Den sjove vej mod målet

Friløbet - den dag, hvor et årelangt mål blev løbet i hus.

Jeg møder mange, der synes, at det at have en målsætning for sin aktivitet lyder ambitiøst og kun hører eliten til. Men det er ikke sandt. Jeg vil påstå, at man opnår langt større glæde med sin sport, hvis man har sat sig et mål for, hvad man gerne vil opnå med den og tør sige det højt.

Målet behøver jo ikke være at komme på præmiepodiet. Et mål kan også være at blive bedre – i form af teknik, hurtighed eller udholdenhed.

Sofakartoflen kan sætte sig som mål, at han/hun vil kunne udføre sin sport uden at det efterfølgende koster en halv dag på langs i sofaen for at komme sig. Det betyder, at det er udholdenheden, der skal arbejdes med. Men målet kan også være mere konkret. Eksempel at man gerne vil løbe under en bestemt tid på en bestemt distance. Så er det intervaltræningen, der skal arbejdes med.

På den måde tydeliggør dit mål, hvad det er, du skal gøre for at nå derhen.

I mange år har mit mål været at kunne løbe ti km på under 40 minutter. I tankerne kaldte jeg det for en drøm. Måske fordi jeg ikke rigtig troede på det. Essensen er, at jeg besluttede mig for at arbejde mig mod det.

Det betød, at jeg skulle ændre min tilgang til det at løbetræne. Hidtil havde jeg bare snøret skoene og løbet ud i det blå. Længde og hastighed blev sat alt efter, hvilket humør bentøjet lige var i den dag. Det er jo fint nok, hvis jeg løber for at stresse af og få rørt mig. Men ikke hvis jeg ønsker at blive hurtigere.

Jeg begyndte at systematisere mine træningsture i intervaltræning, udholdenhedstræning og sprinttræning. Derudover tog jeg ind i mellem en tur uden andet mål for øje end at stresse af, meditere og nyde skoven. Det skulle der også være plads til.

Træningsomlægningen gjorde vejen mod målet til en belønning i sig selv. Det var nemlig sjovt at løbe intervaller på atletikbanen, og det var en ny udfordring at holde tempoet under udholdenhedstræningen. Sprinttræningen var en klasse for sig selv. Sjov, hård og gratis på en eller anden finurlig måde, fordi regningen først kom dagen efter.

Jeg gik stort set aldrig ud af døren iført et par løbesko, uden at have en plan for, hvad jeg skulle lave.

Min målsætning betød også, at jeg mødte stor opbakning fra mine træningskammerater. De heppede energisk, hver gang jeg stillede op til et motionsløb. Og de mødte mig med stor empati, hver gang det blev  til ”lige ved og næsten”.

Klubkammeraternes tålmodighed var stor. Større end min egen. Efter at have løbet rigtig mange løb lige over 40 minutter, begyndte jeg så småt at fundere over, om jeg var bange for at komme under de 40 minutter – for hvad så med næste løb. Skulle jeg så under 39 minutter?

Helene, en af Spartas hurtige kvinder, som jeg i smug har set ret meget op til, opmuntrede mig med følgende bemærkning, efter at jeg endnu engang kom i mål kun 12 sekunder fra drømmetiden.

”Det skal nok komme, Gitte. Når du først har brudt 40 minutters barrieren, er det så let som ingenting fremover.”

Den sætning har jeg tænkt længe over. Jeg må konstatere, at hun har ret – når det handler om at komme under 20 minutter på 5 km. Men desværre ikke på de 10.

Jeg kom under de 40 minutter. Én gang! Det skete, da jeg mindst ventede det, i en periode, hvor mit fokus var på at gøre det godt i en anden sportsgren. Og det løb, hvor det endelige lykkedes, var et jeg egentlig kun deltog i på grund af det gode selskab. Jeg havde aldrig drømt om, at det var den dag, målet skulle nås.

Måske fik det mig til at slappe mere af, selv om  jeg løb med nummer på maven? Det var jo ikke vigtigt, hvad sluttiden blev. Det tror jeg.

På en måde gav min målsætning mig, ud over en stor tilfredshed på vej mod målet, en indsigt i min egen psyke. I år er mit mål ikke at løbe en bestemt tid, men at løbe afslappet og koncentreret. Med fokus på teknik og vejrtrækning. Når det er på plads, kommer de gode tider helt sikkert af sig selv. Nøjagtigt som Helene siger, de gør.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *