Comeback med ydmygheden i behold

En husker på vej ud af dørenYdmyghed er ikke en følelse, man skal tage for givet. Den gror ikke frem som ukrudt – snare tvært imod. Den skal nurses som en sart og smuk prydplante. 

Dagligt minder jeg mig selv om, hvor godt min genoptræning går, efter at jeg er blevet opereret i knæet.

Som eksempelvis forleden aften, da jeg lige havde sat mig til bords med min datter for at spise aftensmad. Jeg havde glemt vandet og rejste mig for at hente det ude i køkkenet. Jeg havde ikke mere end lige sat mig, da jeg kom i tanke om, at jeg også havde glemt at sætte saltet på bordet. Det hentede jeg hurtigt. Sådan fortsatte det. Bordet blev dækket drypvis, og først efter adskillige ekspeditioner til køkkenregionen kunne måltidet begynde.

Hjælpeløs

Vi kom til at snakke om, hvordan det var for bare to en halv måned siden. Dengang kunne jeg ikke meget. Min datter var flyttet ind og sørgede for alt det praktiske med at købe ind, lave mad og hjælpe mig rundt. Jeg husker stadig glæden, første gang det lykkedes mig at brygge en kande kaffe ved egen hjælp.

I dag er det kun tunge indkøb, der kræver hjælp udefra. Jeg forsøger at glæde mig over alle de ting, jeg kan i dag og tager som en selvfølge, men som jeg kæmpede med for bare et par måneder siden.

Jagten på den gamle form

Der er dog øjeblikke, hvor ydmygheden fordamper som dug for solen. Især i kampen om at komme tilbage til den gamle form – før ulykken og før operationen.

Heldigvis har jeg hele tiden lavet lidt – trænet i ski- eller romaskinen. Cyklet. Leget med elastikker. Lavet armstrækkere. Så formen er faldet, men er ikke helt forsvundet.

Aller helst ville jeg jo bare gerne ro i sculleren og løbe orienteringsløb, crossløb, landevejsløb og mine skønne ture ude langs havnen om morgenen. Det var hele formålet med at genetablere de ledbånd, der var blevet revet over i mit knæ. Men hidtil har løbetræning været forbudt.

Tilbage i løbeskoene

Det er det ikke længere. I sidste uge var jeg til kontrolundersøgelse på hospitalet, og lægen, der opererede mig, gav grønt lys til, at jeg måtte løbe korte ture på lige underlag eller løbebånd.

Det skulle han ikke sige to gange. Da jeg kom hjem gravede jeg løbeskoene frem og drog af sted på en af min yndlingsruter ud omkring Kastellet.

Jeg har hele tiden tænkt, at når jeg igen måtte løbe, skulle jeg tackle det som en person, der aldrig tidligere havde løbet og helt se bort fra al tidligere løbeerfaring. Det betød gang og lunten i en skøn blanding. Ikke noget med at starte ud med at løbe fem km i streg!

Tung start

Den første km gik jeg. Dernæst slog jeg over i luntetrav. Og til sidst i løb. Bevægelsen føltes uvant. Sådan lidt forbudt men også tungt!

Kiloene har sneget sig på, mens jeg har ligget på langs i sofaen. Ikke at jeg ikke tidligere har været bevidst om det. Det kan jo ses. Men det har egentlig ikke generet mig på cyklen eller i romaskinen, og jeg må ærlig indrømme, at jeg har tænkt, at det nok hurtigt ville ryge af igen, så snart jeg var tilbage i sporet igen.

Men nu generer de overskydende kilo mig voldsomt. Ikke nok med at de er ubehagelige at slæbe rundt på i løbeskoene, de skygger også for min ydmyghed.

En reminder på tavlen

Allerede tredje gang jeg var ude at løbe, blev det til de fem km i streg. Glemt var alle planer om at veksle mellem gang og løb. Og glemt var aftalen med mig selv om, at hastigheden skulle være rolig.

Jeg tog mig selv i at tænke: ”Nu skal de kg fandeme løbes af!”

Det går jo ikke! For at holde fast i min ydmyghed og fornuftige genoptræning, har jeg skrevet en reminder til mig selv på køkkendøren, så jeg ikke lader fedtet og ambitionerne løbe med, næste gang jeg skal ud og løbe igen. Det er det sidste jeg ser, inden jeg løber ud af døren. Så må jeg se, om det hjælper.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *