De skide triatleter har spoleret min morgenfred

Når folk med andre interesser pludselig får øjnene op for ens åndehuller i nature, føles det som en invasion.

Klokken er syv om morgenen. Med høje forventninger cykler jeg gennem den lune morgen, med kurs mod ”min” nye badebro i Svanemøllen. Jeg skal ned og have en kold dukkert sammen med min gode ven Kenneth.

Morgenidyl
For et par år siden fik han lokket mig til gå planken ud, og blive vinterbader. Ind imellem mødes vi på broen tidligt om morgenen – inden byen rigtig er vågnet og alt stadigt er stille, for at tage et hurtigt dyp i det kolde vand. Det er en af de vaner, jeg er blevet rigtig glad for. Det foregår i stilhed, kun afbrudt af venlige nik og et stille ”god morgen” til de andre faste morgenbadere.

Men denne morgen er det anderledes. Vi når kun lige akkurat ud til spidsen af broen, da en flok på ca. 30 triatleter iført våddragter kommer buldrende.

Uhyre i våddragter

Råbende og skrigende springer de i vandet. De ænser os ikke. Drøner bare løbende forbi eller står i små grupper på badebroen og råber ud til de andre, der allerede er sprunget i.

Jeg bliver irriteret. ”Hvad fanden laver de her?”, tænker jeg. Til Kenneth siger jeg:

”De har jo ingen pli! Kan de ikke gå et andet sted hen og træne?”

Så stopper jeg mig selv. Situationen virker velkendt. På den ufede måde. Og jeg indser, at jeg nu står i samme situation, som de mange irriterede billister i Nordsjælland er fanget i, over for de mange landevejsryttere.

Invasion af nye brugere

Nye bruger invaderer et område, som jeg er vant til at bruge på en bestemt måde – min badebro. De opfører sig på en anden måde, end hvad jeg synes er okay. Bevares – de bryder ikke loven, men de respekterer godt nok ikke min opfattelse af morgenfred.

De har kun øje for at komme i vandet, hvor de kan træne. Og så er broen et godt sted – her kan de smide deres tricykler, klæde om og løbe i vandet. Og efter deres svømmetur, kan de løbe op, skifte igen, inden de ræser videre iført løbesko.

”Hvis de så kun var en, og ikke 30”, beklager jeg mig til Kenneth.

”Ja, de larmer godt nok noget,” indrømmer han.

Vi fortrækker til den anden ende af badebroen. Efter vores dukkert sidder vi og snakker lidt i morgensolen. Vi bliver enige om det finurlige ved, at vi mennesker ændre adfærd, når vi optræder i større grupper.

Andre regler i grupper

Det er som om, at hensynet til andre bliver sat ud af spillet. Nogle andre spilleregler træder i kraft. Vi råber (for at de forreste kan høre os), vi smutter liiige med over for rødt (det betyder nok ikke noget), vi flytter os ikke for andre – eller gør det meget sent (det er lettere at en flytter sig end 10 gør) og videre i den dur.

Den ændrede adfærd optræder i alle former for grupper – når en flot motionister på landevejscykel træner sammen, når en bus fuld af FCK-fan vælter ud af bussen foran Parken, og når spartaløberne har fælles træning om søndagen.

Kapitulation

Efter en rum tid kommer triatleterne op af vandet igen. I en larm af latter løber de forbi, fægtende med armene for at skrælde våddragten af, så de kan hoppe direkte i løbeskoene, der står og roder ved starten af broen.

Jeg kigger på dem og ryster på hovedet. Hvis jeg havde et horn, ville jeg have holdt det i bund. For hold da op, hvor er de irriterende. Men til Kenneth siger jeg:

”Vi må nok indse, at de er kommet for at blive. Enten må vi bade noget tidligere, eller finde et andet sted at gøre det fra”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *