Året der gik – og et nyt i sigte

Imens vi venter på sneen...Flueben, Muren og nye venner har i høj grad sat sine spor på det år, der nu er gået.

2013 har været et år, der for mig mest har stået i skiløb og derefter genoptræningens tegn.

I årets første kvartal fyldte vasatræningen en del i mit hoved. Det var her, jeg løb mine første motionsløb på skiene – først et skimaraton i Orsa Grönklitt i Sverige efterfulgt af det legendariske vasaløb. Et enkelt adventure race og et par cykelløb blev det også til, efter at skiene var sat på loftet. Til gengæld har jeg ikke deltaget i et eneste motionsløb eller været på vandet i sculleren. Det er første gang i mange mange år, at det er sket.

I helikopterperspektiv er det Vasaen, der står som årets største milepæl i min bevidsthed. Med den i hus  blev et vigtigt flueben sat – Vasaen har nemlig altid stået på min ”to-do-before-I die-liste”, og nu er den hakket af. Fantastisk.

Goddag til sofaen

Midtvejs i året blev der sat en effektiv stopper for mine sædvanlige aktiviteter. Jeg fik lavet en rekonstruktion af ledbåndene i venstre knæ og måtte skrinlægge sommerens planlagte aktiviteter såsom cykelløb med ABC’erne, regattaer med DSR og motionsløb med Spartanerne.

Operationen var et større indgreb, der tvang mig tilbage i sofaen i ti uger efterfulgt af en lang genoptræningsperiode. Pludselig havde jeg for alvor brug for min indre stædighed til at træne mig op igen, og som noget nyt, var jeg afhængig af andres hjælp (prøv at hinke med en kop kaffe i den ene hånd…). Det var en svær kamel at sluge.

Det gode ved sådan en situation er at opleve, at der vitterlig er venner og familie, der hjælper til og bakker op – også når det strammer til. Så på en måde blev sommerens sofaliv til en god oplevelse på trods af et ben i skinne.

Ny kropsfornemmelse

Genoptræningsperioden gav også plads til overvejelser omkring det, at føre et aktivt liv. Pludselig stod jeg der og var i ufattelig dårlig form. Jeg har altid brokket mig over ikke at være i form, men nu følte jeg, hvordan det er, når det er virkelighed og ikke bare en overbevisning.

Med den dårlige form fulgte en ny sårbarhed og uvilje mod at presse mig selv. Til sidst forsvandt min motivation til at få pulsen op.

Det var en meget underlig fornemmelse. For det første har motion og aktivitet altid været en stor kilde til livsglæde for mig. For det andet havde jeg gjort en dyd ud af at finde på alternative måder at få pulsen lidt op de første tre måneder efter operationen, på trods af de begrænsninger der var ved kun at have et ben at gøre godt med.

Muren

Pludselig mødte jeg ”muren”. Lysten til at motionere forsvandt. Det kom ud af det blå. Jeg var totalt uforberedt på, at det kunne ske.

Erkendelsen af, at jeg skulle træne mig op fra bunden, har været svær. En ting var de rent mekaniske ting så som at lære at gå igen og kunne bøje benet. Noget helt andet var at finde formen igen.

Jeg måtte acceptere, at jeg ikke kunne præstere det samme, som inden jeg blev skadet – Søge andre mål og andre tider, at sammenligne mig med.

Det kan godt være, at jeg engang har løbet relativt hurtigt, har roet stærkt og kunne tage massevis af armstrækkere og kropshævninger. Det kunne jeg bare ikke nu – Jeg var på et sted, hvor både kondition, balance og styrke skulle genoptrænes. Og så nyttede det ikke noget at presse mig selv til at kunne løbe hurtigt eller at være bomstærk.

Det tog lang tid at acceptere. Nu havde jeg jo for pokker bakset med at træne mig op til at kunne gå igen – I to måneder havde jeg trænet i thoraxmaskinen på et ben, knoklet op og ned ad trapper på Riget med benskinne og krykker og roet i romaskinen med overkroppen. Hvorfor skulle det så være så svært at løbe hurtigt?

Birthe og vennerne

Det tog en rum tid, hvor jeg var frygtelig frustreret, men til sidst fandt jeg en vej, så jeg langsomt kunne arbejde mig tilbage. Men det kunne jeg ikke have gjort alene.

Der var venner, der hurtig opfattede, at den var gal med motivationen. De har tålmodigt banket på min dør og lokket med løbeture i godt selskab. De har ringet og lavet roaftaler med mig. Med deres gode humør og tålmodighed har de lirket mig ud af sofaen igen. Det har været ret fantastisk at opleve.

Og nye træningskammerater er kommet til – Birthe og en gruppe kvinder på rulleskiene. Uden dem, havde det ikke været så sjovt, som det alligevel er endt op med at blive.

Nyt år – nye mål

I dag har jeg ikke skyggen af tvivl om, hvorvidt jeg får trænet mig hundrede procent op igen. Jeg er sikker på, at året der kommer, vil bringe en masse nye sjove oplevelser med pulsen i top. Jeg er igen begyndt at drømme om at deltage i motionsløb og cykelløb på landevejen. Det bliver måske ikke lige så hurtigt som før – men man skal aldrig sige aldrig. Miraklernes tid er ikke forbi. Og hvem ved – måske får jeg sat endnu en flueben på min to-do-liste?

Rigtig godt nytår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *