordan det bliver betalt inden for fitnessbranchen.. og det er hundedyrt! Tror, hver enkelt fitnesscenter betaler omkring 10.000 årligt for at være med i det fællesskab, hvor der kommer dopingkontrol på besøg – og i snit bliver der taget to prøver pr. center. Der skal ikke meget hovedregning til at gennemskue, at det bliver dyrt at indføre mere kontrol ved de store motionsstævner – meget dyrt!

  2. Enig med Michael Skjoldborg.

    Vedr. helt konkrete konsekvenser, så er dopingbrug eksklusionsgrund i “min klub”, Aalborg Triathlon Klub. Hvis det ikke allerede er det, kunne det efter min mening også være i andre klubber. Dette gælder også for (og måske i særlig grad) for de mere kommercielle klubber der er kommet på banen. Det er en dejlig hård straf der er til at tage og føle på!

    Konkret ude fra den store verden, så har jeg en kammerat der har observeret dopingbrug til et AG stævne i Italien. Meget nemt, der lå simpelthen brugte kanyler på toilettet i startområdet! Jeg har selv en fordom om at de nok snyder lidt mere i Italien end i Danmark, men synes alligevel det er lidt groft at det foregik så åbent….

    En sidste bemærkning: “Milde former” for doping er desværre nok meget let at tage uden at nogen aner uråd…selv i personens meget nære omgangskreds.

    Martin

    • Man kan så spørger sig selv om eksklusionsgrund fra en klub er noget der vil skræmme nogen der har moral til at dope sig, hvis risikoen for at blive testet er relativt lille.
      Og hvis det ikke forhindre at man kan stille op for en anden klub, eller kan køre på dagslicens el.lign., så kommer man måske ikke så langt.

      Det eneste der vel rigtigt batter er enten bøder eller total udelukkelse.

      Mht. om man kan tage doping, uden at blive opdaget (ud over tests), så kan jeg ikke se at det skulle være svært at skjule at man tager f.eks. EPO, i forhold til de “milde former” du nævner. Det kræver minimalt udstyr, vel kun en kanyle og et køleskab. Du kan tage det i fred og ro derhjemme… Så længe man ikke skal dope sig lige før et løb (på toilettet), eller gøre det mens man træner el.lign., er det vel nærmest kun ens leverandør der kan afslører en. Og det er ikke just i deres interesse.

  3. Man kan ikke sige det tit nok: Den undersøgelse man referer til, er behæftet med alvorlige fejl og mangler.
    I den sjove ende: IM Hamburg
    I den alvorlige: Rødebedesaft købt på apoteket er i følge deres definition doping

    De er sikkert en vis dopingproblematik også i vores sport, men den undersøgelse man referer til, kan SLET iKKE bruges!!!

  4. Øget kontrol ved motionsstævner er selvfølgelig en vej at gå. Det rejser dog et par spørgsmål:
    1. Hvem skal betale for disse kontroller?
    2. Hvad med den enkelte deltagers retssikkerhed i forhold til det, at blive beskyldt for et dopingmisbrug? Der sker vel fejl i disse kontroller!?
    3. Inden for den professionelle sportsverden kan vi tillade at hænge en atlet ud i offentligheden, hvis vedkommende er blevet testet positiv – kan vi det, når det handler om motionister? Vil det være etisk forsvarligt?

    • Hvis både pro’er og amatører kører efter f.eks. Anti-Doping Danmark regler, så er det vel fint at offentliggøre hvem der er taget? Også selvom de er amatører/motionister. Hvad er forskellen hvad angår etik?

      Hvis man bliver taget, skal man selvfølgelig på en liste, som alle har adgang til. Hvis du bare får et brev, der udelukker dig, og du ikke fortæller det til nogen, kan du jo bare stille op til et amatørstævne hvor ingen ved du faktisk er i karantæne.

      • Rent etisk synes jeg, at det er lidt problematisk at hænge amatører ud. For det første sker der jo fejl i laboratorierne hvor prøver bliver kontamineret. For det andet, sker det nok oftere, at amatører der f.eks. køber diverse kosttilskud faktisk vil kunne blive testet positive, uden at de er klar over det. Som prof er du fuldt ud klar over, hvor, af hvem og hvad du kan tillade dig at indtage. Det kan vi ikke regne med, at en motionist ved….

        • Men så kan der vel også ske fejl ved pro’ernes prøver? Det er vel ikke mere okay at hænge dem ud. Det er jo deres levebrød, så konsekvensen kan blive væsentlig større ved en forkert prøve.
          Pro’erne er nød til at vide hvad de må indtage, da konsekvensen ved en positiv test kan blive stor. Men det incitament burde der måske også være for amatører. Hvis man er i tvivl (eller ikke gider sætte sig ind i det), så må man jo bare lade være at tage de kosttilskud eller hvad det kan være.

          Fordi du er eliteidrætsudøver/professionel betyder det ikke du ved mere om doping, ernæring ift. forbudte stoffer el.lign. Der er ingen formelle uddannelseskrav for at blive eliteudøver.

  5. Jeg er meget enig i Alexanders pointe omkring Hawaii slots til Ironman-stævnerne. Der har tidligere været kommentarer om at “man” kunne forstå at pro’erne dopede sig, da de kørte om sejren og pengene.
    Men jeg tror ikke man skal undervurdere hvor stor en betydning en Hawaii-kvalifikation kan have for nogle mennesker, i forhold til den omtale og opmærksomhed de vil få fra deres omgivelser, venner, familie m.v.
    Og har man råd til at købe en cykel til 80-100.000, få personlige træningsprogrammer, og hvad der ellers ofres, samt pakke hele happenkuttet ned og tage det til Hawaii i 14 dage. Så har man måske også råd og villighed til en EPO-kur?

  6. Fra Facebook: Er det ikke WTC, et privat firma, der tager doping tests til Ironman konkurrencer? Hvor interesserede er de i at eksponere en nyhed om at 20% af deres tests var positive, hvis det var tilfældet?
    På den anden side, spørg de ikke om man har brugt stoffer man skal have recept på/eller købe på apotek, f.eks EPO, væksthormon osv.? Men der er jo også ting som ikke er på dopinglisten, som kræver respekt. Så måske spørgermetoden ikke er helt præcist. Der er mange usikkerheder om de fremlagte tal er korrekte eller ej.
    Man kan jo også tage doping, og stoppe i ‘tide’ inden konkurrencen, hvis der f.eks ikke testes i bund for alle stoffer, hos agegroupers.

  7. Jeg havde regnet med at tallet for dopingmisbrug i triathlon ville være stort qua den lave mængde af tests, men at tallet ville være så højt, havde jeg ikke forestillet mig. Jeg ser dog heller ikke tallene være helt valide, for efter hvad jeg er blevet underrettet, kan der nemt være opstået misforståelser og fejlfortolkninger på spørgeskemaet.

    Steen, du nævner den med de 2 års karantæne og udelukkelse; er Dtrif ikke under DIF som så automatisk medfører netop 2 års karantæne ved en positiv dopingtest?

    Først og fremmest synes jeg at der skal være mere oplysning om dopingmisbrug og de fatale helbredsmessige konsekvenser som doping kan medføre… Eventuelt også bygge en kampagne på noget i stil med “når du snyder med doping, snyder du også din kammerat” eller lignende..

    Sidst, men ikke mindst, skal der ganske enkelt også testes noget mere.. Jeg har en baggrund som elitecykelrytter og i cykelsporten er det ikke unormalt at blive testet i amatørklasserne, alt lige fra B-klassen til veteranklasserne (H40, H50 og H60). Det ser jeg også som en nødvendighed for at komme eventuelle dopingproblemer i triathlon til livs.

    • Morten – du har nok ret i at man får 2 års karantæne iflg. de gældende regler – ved så ikke om det kun gælder stævner, eller også træning i klubben?

      Og så tror jeg vi er meget enige, det handler om oplysning – og jeg mener så også at uddannelse er et vigtigt element.

      Og flere test ved de forskellige stævner, vil jeg også hilse velkommen!

      God ren træning derude 🙂

      Steen

  8. Det virker som om moral er relativ… er jeg bange for. Det er en fejl! Enten har man god moral, ellers snyder man. Argumenter som ”Det gør de andre også”, ”Det er meget almindeligt at ….”, ”Lidt drafting er ikke at snyde” – alle ugyldige, men vel accepteret i nogen grad!

  9. Hej igen 🙂

    Jeg lever ikke i en benægtelse af at doping eksisterer i motionssporten, i dette tilfælde tri-sporten – jeg tror bare ikke det er så udbredt, som de tyske undersøgelser viser.
    Hvis det var sådan at op mod 20% af “konkurrence triatleterne” var dopede, så burde jeg være stødt ind i nogle af dem.

    Jeg tror bestemt det findes i tri-verdenen, også blandt motionister og jeg mener også at vi skal tage det seriøst, for at det ikke udvikler sig til at være på niveau, op mod de 20%.

    Info er vigtig, men jeg ener det er lige så vigtigt med uddannelse af trænere, dommere, klubledere osv. – der tror jeg faktisk ikke vi er gode nok.

    Dopingfri hilsen 🙂
    Steen

    • Hvordan ved man, at man støder ind i én der bruger doping? Det er vel ikke just noget man reklamere med.
      Det burde være ret nemt at skjule, hvis man ikke bliver testet. Se bare på professionelle cykelhold, der har pressen og anti-doping folk til at forfølge dem nat og dag. Det har taget mange år, før doping-ringe er blevet optrævlet med konkrete beviser, selvom rytterne har været testet og de er meget, meget eksponerede i medier m.v. Det må være relativt nemt at skjule at man tager EPO hjemme på badeværelset, hvis man “blot” er en triatlon-amatør.

      • Jeg skal ikke kunne sige om jeg ved hvornår man støder ind i en der bruger doping, tænker bare at med den kontaktflade (Klub- og træningsfællesskaber) jeg har, så ville jeg være mere end overrasket over at op mod de 20% var dopet.

        Du skriver om cykelsporten, at det har taget lang tid før doping-ringe blev optrævlet – det har du helt ret i – men lur mig om ikke rytterne indbyrdes, vidste nogenlunde hvad der foregik?

        Hvis du er i et miljø hvor det florerer for alvor, så ville jeg mene at man på den ene eller anden måde hørte om det.

        Vi taler meget om hvordan vi træner og hvad vi indtager, med alm. mad og div. kosttilskud og pt har jeg ikke hørt om noget der så meget som lå på grænsen.

        Jeg vil gerne pointere at jeg ikke er SÅ naiv, at jeg tror der ikke bruges doping i tri-verdenen – jeg tror bare ikke det er så udbredt, som det kunne se ud til, hvis man tager den seneste tids undersøgelser og debat for pålydende.

        Men det er en god og vigtig debat – emnet må aldrig blive tabu i “vores” sport.

        Steen

  10. Først og fremmest tvivler jeg på at problemet er så stort, som det har været skrevet op til på det seneste.
    Pt. har jeg aldrig oplevet doping, i den kreds af trænings- og klubkammerater jeg har, jeg har end ikke hørt nogle tale om det, kun set nogle få kommentarer på Facebook.
    Men du efterlyser hvad vi skal gøre ved problemet, hvis det er der – jeg tænker at det lige så meget handler om at forebygge at det kommer.

    Oplysning i klubberne, have det med som et emne når der uddannes trænere og for den sags skyld dommere – jo flere der kan fortælle om det jo bedre.
    Ligeledes kunne man, når man melder sig ind i en klub, få en lille folder, hvor konsekvensen af doping er beskrevet, både hvilke fysiske konesekvenser det kan få for dig og hvilke konsekvenser det får i forhold til at stille op i konkurrence og være medlem af klub (Kommer forslag til dette senere :-))

    Når vi stiller op i “officielle” stævner skal vi skrive vores licensnr., eller tilkøbe en dagslicens, man kunne jo ved samme lejlighed kræve at den enkelte triatlet også skrev under på at man ikke havde taget/eller ville tage doping – og så ved samme lejlighed, skrive hvad konsekvenserne ville være, hvis man forbrød sig mod denne regel – og det bør minimum være 2 års karantæne fra alle konkurrencer og ligeledes fra at være medlem af tri-klub – der skal virkelig kunne mærkes en konsekvens af sine handlinger.

    Jeg tror på oplysning som et forebyggende redskab, og ignorerer man reglerne, skal konsekvenserne være hårde og klare.

    Men som jeg startede med at skrive, tror jeg ikke det pt er så udbredt – men måske jeg blot er naiv? 🙂

    Tri-hilsen
    Steen Rocatis

    • Hej Steen,

      Mange tak for dit indlæg!

      Hvor længe mon vi kan blive ved med at benægte problemet under henvisning til at vi ikke kender nogen, der bruger doping? Da de første historier fra fitnesskredse kom frem, havde jeg svært ved at tro på dem. Det samme havde jeg i cykelmiljøet.

      Jeg kender ingen, der bruger doping – eller rettere: Der er ingen, der har fortalt mig, at de bruger doping. Det er desværre ikke det samme som at antage, at problemet ikke eksisterer.

      Jeg kender heller ingen, der i efter et tristævne har indrømmet, at de lå på hjul….(ikke dermed sagt, at de to ting kan sidestilles – blot for at illustrere, at vores hukommelse er meget selektiv!)

      Og ja – jeg tror som du, at information er vejen frem. Vi bliver nødt til at tale om doping og dens konsekvenser i klubberne. Og gerne om doping på motionsniveau.

      Venlig hilsen
      Gitte

  11. Vil ikke udlukke at der er nogen i top 10 der kunne finde på at indtage noget ulovligt, men hvis man ligger og kører som amatør, ja så er man squ et fjols hvis man gider og vil offer penge på at skærer 15 min af sin sluttid..

    Idioter er der godt nok alle steder, men håber det er yderst begrænset i “vores” sport

  12. Netop i triathlon og Ironman ser jeg det som et kæmpe problem at folk doper sig. Der er kamp om kvalifikationspladserne til Hawaii blandt motionisterne og derfor er tallet måske også så højt – Med den begrænsede information om den enkelte der doper sig er det svært at vide, men lur mig om der ikke er sginifikant flere, som doper sig, der har mulighed for en Hawaii kval end en “rigtig” motionist ala min far på 56, hvor udfordringen blot er at komme igennem – Hele dette aspekt ser de ikke så meget på i artiklen.

  13. Jeg efterlyser egentlig mere, HVAD vi skal gøre ved problemet – hvis det altså eksisterer. Men måske er vi i virkeligheden ganske ligeglade med, om der er nogle brodne kar? De napper jo alligevel ingen podiepladser – så de doper sig udelukkende for egen vindings skyld – og så behøver vi vel ikke at gribe ind – eller hvad?

  14. Alexander skriver til mig på FB:

    Jeg læste studiet for noget tid siden, omend deres metoder og statistiske tilgang er korrekt, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om folk i farten har svaret “korrekt”. Jeg har selv svaret på testen til Frankfurt Ironman, og jeg ved ikke, hvor ligetil jeg synes det var tænke på fødselsdage for forskellige personer og derefter forholde mig til om jeg har taget koffeinpiller eller kokain.

    Tallene er skræmmende, jeg kan tage mig selv i at tænke, f.eks i morges, hvorfor helved står jeg op kl 5.45 for at løbe i denne kulde, når de andre “idioter”, bare fylder sig med diverse.

    Hvis tallene er korrekte burde det være nemt at tage folk i en doping kontrol, og dem havde de 100 af, til Frankfurt Ironman, så der er vel 20 positive prøver et sted? Jeg tror ikke på, at disse mennesker også har kapacitet til at skjule deres doping brug… Disse 20 prøver har jeg ikke hørt om, og det ville ellers være noget af en forside nyhed med konkrete beviser.

  15. Jeg har endnu ikke set noget overhovedet, som kunne indikere dopingbrug blandt supermotionist-løbere. Det betyder ikke nødvendigvis, at det ikke findes, men i hvert fald at hvis det gør, så er det ikke accepter et, og kan derfor ikke foregå i det offentlige rum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *