Bambi på glatis

Jeg er næsten lige landet efter et teknikkursus i langrend arrangeret af Danmarks Skiforbund. I tre dage var der fokus på at lære de forskellige teknikker inden for langrendsløb – stagning, diagonalgang og dobbelt stavtag med fraspark.

Balanceøvelser – Morgnerne startede med en times tid med balanceøvelser, som vi kender dem fra træningen på rulleski. Jeg har skrevet om dem tidligere her på bloggen – de var lige så svære at lave i sneen som på asfalten. Men lige så snart jeg stod med snuden i sporet, begge ski på fødderne og skistavene i hænderne, gik det som en leg.

Jeg turde langt mere på de rigtige ski end på rulleskiene. Udsigten til et styrt i sneen er ikke lige så frygtindgydende som på asfalten, så jeg havde lettere ved at give den gas. Alligevel er der en del, der skal arbejdes med, når jeg kommer hjem, tænkte jeg.

Balanceøvelser skal simpelthen inkorporeres i den daglige trummerum. Det vil jeg gøre ved at finde mit vippebræt frem fra gemmerne og placere det midt på stuegulvet. Der har det tidligere stået – til stor glæde for husets unger, som lod sig lokke op på det, som var det en skål med vingummier.

Langrendsløb handler om at føle sig frem – lyder det fra den tidligere norske stormester inden for langrend, Trude Dybendal. Skiforbundet har hyret hende til at komme og fortælle os om, hvordan vi kan blive rigtig gode langrendsløbere. I salen sidder omkring 60 håbfulde skistjerne in spe og lytter.

”Langrendsteknik er 95 procent følelse og 5 procent oppe i hovedet,” fortæller hun, alt imens hun viser os, hvordan vi kan rette på vores holdning og få den rette positur, så vi kan løbe og ikke gå på skiene.

Det ser let ud. Og det med føleriet vækker genklang i mig. Det er som med roningen. Det går langt lettere, når man kobler hjernen fra og lader sanserne tage over.

Trude Dybendal genner os igennem et par balanceøvelser. Den er helt galt med mit venstre ben. Nul balance og nul styrke erfarer jeg, da vi senere på dagen står ude i sneen. Jeg må i gang med den specifikke styrketræning for musklerne omkring knæet – igen, tænker jeg lidt slukøret. Jeg troede, jeg havde fået rettet op på den ubalance, der var en af følgerne af min knæskade sidste vinter. Men det er jeg langtfra, konstaterer jeg nu, hvor det er umuligt for mig at holde venstre ben på rette spor, hver gang vi laver øvelser uden for sporet.

Sporskifte er et must at mestre til Vasa– ifølge vores træner, Jakob Ghisler. ”Man skifter spor hele tiden”, siger han og viser os, hvordan det skal gøres.

Et par stavtag i sporet, løft den ene ski ud af sporet, tag et skøjtetag og vupti, så står man i det andet spor. Det ser let ud, men det er det selvfølgelig ikke. Endnu en mental note bliver gjort. ”Øve sporskifte, når jeg kommer hjem”.

På nettet ser jeg, at det er begyndt at sne hjemme i Danmark. ”Jubii”, tænker jeg. ”Så får jeg mulighed for at øve mig på alle de ting, jeg har lært her oppe.” Der er uoverskuelig mange ting, der skal på plads, inden jeg for alvor kan erklære mig for at være parat til Vasaen.

Min mentale liste endte med at blive noget omfangsfuld. Den ser således ud:

Der skal arbejdes på følgende den kommende tid –

  • Styrken. Mere styrketræning. Pt. kan jeg stage i 10 sekunder af gangen. Det er mig en gåde, at de fleste kan stage sig gennem hele løbets 90 km!?
  • Balance. Daglige balanceøvelser, så jeg tør stå længere tid på et ben i diagonalgangen og føler mig sikker, når jeg skal skifte spor.
  • Bremseteknik. Vi øvede hårde hurtige effektive opbremsninger, som dem, man laver på alpinski. Hårde opbremsninger kan være nyttige, hvis der pludselig ligger folk og flyder i sporet. Mit knæ kan ikke lide det vrid, det kræver, så jeg satser på at gennemføre uden opbremsninger. Hvem har også tid til det?
  • Mere mod i diagonalgangen. Klaprer skiene, når man løber, er det et tegn på, at den ene fod sættes ned for tidligt – dvs. at man bruger det ben som man lige har sparket fra med, som støttefod. Foden skal sættes i en anelse foran standbenet.

”Det er måske lettere, hvis du tænker på, at det er dit knæ, der skal frem,” lyder det fra Ghisler, da jeg bander over, at jeg ikke kan få fødderne til at makke ret. Han har ret. Jeg tænker på knæene, og det hele går lidt lettere.

Dog var den største udfordring i virkeligheden kulden. Det frøs 15-18 grader. Fire lag tøj kunne ikke holde kulden fra kroppen. Jeg kunne maksimalt være i sneen to timer af gangen. Derefter måtte jeg søge ind i saunaen for at tø op, inden jeg var klar til næste lektion.

Målsætning – Rigtig mange vasaløbere har et klart defineret mål om, hvor hurtigt de vil gennemføre løbet.

Jeg må se i øjnene, at det nok ikke bliver i denne sæson, jeg springer ud som skidronning. Mit mål er, at jeg gerne vil lære at blive teknisk så god, at jeg kan løbe hurtigere på skiene end i løbeskoene. Det kan jeg langt fra endnu – og det generer mig lidt at vide, at jeg bare kan smide skiene og komme hurtigere frem uden. Der er masser at tage fat på de næste tre måneder!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *