Den indre ro er ret tidskrævende

At blive mediterende kan snildt sammenlignes med at begynde at løbe, læser jeg på nettet. Videnskab.dk har en række artikler liggende om mindfulness meditation og dets indvirkning på folk med stress, depressioner og fobier.

I en af artiklerne er professor i idrætspsykologi ved Københavns Universitet, Reinhard Stelter citeret. Bl.a. for, hvor vigtigt det er at være vedholdende, før det virker.

Det er som at motionere, siger han. Det er nemt nok at få sparket sig selv ud på en enkel løbetur, men for at få glæde af motionens helbredende virkning, skal det være en integreret del af dit liv. På samme måde er det med meditation.

Vedholdenhed – ”Derefter handler det om at holde fast. Efter 1-2 måneder opstår en kritisk fase, der kan sammenlignes med situationen i fitnesscentrene i marts, når folks nytårsforsæt er kommet lidt på afstand,” siger Stelter til Videnskab.dk

Jeg nikker genkendende til ordene foran min computer. Det er præcis sådan jeg har det. I de uger, jeg fulgte introduktionskurset i acem meditation, fik jeg mediteret to gange dagligt. Ikke helt efter Bjørk Clemmensens forskrifter – men næsten.

Min måde – Morgenmeditation var slet ikke noget for mig. Mit sind er for vågent og min krop forråder mig. Den vil ud af sengen så hurtigt som muligt, og det kan jeg ikke hamle op med.

Til gengæld fungerede det fint et par timer efter morgenmaden – som en pause i arbejdet. Og igen lige efter træningen, de dage, jeg ikke var al for sulten. Mig generede det ikke, at jeg lige havde udøvet hård motion. Faktisk forkortede det den sædvanlige faldskærmstid – dvs. tidsrummet mellem kroppens vågenhed på grund af den hårde træning og så den rolige tilstand, der gør, at den er parat til at lukke helt ned for natten.

Og det er jo fantastisk. Tidligere havde jeg besvær med at sove, hvis jeg havde trænet hårdt i løbet af aftenen, fordi endorfinerne pumpede rundt i blodbanen. Men med meditation falder jeg hurtigt til jorden, og aftentræningen går ikke ud over nattesøvnen.

Ud fra, hvad kurset øvrige deltagere berettede, når vi mødtes for at udveksle erfaringer, forstod jeg hurtigt, at jeg ikke var den eneste, der havde bøjet ”reglerne” for, hvordan man bedst mediterer.

En fortalte, at han mediterede, mens han luftede sin hund i Kongens Have. En anden, at hun helt havde droppet det, fordi hun blev ved med at falde i søvn, hver gang hun prøvede at meditere, og sov i ni timer i streg bagefter. En tredje fik hovedpine.

Jeg var taknemmelig og glad for mine egne erfaringer – Til min overraskelse havde jeg nemlig fundet et spirituelt vindue i min daglige rutiner – og til min store overraskelse, nød jeg at sidde helt stille de to gange om dagen og bare lade tankerne fare.

Min mediterende ven, Kenneth, spurgte interesseret til, hvordan det gik med meditationen, når vi mødtes.

”Fint. Det er interessant. Jeg kan lide det,” sagde jeg hver gang, og registrerede hvor forskellige vi var, hvis en af os kom lige fra meditation og den anden fra sport. Som fugl og fisk. Den ene høj af endorfiner fra den sportslige aktivitet. Den anden groundet med rolige bevægelser og en aura af indre ro som dønninger fra meditationen.

Jeg kunne lide min nye spirituelle side. Nød roen og så frem til, at jeg nåede den fase, hvor jeg ville begynde at udvikle mit selv.

Alligevel fader entusiasmen langsomt ud – Der går længere og længere mellem, at jeg får mediteret. Og min utålmodighed plager mig stadig. Nu er der endda føjet endnu et element til min utålmodighed – over mig selv – over, at jeg ikke får mediteret så ofte, som jeg egentlig gerne vil.

Jeg beslutter mig for at kontakte nogle forskere, der kan give mig et lidt andet perspektiv på det at meditere. Jeg vil starte med professoren, som er citeret på Videnskab.dk.

Måske ved han noget om meditationens virkning på sportsfolk? Det ville nemlig være interessant. Hvis meditationen kan gøre mig til en bedre motionist, vil det måske være lettere for mig at få det integreret i mit liv?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *